S: Vi må ikke gå i Camerons fodspor

Af Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Da Storbritanniens nej til EU var en realitet, fik daværende premiereminister David Cameron ganske velfortjent skylden. 

I årene op til folkeafstemningen havde han ikke forsømt en eneste lejlighed til at tale til sine vælgere om alle EU’s dårligdomme. Derfor var han på en umulig opgave, da han på blot tre måneder skulle overbevise sin befolkning om, at de nu skulle stemme for EU, hvis åbenlyse fejl de havde fået tudet ørerne fulde af.

Camerons succes var som bekendt til at overse, og han vil nu gå over i historien som den, der om nogen viste, at man også i politik kan tisse i bukserne for at holde sig varm. 

Men ikke bare i Storbritannien ses der skævt til EU. Også i Danmark står EU, der blev søsat for at skabe fred gennem samarbejde og samhandel, over for årtiers krise. 

Der er selvsagt ikke noget entydigt svar på, hvor denne mistillid kommer fra. Jeg vil dog driste mig til at starte hos nogle af mine politiske kolleger i Danmark. Som i Storbritannien kan man nemlig ikke forvente, at befolkningen vil juble over et projekt, der bliver kritisk behandlet af en stor skare af folkevalgte. Derfor vil jeg komme med to gode råd til de af mine kolleger, der heller ikke ønsker at lave en "Cameron”. 

Hvis vi vil myterne til livs, og hvis interessen for EU skal op, er den eneste genvej at tale om det.

Ole Christensen (S)
MEP

Tal om EU - og tal det op 
For det første giver det sig selv, at hvis man som politiker vil have sine vælgere til at interessere sig for et emne, må man også tale om det. Og er man tilhænger af emnet, må man tale det op. 

Desværre virker det til, at mange af vores folkevalgte er skræmte over vælgernes reaktion ovenpå endnu en folkeafstemning med negativt udfald. Man fristes til at tro, at nogle derfor forsøger at tie EU ihjel. Det er et problem, for hvis vi vil myterne til livs, og hvis interessen for EU skal op, er den eneste genvej at tale om det. Faktisk er det også mit indtryk, at danskerne gerne taler om EU.

Men det er svært at tale om EU, når de folkevalgte politikere helst forputter sig i hjørnet. Og det er vanskeligt at se fordele i det europæiske fællesskab, når 90 procent af det, der bliver sagt, er kritik. Det er klart, at vi skal være kritiske over for de ting, der ikke fungerer. Jeg mener heller ikke, at de sidste 10-15 års borgerligt-liberale europæiske styre har gjort godt for hverken lighed eller sammenhængskraft.

Men EU er trods alt noget mere end det. En hurtig rundspørge blandt mine kolleger på Christiansborg ville med stor sandsynlighed vise, at hovedparten går ind for den meste lovgivning fra EU. Derfor håber jeg, at flere af mine EU-positive kolleger tør tage springet, tale om EU - og tale EU op, når det er fortjent. 

Involvér EU i det politiske arbejde  
Mit andet forslag er en forlængelse af det første. Hvis politikerne skal tale om EU, må de naturligvis interessere sig for emnet. Her er vores folketingsmedlemmer en smule undskyldt. I Danmark er det kutyme, at EU-sager hovedsagligt behandles i Europaudvalget med meget lidt inddragelse af fagudvalgene. Det, synes jeg, skal laves om. Hvordan skal ét udvalg kunne tage stilling til komplicerede sager om alt fra typegodkendelse på biler til handlingsstrategier for små og mellemstore virksomheder? 

En sådan opdeling fordrer en silotankegang, hvor EU-politikken til dels isoleres. Den giver også de politikere, der ikke sidder i Europaudvalget, partoutkort til ikke at beskæftige sig med det europæiske fællesskab. Det duer ikke. Hvis end ikke de folkevalgte interesserer sig for EU, kan man ikke forlange, at andre skal gøre det. Derfor vil jeg opfordre til, at man om ikke nedlægger Europaudvalget, så i hvert fald omstrukturerer væsentligt, så fagudvalgene kommer til at spille en langt mere væsentlig rolle. 

Hvis vi skal undgå en dansk version af Brexit, må vi værne om det europæiske samarbejde der, hvor det giver mening. Når alt kommer til alt, ønsker de færreste vel at lave en "Cameron”.