Sådan er EU-parlamentarikernes magt vokset

HISTORIE: I 80'erne kaldte Margaret Thatcher Europa-Parlamentet et Mickey Mouse-parlament. Men med nye traktater er magten vokset enormt, vurderer eksperter. Parlamentsmedlem igennem 29 år, Jens-Peter Bonde, genkender udviklingen.

Mickey Mouse-parlamentet. Sådan kaldte den konservative britiske premierminister Margaret Thatcher Europa-Parlamentet i begyndelsen af 80'erne. Hun betragtede institutionen som en kaffeklub, hvor der blev talt, men ikke handlet.

Men institutionens magt og indflydelse er vokset markant igennem traktaterne i de følgende årtier, selvom man har haft svært ved at slippe af med kaffeklub-imaget. 

Margaret Thatcher på besøg i Europa-Parlamentet. Foto: European Union 2016

Stærkere end selv de tungeste ministre
En af de mest erfarne europaparlamentarikere i Danmark er Jens-Peter Bonde (Junibevægelsen). Han var medlem af Europa-Parlamentet, fra da direkte valg til parlamentet blev indført i 1979, og forlod først sit arbejde i 2008. 

Bonde har tydeligt kunnet mærke magtforøgelsen. Han fortæller, at vedtagelsen af Fællesakten og ”det indre marked” i 1987 var et vigtigt vendepunkt for Parlamentets betydning. 

”Jeg har været medlem i 29 år, og har i den grad mærket styrkelsen af Europa-Parlamentet. Fra 1979 til 87 var parlamentet en fjern planet uden forbindelse med jorden. Men siden da er det blevet en vigtig institution, hvor man som medlem kan få ting gennemført, som selv de tungeste ministre i Danmark ikke kan,” siger han. Han uddyber: 

”Det var særligt i 1986-87, hvor vi fik den såkaldte samarbejdsprocedure, der gjorde, at vi kunne komme med ændringsforslag til Kommissionen, og der skulle enstemmighed til blandt medlemsstaterne i Rådet for at afvise dem. Det gav en stærkt stigende indflydelse på en række praktiske ting som arbejdsmiljø, sikkerhed, sundhed og forbrugerbeskyttelse,” fortæller Bonde. 

Den fælles beslutningsprocedure blev indført med Maastricht-traktaten i 1993 og blev udvidet med de følgende traktater, så Europa-Parlamentet stod stærkere og stærkere over for medlemsstaterne. Og med Lissabon-traktaten i 2009 er der ikke mange områder, hvor Europa-Parlamentet ikke har indflydelse, vurderer han.

Voksende magt
Professor i statskundskab på universitetet i Dublin, Gail McElroy, er ekspert i politik i Europa-Parlamentet. Hun bekræfter Bonde i, at traktaterne har styrket parlamentet. 

”Europa-Parlamentet har bevæget sig fra at være en rådgivende institution til at være en vigtig del af den europæiske beslutningsproces,” fortæller hun.  

Hun hæfter sig ved indførelsen af direkte valg i 1979, der gav institutionen demokratisk legitimitet. Men det er Lissabon-traktaten, der har skubbet Europa-Parlamentet det sidste stykke vej. 

”Mange vil påstå, at Lissabon-traktaten har givet Europa-Parlamentet lovgivningsmæssig ligestilling med Ministerrådet, så EU nu er et ”to-kammer-system”, som vi kender fra nationalstater som Storbritannien. Det, vil jeg nu mene, er at overdrive en anelse, da det stadig er Rådet, der bestemmer. Men der er ingen tvivl om, at Lissabon-traktaten har givet Europa-Parlamentet væsentlig mere indflydelse, og det har kun de færreste europæere opdaget,” siger hun. 

Tidligere EU-parlamentariker for Socialdemokraterne, Dan Jørgensen, har selv mærket traktatens effekt. 

”Med Lissabon-traktaten fra 2009 fik Parlamentet udvidet sin magt ganske markant. Mange af de sager, jeg som parlamentariker beskæftigede mig med, havde Parlamentet ikke indflydelse på for få år siden. Det drejer sig for eksempel om landbrugspolitikken og indholdet i EU's budget,” siger han. 

Mere politik
Men det er ikke kun institutionens magtbeføjelser, der har ændret sig. EU-historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet Lars Hovbakke Sørensen fortæller, at der rent politisk også er sket en stor udvikling med Europa-Parlamentet. 

”De politiske grupper i Europa-Parlamentet har fået større og større betydning. De politikere, der sidder i grupperne, er i dag ikke længere repræsentanter for de lande, de kommer fra. De repræsenterer nu i langt højere grad den ideologi og politik, som de står for, end de gjorde for 30 eller 40 år siden,” fortæller han. 

Dette genkender Jens-Peter Bonde. Som eksempel benytter han atter Fællesaktens indførelse af samarbejdsprocedure i 1987. Her ændredes hans arbejde til trods for, at han var valgt ind for Junibevægelsen, et protestparti. 

”Vi begyndte at stemme, at stille ændringsforslagene og deltage i arbejdet - selvom vi jo ville ud af EF dengang. Nu begyndte vi at tage politisk stilling til ændringsforslagene,” fortæller han. 

Jens-Peter Bonde holder tale i Europa-Parlamentet i 2003. Foto: European Union 2016

Uformel magt
Meget af Europa-Parlamentets magt er med tiden begyndt at foregå uden for institutionens formelle strukturer. For eksempel har formændene for de politiske grupper fået særlig kontakt til de forskellige kommissærer, forklarer Jens-Peter Bonde. 

Han var selv gruppeformand for forskellige gruppekonstellationer igennem 17 år. 

”De sejre, jeg fik omkring vandmiljøet og sprøjtegifte, kunne jeg kun få gennemført ved at klappe daværende kommissionsformand José Manuel Barroso på ryggen. Så kunne han med et nik med hovedet vise mig den embedsmand, der kunne få det igennem. Men det er jo ikke en reel magt, som Europa-Parlamentet har ifølge traktaten,” forklarer Bonde.

Han tilføjer, at hans kontakt og venskab med Barroso var med til at vinde politiske kampe, som allerede var tabt for den danske regering i Rådet. 

”Men det var ikke kun mig, der var ven med Barroso. Det var de andre gruppeformænd også, og jeg ved ikke, hvad de har fået gennemført igennem tiden,” siger Bonde. 

Ingen hører dig skrige i Bruxelles
Med Lissabon-traktaten har Europa-Parlamentet nået sit magtmæssige zenit. I alt fald hvis man spørger professor Gail McElroy. Problemet for parlamentets magt er ikke dets beføjelser, men den manglende folkelige opbakning. 

”Europa-Parlamentet er allerede ganske magtfuldt. Parlamentets problem er dets usynlighed. Jeres medier i Danmark er de bedste, sikkert i hele EU, til at dække europæisk politik. Men i befolkningen i det øvrige EU er der ingen, der har en anelse om, hvad europaparlamentarikerne foretager sig,” siger hun. 

Dette giver et stort problem for Parlamentets legitimitet, særligt i forbindelse med europaparlamentsvalget, mener McElroy. 

”Det er svært at holde parlamentsmedlemmerne ansvarlige for deres politiske handlinger, når der ikke er nogen, der aner, hvad de har lavet de sidste fem år. Du kender sikkert afsnittet af den danske TV-serie ”Borgen” om udnævnelsen af en kommissær, hvor episodens pointe er, at ingen kan høre dig skrige i Bruxelles. Det er præcis sådan, det er. Vælgerne interesserer sig kun for national politik, også når det gælder valget til Europa-Parlamentet. Folk tror stadig, det er en kaffeklub,” siger hun.  

Dystre udsigter
Jens-Peter Bonde er heller ikke optimistisk, hvad angår Europa-Parlamentets fremtid. Finanskrisen og den følgende økonomiske krise har bevæget magten i Europa fra Bruxelles til Berlin og fra EU's politiske apparat til finansmarkederne.  

”Det er den økonomiske politik, der er den afgørende. Unionens krise er også Europa-Parlamentets krise. De kan levere på en række småting som f.eks. bankbonus, men ikke på en ekspansiv økonomisk politik, som er afgørende for at få folk i arbejde igen. Der er Parlamentet totalt magtesløst,” beklager Jens-Peter Bonde. 

Bedste grundlag for magtforøgelse
Men historiker Lars Hovbakke Sørensen er mere positiv. Han ser to hovedårsager til, at Europa-Parlamentet vil blive styrket i fremtiden. Og det er de samme årsager, som har gjort, at Parlamentets magt siden oprettelsen i 1952 er vokset i indflydelse i forhold til de øvrige institutioner: 

”Under EU's udvidelser opstår et behov for effektivisering, da flere og flere lande skal forhandle. En oplagt måde at effektivisere er at overlade mere magt til Europa-Parlamentet. Samtidig svækker man tilsvarende medlemslandenes indflydelse i Rådet, hvor beslutningsprocessen er mere kompleks,” forklarer han.  

For det andet, forklarer han, bliver Europa-Parlamentet af mange i befolkningen betragtet som den mest demokratiske af EU-institutionerne, og derfor er Parlamentets chancer for magtforøgelse også større end de øvrige europæiske institutioner.

Forrige artikel Sådan organiseres magten i Parlamentet Sådan organiseres magten i Parlamentet Næste artikel Bland dig! Bland dig!
Venstre vil indføre permanent grænsekontrol

Venstre vil indføre permanent grænsekontrol

GRÆNSEKONTROL: Venstre vil reformere Schengen-samarbejdet og gøre kontrollen ved grænsen permanent. De vil samtidig investere 50 millioner kroner i ”ny teknologi”, som skal lette politiets arbejdsbyrde.