Schulz: Europol-aftale er fanget i en tidsfælde

SÆRAFTALE: Tiden kan blive et problem, når Danmarks aftale om Europol skal gennem Europa-Parlamentet, siger afgående formand Martin Schulz.

Formand for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, slog på sit sidste top-møde på posten fast, at Danmarks aftale om Europol kun er en midlertidig løsning.  
Formand for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, slog på sit sidste top-møde på posten fast, at Danmarks aftale om Europol kun er en midlertidig løsning.  Foto: Theirry Charlier/AFP
Frederik Tillitz

BRUXELLES: Uret tikker for at få den danske Europol-aftale på plads i tide.

Det var budskabet fra formanden for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, da talen faldt på den danske særaftale om fortsat tilknytning til Europol.

”Der er en udtrædelsesdato (for Danmark, red), og aftalen bliver nødt til at blive bragt gennem Parlamentet, hvis det skal træde i kraft inden deadline,” sagde Martin Schulz på et pressemøde under et EU-topmøde i Bruxelles torsdag.

1. maj overgår Europol til et nyt retsgrundlag. Det er her, at Danmark - på grund af retsforbeholdet - ryger ud af Europol. Men det er også her, at det juridiske grundlag for Danmarks særaftale forsvinder. For Danmarks særaftale er bygget på det eksisterende retsgrundlag for Europol. 

Den danske aftale skal gennem to høringer i Europa-Parlamentet, inden den kan træde i kraft, og begge høringer kan tage op til tre måneder. Dermed kan EU-parlamentarikerne - hvis de ønsker det- spænde ben for, at Danmark får en særaftale inden deadline 1. maj.

Desuden - påpeger Martin Schulz - er tiden faktisk mere knap end som så. For Europa-Parlamentet befinder sig lige nu halvvejs gennem sin mandat-periode. Og det betyder, at der skal lægges en ny kabale for udvalgsposter og andre tillidsposter i Parlamentet. 

"Et problem er, at Parlamentet er midt i sin mandatperiode, så lige nu arbejder udvalgene ikke," sagde Martin Schulz og fortsatte:

”Vi befinder os midt i en tidsfælde. Men jeg sagde til statsministeren, at jeg forsøger at finde en løsning."

Schulz og Lars Løkke Rasmussen mødtes under torsdagens EU-topmøde for at tale om den videre proces for Danmarks Europol-aftale.

0:000:00