Tænketank: Frihandel er ikke roden til alt ondt

Af Hans Martens
Seniorrådgiver i Tænketanken Europa

I stort set hele perioden efter Anden Verdenskrig har international handel (”frihandel”) og globalisering været et ubestridt positivt element af den økonomiske udvikling.

Men på det sidste har disse begreber fået en helt anden og meget mere negativ betydning. For mange – også på det politiske plan – er globalisering og international handel blevet roden til alt ondt, mens andre kæmper for at holde den internationale handels fane højt.

Frihandel er ikke skurken
Men i virkeligheden er det nok ikke globalisering og international handel, der er skurken. Man er nemlig selv i høj grad herre over, om man får fordele eller ulemper.

Nu er frihandel egentlig en falsk varebetegnelse, for frihandel i ordets egentlige betydning er der ikke meget af i verden. Man kan måske nærmere tale om ”reguleret frihandel” i den forstand, at det fuldstændige frie flow af varer og tjenester over grænserne ikke accepteres nogen steder. Det, man taler om i forbindelse med frihandelsaftaler i dag, er ”deep and comprehensive free trade agreements” – altså handelsaftaler, der sikrer udvekslingen af varer og tjenester mellem aftalens parter, men på betingelser – og ofte ret komplicerede betingelser.

Det afgørende er her ikke told, men de standarder og normer, som skal overholdes, for ingen ønsker at blive oversvømmet med varer og tjenester af enhver slags. Der er hensyn til sundhed og sikkerhed, miljø, forbrugerbeskyttelse og mange andre ting, der skal være på plads, før den regulerede frihandel kan træde i kraft. Det svarer egentlig til den måde, hvorpå det indre marked i EU fungerer, og det giver også forklaringen på, hvorfor det er så kompliceret og tager så lang tid at få de moderne handelsaftaler på plads.

Hvis man ikke er villig til at lade sig omskole eller skifte erhverv, vil man tabe til globaliseringen.

Hans Martens
Seniorrådgiver i Tænketanken Europa

Stigende nationalisme
Men på trods af alle de reguleringer, der indgår i handelsaftalerne, er der som nævnt flere og flere, der forholder sig negativt til frihandel og til den globalisering, der følger af frihandel. Men hvorfor egentlig?

Der er mange forklaringer, men en af dem er den stigende nationalisme og deraf følgende skepsis over for handelspartnere, der ofte ses som tyve, der stjæler jobs. Trump-kampagnen i USA var i høj grad bygget på den slags argumenter, men man ser de samme argumenter brugt i andre lande, hvor det slet ikke giver økonomisk mening at ville isolere sig fra verden – hvad det næppe heller gør i USA i den virkelighedens verden, som selv Trump er ved at finde ud af findes!

Det negative syn på globalisering og frihandel ses stort set overalt, men visse steder mere end andre. Det har noget med økonomiernes størrelse at gøre, for folk, der lever i små økonomier, ved godt, at man ikke kan lave alting selv og derfor må handle internationalt. Men det har nok så meget at gøre med den sociale- og arbejdsmarkedsmodel, man lever i.

Fleksibelt arbejdsmarked
En undersøgelse fra den tyske tænketank, Bertelsmann Stiftung, som analyserede, hvem der har haft størst økonomisk udbytte af EU's indre marked i dets første 20 år, viste at Danmark lå klart i spidsen, og det skyldes blandt andet, at den danske model er særdeles omstillingsparat. Det gælder såvel for arbejdsmarkedet som for virksomhedernes indstilling. Lande, som har stive arbejdsmarkedssystemer, og hvor den sociale model er bygget op om at fastholde folk i deres jobs, har meget sværere ved at få fordele af frihandel og globalisering.

Man får nemlig kun fordelene af international handel, hvis man omstiller sig til at holde op med at lave ting på områder, hvor man ikke er konkurrencedygtig, men i stedet køber det hos andre, som laver dem bedre og billigere, mens man så koncentrerer sig om at lave det, man er bedst til – og eksportere netop de ting.

Men hvis man ikke er villig til at lade sig omskole eller skifte erhverv, vil man tabe til globaliseringen. Det har man set i USA, hvor man ikke har en arbejdsmarkedsmodel, der hjælper med omstilling, og hvor den fleksibilitet, der ellers kendetegner store dele af økonomien, ikke findes. Der får man langtidsarbejdsløse minearbejdere, fabriksarbejdere og så videre – folk, der lever et miserabelt liv som arbejdsløse og ikke har evnet eller har fået tilbud om hjælp til at søge ind i nye spor.

Et andet eksempel er Frankrig, hvor man i den grad har et stift arbejdsmarked, og hvor Marine Le Pen derfor har kunnet fiske stemmer hos globaliseringstabere.

Når de samme argumenter ikke rigtigt sælger billetter i for eksempel Danmark, er det ikke kun fordi økonomien er lille. Det er også, fordi det fleksible arbejdsmarked, understøttet af den aktive arbejdsmarkedspolitik, gør, at der er få tabere til globalisering og mange vindere, ikke mindst i eksporterhvervene.