Udenrigsministeren: EU-Domstolen kan blive endnu bedre

Af Martin Lidegaard
Udenrigsminister og medlem af Folketinget for de Radikale

Den, man elsker, tugter man, siger et gammelt mundheld. Og en del er nok klar over, at jeg som radikal udenrigsminister holder fantastisk meget af EU. EU som fredens projekt, det indre marked som forudsætningen for velfærd og velstand, og EU som den vigtigste adgang til at udbrede vores værdier i verden. Og netop derfor er det så vigtigt at holde EU i god form og hæve stemmen, når noget går den gale vej.

Det skete for eksempel den 18. december sidste år, hvor EU-Domstolen afviste, at EU kan tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

EU er et retssamfund, hvor en stærk uafhængig domstol er vital. Derfor skal vi naturligvis respektere afgørelsen om ikke at tiltræde menneskerettighedskonventionen. Men set gennem europapolitiske briller er resultatet både uheldigt og overraskende, og jeg mener, det giver anledning til grundig selvransagelse i EU.

EU-domstolen skal moderniseres
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er helt central for udviklingen af menneskerettighederne i det bredere Europa bestående af de 47 medlemsstater, der er samlet i Europarådet, som udover EU’s 28 medlemslande blandt andet omfatter Rusland, Tyrkiet og Schweiz. Disse stater har forpligtet sig til, at deres borgere kan indbringe sager om krænkelser for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det betyder noget, at der er domstolskontrol ved en uafhængig international retsinstans.

En sådan kontrol mener jeg selvfølgelig også, at EU som en helt særlig organisation skal kunne tåle. Det blev der også opnået enighed om blandt EU’s medlemsstater med Lissabon-traktaten, som for første gang indeholder en udtrykkelig bestemmelse om, at EU skal tiltræde menneskerettighedskonventionen.

EU er et retssamfund, hvor en stærk uafhængig domstol er vital. Derfor skal vi naturligvis respektere afgørelsen om ikke at tiltræde menneskerettighedskonventionen. Men set gennem europapolitiske briller er resultatet både uheldigt og overraskende.

Martin Lidegaard
Udenrigsminister

Efter EU-Domstolens nylige udtalelse kommer vi desværre til at vente længe endnu på, at det kommer til at ske. Det kan her være svært at forstå EU-Domstolens rationale, og jeg mener, det må være anledningen til at diskutere en modernisering af EU-Domstolens arbejdsform.

Mere gennemsigtighed i afgørelser
Den diskussion skal vi tage blandt medlemsstaterne, og formålet må være at sikre, at EU-Domstolens domme og arbejdsform er til at forstå for borgerne. I dag kan man ikke af en dom fra EU-Domstolen se, om dommerne har været enige. Sådan er det for eksempel ikke ved den danske højesteret, hvor man kan se, hvor der har været uenighed mellem dommerne, og man kan også læse, hvad der har været uenighed om.

Ved EU-Domstolen afsiges alle domme formelt i enighed. Selvfølgelig er dommere ikke nødvendigvis enige om alt i en sag – og heller ikke altid om resultatet. Men at forstå, hvad der har været tvivl om blandt dommerne, er til gengæld ofte en vigtig mellemregning for i sidste ende at kunne forstå (flertallets) resultat. Her kunne man ønske sig mere åbenhed.

Fransk skal ikke være eneste sprog
Derudover bør vi også se på EU-Domstolens interne arbejdssprog. Det er fortsat fransk blandt dommerne og medarbejderne indbyrdes. Sådan er der ingen af de andre EU-institutioner, der arbejder. I et EU med 28 medlemsstater er tiden efter min mening løbet fra en ordning, der skaber distance og gør domstolen utilgængelig som arbejdsplads for mange dygtige jurister og dermed mindre repræsentativ.

Domstolen er udsat for megen kritik – også uberettiget kritik motiveret af en mere generel EU-modstand. Der skal ikke være tvivl om mit synspunkt: Vi er rigtig godt tjent med en stærk og uafhængig EU-domstol, der kan beskytte vores rettigheder. Men lad os bruge sagen om Menneskerettighedskonventionen til at overveje, om ikke EU-Domstolen kan blive endnu bedre.