Debat

Løkkegaard: EU må ikke drukne i skattekroner

DEBAT: Med Brexit i baghovedet er tiden inde til at skabe et slankere EU. Stærke kræfter truer dog med at trække EU i den modsatte retning og skabe en europæisk superstat, hvor medlemslandene reduceres til vasaller, skriver Morten Løkkegaard.

Brexit er en glimrende anledning til at skabe et slankere EU, men stærke kræfter truer samtidig med sprængfarlige forslag om EU-skat, skriver Morten Løkkegaard (V). 
Brexit er en glimrende anledning til at skabe et slankere EU, men stærke kræfter truer samtidig med sprængfarlige forslag om EU-skat, skriver Morten Løkkegaard (V). Foto: /ritzau/Simon Læssøe
Anders Brønd Christensen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Magten til at opkræve skat tilfalder den suveræne stat, og den status skal EU ikke have.

Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet
Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Diskussionen om EU’s fremtidige syvårsbudget er i fuld gang, og det er en kærkommen lejlighed til at give systemet en ordentlig overhaling.

Hul i kassen på 90 milliarder
Brexit - og de heraf manglende 90 milliarder kroner i EU-kassen årligt - sætter ekstra pres på forhandlingerne om 2020-2026-budgettet. Forhandlinger, som indledes dette forår, hvor budget-kommissær Günther Oettinger fremlægger Kommissionens bud. Håbet er at blive enige inden Europa-Parlamentsvalget i maj 2019. 

Man kunne jo passende begynde med at droppe syvårsperioden, som giver mindelser om Sovjet-tiden. Selv her nøjedes man med femårsplaner. Ingen parlamenter i denne verden opererer med den slags forløb.

Hvem ved, hvad der skal bruges penge til i 2025? Andre taler om, at EU’s budget er noget særligt på grund af de mange, længerevarende programmer, som kræver budget-ro, hvis de skal virke.  

Men fem år burde man kunne blive enige om.

EU skal vise sit værd
Første og største udfordring er ellers Brexit. Flertallet i Bruxelles synes at mene, at EU skal fortsætte med at løse de opgaver, de løser i dag – og med samme intensitet.  

Men med det årlige hul i budgettet på knap 90 milliarder er det ganske enkelt umuligt. Fra Venstre er meldingen klar: Det skal i udgangspunktet ikke koste danskerne mere, at Storbritannien forlader samarbejdet.  

Den anden udfordring er, at EU faktisk skal opruste betydeligt på helt bestemte områder. Det er den fælles grænsekontrol, migrationsindsatsen, forskning og mobilitet samt forsvar og sikkerhed (fælles bekæmpelse af terror og kriminalitet).

Det er her, det europæiske samarbejde virkelig skal vise sit værd, og det skal selvfølgelig finansieres ordentligt. Med et mindre budget giver det selvfølgelig anledning til nogle hårde prioriteringer på andre områder.

Sprængfarlige principper
Kommissær Oettingers udgangspunkt er et andet: Vi skal alle enten til lommerne og sikre finansieringen via øgede bidrag fra medlemsstaterne, eller – i hans optik endnu bedre – give EU ret til at opkræver skatter og afgifter. Ingen af delene lyder attraktivt i Venstre-ører. 

I sin anbefaling læner kommissæren sig op ad rapporter fra notabiliteter som den tidligere chef for den Europæiske Centralbank Mario Monti, der anbefaler netop “egne ressourcer” som en farbar vej.

Ikke overraskende har Oettinger også nået partifællen Angela Merkels øre i sådan en grad, at hun også har promoveret tanken for den føderalt indstillede præsident Macron i Frankrig.

Og det er så her, at det begynder at stramme til for Danmark – for når Frankrig og Tyskland er enige i europæisk politik, ja, så siger erfaringen, at ting sker – og endda meget hurtigt.

Disse “egne ressourcer, eller rettere EU-skatter, dækker over et hav af idéer: Fra den handelshæmmende skat på finansielle transaktioner, over miljøafgifter fra salg af brændstof og elektricitet, til afgifter fra handel med CO2-kvoter.

Så sent som for et par uger siden lancerede Oettinger endda idéen om en skat på plastik, hvor han samtidig forsøgte at knæsætte det sprængfarlige princip, at ”når lovgivningen kommer fra EU, så burde skatterne jo også tilfalde EU”.

For Venstre er udgangspunktet klart: EU er et godt og givtigt samarbejde mellem nationalstater. EU er ikke, og skal ikke udvikle sig til en europæisk superstat, hvor medlemsstaterne er rene vasaller.

Magten til at opkræve skat tilfalder den suveræne stat, og den status skal EU ikke have.

Uholdbare pengestrømme
Når det er sagt, kan det godt give mening, at administrations-indtægter fra de tjenester, EU varetager på medlemsstaternes vegne, går direkte til EU. Her kan for eksempel indtægterne fra det nye fælles adgangs-registrerings-system til EU (ETIAS) eller afgifterne fra CO2-kvotehandlerne måske være værd at se på. 

Men én ting er diskussionen om indtægterne. Noget andet er selve måden, pengene bliver brugt på.

EU’s syvårsbudget er basalt set et omfattende omfordelingssystem, hvor penge først sendes til Bruxelles – for derefter at blive sendt retur til medlemslandene.

Det er der (ofte gode) historiske grunde til. Men undervejs har der sneget sig mange rabatordninger og andre undtagelser ind, og i dag er budgettet derfor fuldstændig uoverskueligt.

Forhandlere taler om et særligt “alternativt univers” af mere eller mindre skjulte rabatter og kompenserende pengestrømme. Det er selvfølgelig uholdbart og bør laves om.

Landbrugsstøtte hører fortiden til
Læg dertil mange knopskydninger og nye programmer, som måske engang gav mening, men som med tiden ikke synes at have en klar europæisk merværdi. Nu er de så bare pludselig umulige at lukke igen.

Det er helt hul i hovedet, og det skal vi have gjort op med. EU’s budget skal i højere grad bruges på programmer, der styrker EU's konkurrenceevne og evne til at møde de globale udfordringer.

Brexit giver os en helt enestående lejlighed til at tage et kritisk kig på, hvad EU’s penge bruges til. Og der er nok at tage fat på. Budgettet indeholder et hav af programmer, som det er på tide at genoverveje.

De tungeste poster på EU-budgettet er landbrugsprogrammet og struktur- og samhørigheds-fondene på henholdsvis 37 og 34 procent af budgettet.

Landbrugsprogrammet har i mange år været under pres, fordi landbrugsstøtte nærmest per definition er noget, der burde høre fortiden til.

Korruption og spøgelseslufthavne
Støtten fylder da også mindre og mindre, og der vil blive kigget kritisk på støtten – også denne gang. Macron har som den første franske præsident nogensinde åbnet for drøftelser om den.  

Dansk landbrug har heldigvis længe taget højde for udviklingen og arbejder aktivt for en omlægning af støtten.

For Venstre er det afgørende, at man ikke forfalder til populisme i spørgsmålet, men får moderniseret landbrugsstøtten, så den fremadrettet gives til for eksempel landmænd, der anvender ny teknologi og følger klimamålene.

Også strukturfondsbudgettet er under et legitimt pres. Fondene har i de sidste årtier stået for en stor del af det nødvendige løft, som særligt de nye EU-lande har fået.

Men i de senere år har der være flere og flere rapporter, der har sået tvivl om fondenes reelle effekt. Historier om for eksempel EU-finansierede spøgelseslufthavne i Italien og om omfattende korruption med midlerne har også givet programmerne et blakket ry.

Kriterierne skal ses efter i sømmene, og så er det måske også på tide, at der stilles krav om, at modtagerlandene skal overholde EU’s regelsæt, også reelt, for at kunne opnå støtte. Det er kun rimeligt.

Hellere folkeskoler end interrail
Endelig er der fonde, som har overlevet sig selv og bør lukkes. Det gælder for eksempel den såkaldte Europæisk Globaliseringstilpasningsfond (EGF), som blev oprettet af daværende kommissionsformand Barosso under finanskrisen for at hjælpe arbejdsløse, som medlemslandene ikke selv formåede at hjælpe. 

I dag fungerer fonden mest af alt som en ekstra tilskudsgiver til store virksomheder, som lukker i et EU-land og flytter produktionen til et andet.

EU skal i det hele taget holde op med at bruge borgernes penge på symbolpolitik.

Her tænker jeg for eksempel på idéen om at betale interrail-billetter for unge, der fylder 18 år.

I første omgang er der i 2018-budgettet afsat knap 90 millioner kroner af til projektet, men hvis det skal udvides efter kommissionsformand Junckers intention, så ventes beløbet at stige til astronomiske 11 milliarder kroner. Til sammenligning kan vi for det beløb i Danmark undervise en tredjedel af vores folkeskoleelever i et helt år.

Nej tak til EU-net
Det samme gælder Junckers prestigeprojekt, der handler om at opsætte gratis wi-fi-hotspots i alle Europas større byer inden år 2020, hvortil der nu er afsat knap 900 millioner kroner. 

Er det EU’s opgave at levere lokal infrastruktur, det skævvrider også de lokale markedsvilkår? Og skal EU nu til evig tid stå for driften af dette netværk? Nej tak!

Det sidste punkt, jeg vil nævne, burde faktisk give sig selv. For når klubben bliver mindre, må al logik jo også tilsige, at det samme må administrationen.

EU’s administration skal selvfølgelig på skrump for at svare til det antal medlemmer, vi har fremover. Det gælder for hele programpakken, men også for antallet og størrelsen af EU-Kommissionen, EU-agenturerne, ja også for EU-Parlamentet.

Det er blandt andet derfor, jeg har foreslået at droppe de 73 pladser, mine britiske kolleger efterlader.

Hvis slagordene og skåltalerne om et slankere og mere fokuseret EU skal holde, er det med andre ord nødvendigt at tage hårde budgetvalg og vise politisk mod. Venstre er parat til at gøre det.

Også selvom vi – man kunne fristes til at sige som sædvanligt – ser ud til at være i mindretal, når det handler om at spare og prioritere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Løkkegaard

Næstformand, Renew Europe, MEP (V), kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

0:000:00