Valgoverblik: Eksperter frygter lav deltagelse ved dagens valg

OVERBLIK: Folketingsvalget om ti dage har overskygget dagens valg til Europa-Parlamentet, og det kan gå ud over valgdeltagelsen, frygter eksperter. Få dagens nyhedsoverblik her.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

Godmorgen og glædelig valgdag! Valgstederne har været åbne siden kl. 09.00, og de lukker først kl. 20.00, så der er rig mulighed for at komme ned og stemme.

Er du stadig i tvivl om, hvem du skal stemme på, kan du få inspiration ved at tage Altingets kandidattest her.

Resultaterne af europaparlamentsvalget vil først tikke ind efter 23.00, da der ikke må offentliggøres resultater, før de sidste valgsteder i hele Europa lukker. Og visse steder i Italien lukker valgstederne først kl. 23.00, skriver DR.

Mens du venter på at få sat navne på de 14 politikere, der de kommende fem år skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet, kan du tage en overflyvning over dagens vigtigste valgnyheder.

Eksperter frygter lav valgdeltagelse i dag
Valget i dag til Europa-Parlamentet er druknet fuldstændigt, fordi folketingsvalget om ti dage har stjålet opmærksomheden.

Det mener en række EU-eksperter, som samtidig peger på, at det manglende fokus på europaparlamentsvalget vil betyde, at færre vælgere kommer af sted for at sætte deres kryds i dag.

Det skriver Jyllands-Posten

"Vi skal nok være glade, hvis vi når en valgdeltagelse på 50 procent," siger valgforsker Kasper Møller Hansen til Jyllands-Posten.

Ved seneste valg til Europa-Parlamentet i maj 2014 var valgdeltagelsen på 56,3 procent.

Læs også

Venstre vil hæve priserne på cigaretter
Prisen på en pakke cigaretter skal stige med 20 kroner, så den samlede pris kommer op på "den gode side af 60 kroner". Det sagde Lars Løkke Rasmussen (V) lørdag i en tale hos Kræftens Bekæmpelse ifølge Berlingske.

"Vi er nødt til at give priserne et ordentlig nøk for at få de unge til at holde op med ryge. Men vi er også nødt til at gøre det på en måde, hvor vi ikke bare kaster penge fra statskassen efter det. Med 60 kroner vil det give en kæmpe adfærdseffekt, og der vil stadig være et provenu, som vi kan investere i kontrol ved grænsen," sagde Venstre-formanden til TV 2.

Dermed melder Venstre sig nu også ind i gruppen af partier, som vil sætte afgiften på tobak op. Forslaget om at sætte afgiften på tobak op kommer i en plan fra Venstre, som blandt andet også indeholder forslag om neutrale cigaretpakker, og at tobak ikke skal være synligt i butikkerne.

Socialdemokratiet er endnu ikke kommet med en endelig udmelding om sin holdning til afgifterne på tobak, men formand Mette Frederiksen har åbnet for differentierede afgifter, så det bliver dyrere for unge at købe cigaretter, men ikke for ældre.

SF lancerer nyt klimamål
Lørdag stod for mange i klimaets tegn, da den svenske klimaforkæmper Greta Thunberg lagde vejen forbi København for at tale til 'Folkets Klimamarch'. Mange partiledere deltog i marchen, og SF benyttede dagen til at lancere et nyt klimaudspil.

Her vil SF reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Før SF's nye udspil mente partiet, at målet skulle være 60 procent i 2030. SF's klimaplan skal blandt andet finansieres af højere topskat og arbejdsmarkedsbidrag.

"Vi voksne har en pligt overfor de kommende generationer – en grøn gæld! Vi skal sikre, at klodens temperatur ikke stiger med mere end 1,5 grader," skriver SF-formand Pia Olsen Dyhr på Twitter om udspillet.

Det sker i dag
Kl. 09.00: Valgstederne åbner til valg til Europa-Parlamentet 2019.

Kl. 20.00: Valgstederne lukker i Danmark.

Kl. 23.00: De første resultater af europaparlamentsvalget offentliggøres.

Mandag morgen 8.15-9.30 kan du få den mest dugfriske analyse af valget, når Altinget holder morgenmøde og samler op på søndagens resultater. Det foregår i Altingets Gård, og du kan læse mere om det her: EP-valgmorgen: Hvem erobrede Europa-Parlamentet?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00