Valgramte EU-chefer kæmper med at lægge ambitionsniveauet for Unionen

BRUXELLES: ”Helt enkelt, så vil medlemslandene og deres demokratisk valgte ledere aktivt forme den måde, EU fungerer på og udvikler sig på.”

Med de ord opsummerede formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk den første diskussion, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans EU-chefkolleger torsdag i den rumænske by Sibiu tog om, hvad der skal være EU’s prioriteter for de næste fem år.

Ifølge Tusk ønsker EU-cheferne at ”tage det fulde politiske ansvar, ikke bare for enkeltstående begivenheder eller udfordringer, men for EU som helhed”.

Det er et signal om, at de ønsker at have en fast hånd på roret, når EU-supertankeren får nyt mandskab i form af et nyt EU-Parlament og et nyt hold EU-kommissærer samt en række nye topfigurer i løbet af det næste halve års tid.

Det kan ses som en modreaktion på den selverklærede ”politiske EU-Kommission” under ledelse af Jean-Claude Juncker, som i sin fem år lange periode med serveretten på lovforslag og som traktaternes vogter af en del EU-ledere er blevet anset for at være lige lovligt ude af trit med de europæiske medlemslande.

Hvor skal vi hen, du?
Udfordringen er, at de 27 EU-chefer, der mødtes uden den britiske premierminister, har meget forskellige ideer om, i hvilken retning skibet skal styres.

Topmødet i den transsylvanske hovedstad var godt nok varedeklareret på forhånd som en første meningstilkendegivelse fra lederne om, hvor deres prioriteter ligger. De står alle midt i en valgkamp. Det var derfor urealistisk at gå efter fælles fodslag, når de på hjemmebanen har travlt med at udpensle skillelinjerne mellem politiske modstandere snarere end at forsøge at fjerne dem.

Det var dog også helt tydeligt, at det er en svær opgave, EU-cheferne stiller sig selv, når de frem mod juni skal formå at skrue en klar, fælles vision sammen, som kan bruges som pejlemærke for den næste EU-Kommission.

Ambitionsniveauet svingede vildt på mødet. Den franske præsident ønskede sig et større og stærkere EU med flere muskler på klima, på økonomisk samarbejde, på partnerskab med Afrika, på styrkelse af Schengen-området og på socialpolitikken – inklusive indførelsen af mindsteløn i alle EU-lande.

Det modsatte budskab lød fra den hollandske premierminister, Mark Rutte, der havde mere travlt med at sprede budskabet om, at EU kun skal blande sig i det absolut nødvendige og i stedet koncentrere sig om at få landene til at leve op til de eksisterende regler.

”Et Europa, hvor en aftale er en aftale, og hvor retsstatsprincipperne og demokratiet bliver overholdt,” sagde han og lød dermed meget som den danske statsminister, der kom med fem hovedbudskaber i baglommen (se boks) med overskriften, at EU skal være mere slankt og effektivt.

Til sammenligning var det irske bidrag til festen en 17 sider lang ønskeliste til samarbejdet.

Tid til traktatændringer?
Også metoderne varierede voldsomt. Hvor den østrigske kansler plæderer varmt for traktatændringer for at kunne reparere nogle af de grundlæggende svagheder i EU-konstruktionen – herunder EU-Parlamentets månedlige rejsecirkus mellem Strasbourg og Bruxelles – mener andre, at det vil være at åbne Pandoras æske.

Tusk selv har spillet ind med fire overordnede prioriteter, som er sikkerhed, økonomi, grøn omstilling og EU’s rolle i verden.

Det er overskrifter, som EU-lederne nok alle sammen kan spejle sig i på det overordnede plan, men som de også kan læse det ind i, som de selv vil.

Derfor bliver det ikke en nem øvelse at få sat kød på frem mod junitopmødet, hvor den såkaldte strategiske dagsorden skal klappes af.

Toppostjagt i gang
I Sibiu gav Tusk også bolden op til kampen om fire EU-topposter, som han håber at kunne sætte navne på ved samme topmøde i juni.

Ud over hans eget job er det formanden for Den Europæiske Centralbank, EU’s næste udenrigschef og ikke mindst formanden for EU-Kommissionen, som skal findes.

Særligt den sidste post er følsom, fordi der er vild splittelse omkring, hvordan udnævnelsen skal foregå.

En del EU-chefer gav torsdag deres helhjertede støtte til den såkaldte spitzenkandidatproces, der kobler udfaldet af europaparlamentsvalget sammen med udpegelsen af kommissionsformanden ved at give den partigruppe, der får størst opbakning på EU-plan, førsteret til at få sin kandidat valgt.

Det var blandt andre den tyske kansler, Angela Merkel, den østrigske kansler, Sebastian Kurz, og den irske premierminister, Leo Varadkar. Sjovt nok kommer de alle sammen fra den kristendemokratiske EPP-gruppe, der er den klare favorit til at vinde EU-valget.

Spitzen-who?
Derimod lød budskabet fra lederne i blandt andet Frankrig, Holland, Litauen, Luxembourg og Danmark helt modsat. De mener, at det er noget, som EU-cheferne egenhændigt bestemmer, blandt andet fordi den gængse europæiske vælger ikke har nogen idé om, at der finder et spidskandidatræs sted på EU-plan, som de er en del af.

”Spørg mine vælgere,” sagde Luxembourgs Xavier Bettel.

”De har ikke nogen anelse om, hvem der er spitzenkandidat hos noget parti.”

Tusk indkaldte torsdag EU-lederne til en middag to dage efter europaparlamentsvalget for at drøfte valgresultatet.

Han forudser, at det kan blive en svær toppostkabale at få til at gå op. Derfor vil han heller ikke love, at det kommer til at ske med enstemmighed.

”Jeg vil ikke holde mig tilbage fra at sætte beslutningerne til afstemning, hvis det viser sig at være svært at opnå konsensus,” advarede han efter mødet.

Imens kører rygterne på højtryk om, hvem der kunne være i spil. Statsminister Lars Løkke Rasmussen er en af dem, som anses for at kunne være på udkig efter et nyt job lige omkring det tidspunkt, hvilket han dog selv benægtede.

”Det kan jeg bestemt afvise, for jeg bruger al min energi på at føre valgkamp for at blive genvalgt som Danmarks statsminister,” sagde Lars Løkke Rasmussen.