Debat

Venstre: Frihandelsaftaler er EU, når EU er bedst

DEBAT: I Venstre glæder vi os over TTIP- og CETA-aftalerne, der skal være med til at sikre fremgang til europæisk økonomi, samt ikke mindst et mere robust arbejdsmarked i Europa, skriver Jan E. Jørgensen (V).

Foto: Pressefoto
Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan E. Jørgensen
MF og Europaordfører (V)

Endelig fik EU sin frihandelsaftale med Canada.

På trods af protester fra store dele af den europæiske venstrefløj og fra den belgiske delstat Vallonien fik EU endelig den frihandelsaftale, som kan sikre en øget dansk eksport til Canada på 30 procent, hvilket svarer til godt 2 milliarder kroner om året.

Selvom kritikerne har gjort ihærdige forsøg på at underminere CETA med argumenter, som mest af alt henleder tankerne på civilisationens endeligt, har det heldigvis ikke virket efter hensigten.

”Hvis ikke varer krydser grænser, så gør soldater”, sagde den franske forfatter og økonom, Frederic Bastiat. Selvom vi ikke er på vej i krig med Canada, er der ingen tvivl om, at frihandelsaftaler bringer lande tættere sammen.

Jan E. Jørgensen
Venstre

Ingen bred folkelig modstand
Blandt andet påstår de, at der er bred folkelig modstand mod frihandelsaftaler. Det er der intet, der tyder på. Bevares – der har været enkelte demonstrationer, men en bredt folkeligt forankret modstand er der ikke tale om. Og heldigvis for det.

Det er EU’s hovedformål at sikre rammerne for vækst og velstand i Europa. Det sker både gennem vores egne interne frihandelsaftaler, men i lige så høj grad gennem aftaler med andre lande rundt i verden.

Her har vi blandt andet lavet lignende aftaler med lande som Sydkorea, Colombia og Vietnam. Det er alle lande, som både fysisk og kulturelt ligger langt fra Europa, om end det ikke har haft betydning for aftalens ikrafttrædelse.

Hyklerisk CETA-kritik
Kritikken af CETA har derfor vist et - selv for venstrefløjen - helt eklatant hykleri. Hvorfor er det helt fint for CETA-kritikerne, at EU indgår aftaler med lande, som har klart lavere miljø- og arbejdstagerstandarder end vi selv har, når det modsatte gør sig gældende for canadierne? Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Frihandelsaftalen med Canada kommer ikke til at få de konsekvenser, som modstanderne peger på.

I så fald ville det eksempelvis betyde, at flere års traditioner med frihandelsaftaler ville have forværret europæiske miljøstandarder mærkbart. Det er som bekendt ikke tilfældet.

Fri handel sikrer fred
”Hvis ikke varer krydser grænser, så gør soldater”, sagde den franske forfatter og økonom, Frederic Bastiat. Og selvom vi ikke er på vej i krig med Canada, så er der ingen tvivl om, at frihandelsaftaler bringer lande tættere sammen politisk.

Det har vi set i Europa, hvor frihandelsaftaler har sikret den længste periode med fred nogensinde på vores kontinent. Aftalerne handler derfor ikke kun om usselt mammon. Det handler også om politiske alliancer, som fremtidssikrer et fredeligt og stabilt Europa.

Venstre anser grundlæggende TTIP- og CETA-aftalerne som store, vigtige aftaler, der skal være med til at sikre fremgang til europæisk økonomi, samt ikke mindst et mere robust arbejdsmarked i Europa.

Det er slet og ret EU, når EU er bedst.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan E. Jørgensen

MF (V), rådmand, medlem, Magistraten, Frederiksberg Kommune
advokat (L), cand.jur. (Københavns Uni. 1995)

0:000:00