Debat

Horesta efter vaccinestart: Nu skal der laves en genåbningsplan

DEBAT: De første danskere er blevet stukket med en covid-19-vaccine. Det er rettidig omhu, at regeringen, eksperterne og erhvervslivet allerede nu udformer en genåbningsplan, som erhvervslivet kan navigere efter, skriver Horesta.

Mens vi venter på, at restriktionerne løftes, kan virksomhederne bruge tiden til at forberede kommende aktiviteter, såsom festivaler og kongresser. Men det kræver en plan, skriver Horesta.
Mens vi venter på, at restriktionerne løftes, kan virksomhederne bruge tiden til at forberede kommende aktiviteter, såsom festivaler og kongresser. Men det kræver en plan, skriver Horesta.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kirsten Munch Andersen
Politisk direktør i Horesta

De første danskere har de seneste dage fået foretaget en covid-19-vaccination, og der er vist ingen tvivl om, at vi alle glæder os over udsigterne til forhåbentligt faldende smittetal og afskaffelse af restriktioner.

Men allerede nu er tiden inde til, at regeringens varslingssystem, hvor restriktionerne er inddelt i niveauer, skal vise sit værd. Modellen er indtil videre blevet brugt til at skrue op for niveauet af restriktioner, men systemet skal for alvor vise sit værd, når der skal skrues ned for restriktionerne.

Restriktionerne skal naturligvis afskaffes så hurtigt som muligt og sundhedsfagligt forsvarligt. Det higer alle danskere efter, og virksomhederne tripper for igen at tjene deres egne penge. Men der er brug for en plan.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det tager tid at planlægge
Store begivenheder som messer, kongresser og festivaler tager mange måneder at planlægge. Arrangementer som konferencer, fødselsdage og møder tager tid at tilrettelægge. Turister, udenlandske som danske, kommer ikke bare fra den ene dag til den anden.

Tiden, mens vi venter på, at restriktionerne løftes, er dyrebar, og virksomhederne kan bruge den til at forberede og planlægge den kommende aktivitet. Vi har alle en interesse i, at der bliver sat gang i hjulene, så snart det er muligt, og det tager tid at få vognen i bevægelse.

Dette er ikke en efterlysning af en garanti for dato og klokkeslæt for Danmarks genåbning. Men det er en efterlysning af en yderst værdifuld og helt rimelig varsling af dansk erhvervsliv.

Kirsten Munch Andersen
Politisk direktør i Horesta

Læs også

Lad os få trukket stregerne til et kompas, som erhvervslivet kan navigere efter. Virksomhederne har alt for mange gange det seneste år stået i en situation, hvor deres verden er vendt på hovedet med få dages varsel. Det har medført større tab end nødvendigt, og nu har vi muligheden for at få en længere planlægningshorisont.

Vi er et sted, hvor vi i højere grad ved, hvad vi kigger ind i. Vores sundhedsvæsen er omstillet. Vi tester intensivt. Behandlingsmetoderne er bedre. Flere har været smittede og har opbygget antistoffer. Og vaccinerne rulles nu ud til de sårbare og kritiske grupper i samfundet.

Hvornår kan Danmarks genåbnes? 
Lad os få præmisserne gjort klare for, hvornår vi kan løfte alle restriktionerne. Er det, når de sårbare grupper i samfundet er vaccineret? Er det, når antallet af indlagte (på intensive afdelinger) på grund af covid-19 er halveret? Er det, når kontakttallet er på 0,8? Pejlemærkerne bør være klare. Fuld afskaffelse af restriktionerne lige så.

Dette er ikke en efterlysning af en garanti for dato og klokkeslæt for Danmarks genåbning. Men det er en efterlysning af en yderst værdifuld og helt rimelig varsling af dansk erhvervsliv.

Og ind til Danmark er genåbnet, bør der åbnes mulighed for at bruge de sikkerhedsmekanismer, som vi har allerede nu. Med øget brug og kendskab til hurtigtest og med stadig flere vaccinerede bør der gives mulighed for at afholde corona-fri arrangementer – præcis som det skete med afviklingen af EM i kvindehåndbold i december.

Lad os starte 2021 med hurtigst muligt at få lagt genåbningen på skinner. Lad os bruge tiden bedst muligt. Udnytte de muligheder vi har allerede nu. Og minimere konsekvenserne ved corona-restriktionerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kirsten Munch Andersen

Partisekretær, Moderaterne
cand.merc.jur. (Handelshøjskolen i København 2000)









0:000:00