Venstre: “Erhvervspolitikken er et klart politisk konfliktområde i Danmark”

UDSPIL: Torsten Schack Pedersen blæser til angreb mod regeringens erhvervspolitik. Venstre foreslår med sit finanslovsudspil skattelettelser for mere end to milliarder kroner.

Danmarks største oppositionsparti optrapper konflikten med regeringen i partiets finanslovsforslag.

Og Venstre har udråbt det erhvervspolitiske område som kampplads for den konflikt.

”Erhvervspolitikken er et klart politisk konfliktområde i Danmark,” siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

”En dyr regering for Danmark” er overskriften på første afsnit i Venstres finanslovsforslag, hvor partiet vil tage et opgør med regeringens skattepolitik.

Derfor foreslår Venstre skattelettelser for mere end to milliarder kroner i 2021.

”Der er et oprydningsarbejde for nogle af de skadelige tiltag, som regeringen har lagt på danske virksomheder. Situationen er alvorlig for dansk erhvervsliv, som er ramt hårdt af coronakrisen," siger Torsten Schack Pedersen og fortsætter:

"Der er bestemt brug for ikke at gennemføre de skatte- og afgiftsforhøjelser, som regeringen har gennemført eller planlægger."

V vil gøre udviklingsfradrag permanent
Blandt Venstres ønsker til den kommende finanslov er et forslag om at gøre det midlertidige forhøjede fradrag på udgifter til forskning og udvikling permanent.

I juni vedtog regeringen sammen med Venstre, Radikale, SF, Enhedslisten, Konservative og Alternativet at forhøje virksomhedernes fradrag for udgifter til forskning og udvikling fra 110 procent til 130 frem til udgangen af 2021 i forbindelse med udfasningen af en række coronahjælpepakker.

”Udviklings- og forskningsfradraget på 130 procent, som vi nødtørftigt fik regeringen til at acceptere i sommer, skal selvfølgelig gøres permanent,” siger Torsten Schack Pedersen.

Det ønske deler Venstre med Radikale, der i partiets finanslovsudspil anslår, at hvis tiltaget skal gøres permanent, vil det koste 1,25 milliarder kroner i 2020, hvilket vil falde til én milliarder kroner i 2026.

Men det er langt fra det eneste erhvervspolitiske område, hvor Venstre og Radikale deler synspunkt.

Radikale har både foreslået et grønt iværksætterpanel og et grønt iværksætterkorps, og de tanker giver genklang i Venstre.

”Vi fik med Tommy Ahlers (daværende uddannelses- og forskningsminister, red.) i spidsen nedsat det 14. klimapartnerskab omkring hele iværksætterområdet, og der er kommet nogle anbefalinger, vi gerne vil følge op på der,” siger Torsten Schack Pedersen.

Derfor ønsker Venstre blandt andet at oprette et grønt iværksætterkorps af erfarne iværksættere og erhvervsfolk, som skal hjælpe forskere med at kommercialisere deres forskning og identificere markedsmuligheder for de nye grønne teknologier, fremgår det af partiets finanslovsforslag.

Radikale kan sikre Venstre-aftryk
Venstres erhvervsordfører er dog ikke særlig optimistisk, når det kommer til troen på, hvorvidt Venstres forslag bliver en del af den forestående finanslov.

”Hvis jeg skal være ærlig, ser det ikke særligt lyst ud, når vi har med en regering at gøre, der er god til at tale pænt om dansk erhvervsliv og sige en masse flotte ord, men i grundlæggende handlinger gør det modsatte, så det vil være et kursskifte, hvis regeringen slår ind på den bane, vi anbefaler," siger Torsten Schack Pedersen og tilføjer:

"Et forsøg skal dog gøres, det vil enten være til gavn for dansk erhvervsliv, og ellers kan danskerne se, at der er et alternativ til regeringen."

Tror du, Venstre bliver en del af den kommende finanslov?

”Jeg vil nok sætte mine spareskillinger på, at regeringen lander en aftale udelukkende med sit parlamentariske grundlag, og det er en skam,” siger han.

Med den forudsigelse må Venstre efter alt at dømme sætte sin lid til Radikale, hvis der skal sættes Venstre-aftryk på finansloven.

”I den bedste af alle verdener havde vi jo selv en mulighed for at gennemføre det, men jeg er bekymret for, at Venstres aftryk bliver begrænset på den kommende finanslov, for vores udspil står på mange områder i skærende kontrast til regeringen på erhvervsområdet,” siger Torsten Schack Pedersen og tilføjer:

”Der er ikke copyright på politik i Danmark, og hvis Radikale har noget på tapetet, der minder om det, vi har lagt frem, så vil jeg for Danmarks skyld håbe på, at de Radikale kommer igennem med nogle af de forslag. Det lyder som om, at der er stort sammenfald, og hvis de forslag går igennem, vil det glæde mig.”

Venstre drømmer om nyt EU-agentur i Danmark
Venstre foreslår ligeledes, at der udarbejdes en handleplan for, at Danmark bliver værtsland for det foreslåede nye EU-agentur for biomedicinsk avanceret forskning og udvikling.

Partiets mål er at styrke den i forvejen stærke, danske erhvervsklynge indenfor life science.

”Der er ingen tvivl om, placeringen af et EU-agentur har en afsmittede effekt inden for et område, hvor vi står stærkt. Det vil ubetinget være en fordel, hvis det placeres i Danmark, for det bliver en spydspids inden for det pågældende område,” siger Torsten Schack Pedersen og fortsætter:

”Hvis man får en institution med mange topforskere, øger det tilgængeligheden af viden, så det vil være en kæmpegevinst at få det til Danmark. Der skal lægges en plan for, at vi ikke bare kommer i spil, men at vi kommer ind i favoritfeltet, til hvor det skal placeres henne.”

Ifølge erhvervsordføreren skræmmer sporene fra Sverige, hvor man ikke har værnet om nationens førerposition på området.

”Vi skal ikke bare fastholde, men udbygge vores styrkeposition på life science-området. Sverige er skrækeksemplet, for landet var også godt med på det område, men har så sovet i timen. Det ønsker vi ikke sker for Danmark,” siger han.

Hvor i Danmark skal agenturet placeres?  

”Vi forventer, det skal placeres i København,” siger Torsten Schack Pedersen, der sender et sidste opråb til regeringen.

”Jeg håber, at regeringen vil genoverveje om den måde, man har behandlet dansk erhvervsliv på i Danmark, er gavnlig, og om det fremmer vækst og skaber arbejdspladser, eller om regeringen bare vil fortsætte med at hælde skatter, afgifter og restriktioner ud over dansk erhvervsliv.”

Følg L 1 Finanslov for finansåret 2021
(Finansministeriet)

22/12
2020
22/12
2020
22/12
2020
10/12
2020
10/12
2020
9/12
2020
9/12
2020
8/12
2020
7/12
2020
7/12
2020
7/12
2020
7/12
2020
7/12
2020
6/12
2020
6/12
2020
6/12
2020
6/12
2020
6/12
2020
4/12
2020
3/12
2020
2/12
2020
1/12
2020
26/11
2020
25/11
2020
19/11
2020
22/12
2020
19/11
2020
17/11
2020
12/11
2020
10/11
2020
10/11
2020
9/11
2020
9/11
2020
5/11
2020
30/10
2020
29/10
2020
28/10
2020
27/10
2020
6/10
2020

Forrige artikel Erhvervsministeren skal have ny særlig rådgiver for det næste år Erhvervsministeren skal have ny særlig rådgiver for det næste år Næste artikel Finansministeriets køb af Evida trækker ud Finansministeriets køb af Evida trækker ud