Kontorchef til Digitaliseringsstyrelsens kontor for cyber- og informationssikkerhed
Cyber- og informationssikkerhed er i stigende grad centralt for såvel private virksomheder som for offentlige myndigheder. I Digitaliseringsstyrelsens kontor for cyber- og informationssikkerhed arbejder vi med at sætte retning for cyber- og informationssikkerhed i hele den offentlige sektor. Nu har du mulighed for at stå i spidsen for kontoret.

Om stillingen Kontorets hovedopgaver er fokuseret omkring følgende:
  • Politikudvikling herunder udvikling, implementering og evaluering af nationale strategier for cyber- og informationssikkerhed
  • Understøttelse af Cyberssikkerhedsrådet
  • Rådgivning om sikkerhedsstandarder i staten herunder f.eks. opfølgning på myndigheders implementering af ISO 27001 og tekniske minimumskrav
  • Udarbejdelse af kompetenceindsatser for både medarbejdere, ledere og topledere i staten.
  • Drift af hotline for identitetstyveri, der betjener borgere 24/7 og sikkerdigital.dk
  • Ansvarlig for styrelsens ledelsessystem for informationssikkerhed, herunder risikostyring, hændelseshåndtering og beredskab.
Kontoret består af ca. 35 engagerede medarbejdere med forskellig faglig baggrund, og du deler personaleansvaret for kontorets medarbejdere med en teamleder. Du bliver en del af styrelsens samlede chefgruppe og vil referere til den ene af styrelsens to vicedirektører. Om dig Vi søger en fagligt stærk kontorchef, der motiveres af at bidrage til udviklingen af det digitale offentlige Danmark. Du har en akademisk baggrund og formentlig også erfaring fra den offentlige sektor fx fra et policy område. Du skal sikre, at kontoret udvikler sig ved at sætte retning for kontorets opgaver i samarbejde med direktionen. Desuden skal du understøtte kontoret i at fastholde og etablere stærke samarbejdsrelationer med vores eksterne samarbejdspartnere og på tværs af styrelsen. Konkret lægger vi vægt på, at du:
  • er en dygtig leder, der formår at udvikle dit hold og dit fagområde
  • har politisk tæft og gerne erfaring fra en politisk styret organisation
  • har erfaring med digitalisering og gerne erfaring med cyber- og informationssikkerhedsområdet
  • er kendt for godt samarbejde på tværs af sektorer og fagområder.
Om os Du vil blive del af en engageret og dynamisk organisation, hvor du som kontorchef har en vigtig rolle i den løbende udvikling af medarbejderne. Vores hverdag er travl, præget af kompleksitet og mange samarbejdsflader. Samtidig har vi en engageret arbejdskultur, hvor vi lægger vægt på at samarbejde på tværs og på at hjælpe hinanden. Og vi synes, at det er vigtigt at have det sjovt, når vi går på arbejde. Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen. I Digitaliseringsstyrelsen er vi ca. 350 medarbejdere, som hver dag går forrest i arbejdet for et mere digitalt offentligt Danmark med borgere og virksomheders behov i centrum. Vi sætter barren højt og har et klart fokus på din trivsel og kompetence- og karriereudvikling. Hvis du er interesseret, kan du læse mere om vores arbejde på www.digst.dk. Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter principperne og rammerne i rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Stillingen ønskes besat på åremål på overenskomstvilkår. Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen. Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Kandidater der indkaldes til 2. samtaler skal fremvise straffeattest. Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen. Yderligere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du er velkommen til at kontakte vicedirektør Mette Lindstrøm Lage på tlf. 2617 1856 eller email metlin@digst.dk. Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag senest kl. 12:00 den 4. januar 2023. Stillingen søges via knappen “søg dette job" her på siden. Vi forventer at holde 1. samtaler i uge 2 og 2. samtaler i uge 4 med henblik på tiltrædelse den 1. marts 2023. Der kan indgå test og case i rekrutteringsforløbet. Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.
    Hverdagen er digital

    Vores medarbejdere går hver dag på arbejde for at gøre en forskel for den enkelte dansker. Vi skaber digitale relationer mellem borgere, virksomheder og det offentlige med klare resultater.

    Digitalisering er et stærkt og afprøvet redskab, som kræver nytænkning, dialog og mod - samt et stærkt samarbejde mellem staten, kommunerne og regionerne. Digitaliseringsstyrelsen står i spidsen for, at denne store omstilling lykkes.

    Icon
    Find Danmarks bedste ledere og specialister, mens de er i job
    Opnå unik eksponering med en jobannonce på Altinget og Mandag Morgen