Dansk IT ansætter direktør fra Forbrugerrådet Tænk

Jeanette Hartz bliver ny administrerende direktør i foreningen og interesseorganisationen Dansk IT. 

Jeanette Hartz forlader sin direktørstilling i Forbrugerrådet Tænk for at stå i spidsen for Dansk IT. Det skriver Dansk IT i en pressemeddelelse

Jeanette Hartz har i Forbrugerrådet Tænk siden 2015 været direktør for medlemsområdet og digital forretningsudvikling. Her har hun arbejdet med medlemsvækst, at udvikle forretningsstrategien, introducere nye digitale medlemsfordele og indgå nye partnerskaber.

Fra 1. maj skal Jeanette Hartz hjælpe Dansk IT med at fortsætte medlemsvæksten og hjælpe med at styrke og udvikle det digitale Danmark. 

"Jeg er meget optaget af, at vi skal have styrket og udviklet det digitale Danmark – og herunder ikke mindst kompetenceniveauet i den danske befolkning," siger Jeanette Hartz og fortsætter:

"Det arbejde spiller Dansk IT en helt central rolle i, så jeg glæder mig enormt meget til at skulle være en del af foreningens videre rejse i et tæt samarbejde med både medarbejdere, medlemmer og alle Dansk IT’s vigtige fagråd og udvalg.”

Dansk IT har eksisteret siden 1958 og er en uafhængig forening og interesseorganisation for danske IT-virksomheder, offentlige myndigheder og faglige organisationer. Jeanette Hartz erstatter Rikke Hvilshøj, der med udgangen af februar stoppede efter seks år på posten. 

Omtalte personer

Jeanette Hartz

Direktør, Dansk IT
MSc. Økonomi (Copenhagen Business School 1992)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser