Klimaaktivist: Kirken skal håndtere klimasorgen

Endnu en sommer med vildt vejr er ovre.

Sidste år oplevede vi oversvømmelser, i år har der været tørke. Europa er begyndt at mærke konsekvenserne af klimaforandringerne. Jeg var selv i Sydeuropa under hedebølgen, og det var uhyggeligt. Jeg kørte gennem landskaber, hvor røgen fra skovbrænde gjorde luften sort.

Det er ikke kun vind og vejr, der forandrer sig. Vi hører til stadighed mere om biodiversitetskrise og sågar en sjette masseuddøen. Med de stigende temperaturer og øget koncentration af kvælstof har de danske farvande denne sommer været tomme for fisk, og insekterne ude i det ganske danske land er på voldsom deroute.

Billeder fra en nært forstående fremtid sniger sig ind på os. Er det sådan, det er at leve i en klimaforandret verden?

Klimasorg handler om en tabt relation. For vores fælles hjem er i forandring, og det er ikke til det bedre

Sarah Strunge Albertsen
Klimaaktivist

Angst, vrede, skam og sorg

Med de store konsekvenser af menneskets egne handlinger følger en lang række spørgsmål.

Særligt spørger vi os selv om fremtiden, og hvordan vi kan forestille os livet midt i et økologisk kollaps. Hos mange manifesterer spørgsmålene sig som angst, vrede, skam og sorg. Angsten for usikkerheden, vreden over manglende handling, skam over personlig medvirken og sorg over den tabte verden.

Klimasorg som begreb udspringer af den følelse, folk har stået tilbage med, når de har mistet deres land til oversvømmelser. Et land, de aldrig kan vende tilbage til. Her i Skandinavien taler vi om vintersorg, sorgen over tabet af kulde, sne og frost i de mørke måneder.

Sorgen er en stærk følelse. De fleste forbinder sorg med tabet af et menneske, man har kært, eller måske et dyr, der har stået en nær. Sorgen udspringer af kærlighed og den tabte relation. Klimasorg eller økologisk sorg handler også om en tabt relation. For vores fælles hjem er i forandring, og det er ikke til det bedre.

Kirken kan starte samtalen

I sorgen søger vi støtte og forståelse fra hinanden. Uden gode fællesskaber er sorg en altomsiggribende følelse.

Derfor stiftede jeg sidste år en klimasorggruppe i Stefanskirken på Nørrebro i København. Her kan vi mødes og tale om, hvad det vil sige at leve i en tid med klimaforandringer. Som præsten i Stefanskirken siger, er kirken et af de sidste steder, hvor vi kan tillade os at være i tvivl.

FN's klimapanel udgav i begyndelsen af 2022 en rapport, der viser, at på samtlige kontinenter på kloden kommer mennesker til at blive mentalt belastede af klimaforandringerne.

Det gælder også i Danmark. Det er derfor nødvendigt, at vi begynder at tale om, hvordan klimaforandringerne påvirker vores mentale helbred. Klimasorggruppen i Stefanskirken er et initiativ, der er med til at starte den samtale.

Kirken har et ansvar for at være med til at passe på skaberværket og alle dets undere. Dermed er det også med rette, at Stefanskirken har åbnet dørene for vores sorg, tvivl angst og håbløshed

Sarah Strunge Albertsen
Klimaaktivist

En samlende institution

Kirken har flere roller, når det kommer til klima og miljø.

Først og fremmest er kirken en af de største jordbesiddere i Danmark. Dermed kan kirken også være afgørende, når det kommer til at sikre biodiversitet og sund natur her til lands – og til vands.

For det andet er kirken en samlende institution, som de fleste danskere har noget at gøre med i løbet af deres liv. Derfor har kirken også en af de bredeste platforme, når det kommer til at tale om klima og miljø. Gennem gudstjenester og til konfirmandforberedelse kan kirken være med til at understøtte behovet for den kvalificerede samtale om os og klimaforandringerne.

Rent etisk mener jeg, at kirken har et ansvar for at være med til at passe på skaberværket og alle dets undere. Dermed er det også med rette, at Stefanskirken har åbnet dørene for vores sorg, tvivl angst og håbløshed.

For gennem samtalen kan vi mærke, at fællesskabet styrker troen på en fremtid, der på trods af voldsomme forandringer indeholder, at vi mennesker vil hinanden og planeten.