Kommentar af 
Paula Larrain

Vores etik eroderer, når politikere og embedsmænd ikke længere er lige for loven

Ansvarsfritagelse af politikere og embedsfolk eroderer den tillid, som er nødvendig for at holde selvjustits i resten af samfundet. Vi risikerer at få en korruptionskultur, hvor "går den, så går den" bliver almen moral, skriver Paula Larrain.

Hvis det kun er ens eget skind, man er bekymret for, vil man med tiden kunne opfinde alle mulige redskaber til at undgå opdagelse frem for at handle etisk korrekt, skriver Paula Larrain.
Hvis det kun er ens eget skind, man er bekymret for, vil man med tiden kunne opfinde alle mulige redskaber til at undgå opdagelse frem for at handle etisk korrekt, skriver Paula Larrain.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Paula Larrain
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

På et menneskeligt plan kan jeg sagtens forstå den lettelse, der måtte være gået igennem magtens øverste lag, da Barbara Bertelsen, Thorkild Fogde og alle andre magthavere med udgangspunkt i en ny juridisk vurdering blev pure friholdt for ansvar i minkskandalen.

Topjurister, toppolitikere og toppolitifolk lukkede et lovligt erhverv uden lovhjemmel, de lyttede selektivt til eksperter, handlede i panik helt uden for lov og ret, truede, manipulerede og kostede derved skatteyderne milliarder af kroner. Og det slår vi så lige en streg over.

Personligt er jeg ikke meget for straf, hverken i opdragelse eller i forhold til kriminalitet, men man skal være helt klar over, hvad der sker med moralen i et land, når man så tydeligt behandler magtens folk helt anderledes end de borgere, som de er sat til at tjene og være myndighed for.

Det er en anden etik, end den min generation er vokset op med, og politikerne bærer et stort ansvar for, at etikken har revet sig løs

Paula Larrain

Etikken skrider. Kort sagt. Hvis man i samfundets top kan handle så skævt og slippe godt fra det, så løsriver etikken sig til noget nær anarki.

Det stod tindrende klart for mig, da jeg forleden deltog i en samtale om, hvorvidt det er moralsk forsvarligt at downloade en app, som hjælper bilister med at undgå fartfælder.

Den virker ved, at man advarer hinanden om, hvor man lige har set kontrollen – faktisk mens man kører – og det er selvfølgelig for at undgå en ærgerlig bøde (afgift til staten) på 1.800 kroner for at køre 71 et sted, hvor grænsen er 60 km/t.

Smart. Men det giver også carte blanche til at køre, som man vil alle de steder, hvor der ikke er kontrol, og hvor man lige mener, at en fartgrænse er utroværdig. Normalt – eller rettere i gamle dage – ville man finde den slags adfærd stødende og amoralsk, men som én i samtalen udbrød: "Hvorfor skal vi følge utroværdige regler, når selv landets top slipper afsted med at gøre, som det passer dem?"

Samtalen illustrerer en situation, hvor fællesskabets etik rykker sig, hvor fællesskabets norm bliver taget op til revision og ikke længere er nok til at holde den enkelte borger på dydens smalle sti. En situation, hvor alle ruster sig til en virkelighed, hvor enhver er sig selv nærmest.

Det er en anden etik, end den min generation er vokset op med, og politikerne bærer et stort ansvar for, at etikken har revet sig løs.

Når man som borger ved, hvor nidkært kommunerne håndhæver enlige mødres boligforhold, så er det opsigtsvækkende, at en så eklatant fejl fra en toppolitikers side bliver fejet ind under gulvtæppet

Paula Larrain

I en anden aktuel sag kunne man rundt om på sociale medier se målløsheden brede sig, da Folketingets præsidium fredede Alex Vanopslagh (LA) efter fusk med boligstøtte.

For når man som borger ved, hvor nidkært kommunerne håndhæver enlige mødres boligforhold, og er helt henne for at løfte dyner i kampen mod socialt bedrageri, er det opsigtsvækkende, at en så eklatant fejl fra en toppolitikers side bliver fejet ind under gulvtæppet uden en tur i retssystemet.

Advokater med speciale i social ret kalder det "dobbelt husførelse" og påpeger det bekymrende i, at politikere og borgere ikke er lige for loven. Det ironiske i sagen er så oveni, at vi netop kan takke liberalister for, at kommunerne bruger så mange penge på kontrol frem for tillid.

Uanset argumentet for bortfejningen, er det ikke svært at forestille sig, at den politiske klasse beskytter sig selv, så det ikke fremover bliver kutyme at bruge den slags sager politisk. Hvis den tanke ligger bag, er det i bedste fald et pragmatisk forhold til moral. Kammerateri, kunne man fristes til at tænke, men det må man ikke beskylde nogen for, så det gør jeg selvfølgelig heller ikke. Men andre kunne tænke sådan.

Jeg vælger at forestille mig, at Alex' kollegaer kom ham til undsætning, fordi han i forvejen har haft det svært. Det er en ædel og fin intention, og man kunne da ønske sig, at kommunerne håndterede lignende sager med samme empati i stedet for straf.

Læs også

Hvis man er gammel nok til at huske Jimmy Stahr, kan man her undre sig over, hvordan tiderne er skiftet. Den berømte socialdemokrat forlod Folketinget i noget nær vanære, fordi han i 1992 blev afsløret i at have taget en Mars-is og en pakke tyggegummi ud af et supermarked uden at betale.

Helt elementært butikstyveri til 90 kroner, som blev erkendt og beklaget, men sagen var så veldækket efter tidens moral, at det menige folketingsmedlem endte med at træde ud af politik for altid. Herregud, ville man måske tænke i dag (ikke mig, men andre) når man sammenligner med sager som førnævnte boligsag, eller Lars Løkkes Rasmussens (M) bilagssager eller Rasmus Prehns (S) restaurantbesøg.

Uanset hvad, så er det ikke størrelsen på forseelsen, der udgør problemet, det er selve overtrædelsen, spekulationen i opdagelsesrisikoen, det efterfølgende spin i et forsøg på cover up og herefter netværkets frikendelse.

Opdrager man sine børn etisk korrekt, så lærer man dem, at man selvfølgelig ikke stjæler. Ikke fordi du risikerer at blive straffet, men ganske enkelt fordi det er forkert. Det er stadig almen etik, håber jeg, men hvis det kun er ens eget skind, man er bekymret for, vil man med tiden kunne opfinde alle mulige redskaber til at undgå opdagelse frem for at handle etisk korrekt. En app måske.

Sort arbejde og køb af narko er nærliggende eksempler på, hvordan den slags omgåelse sker blandt helt almindelige borgere, der ellers samtidigt synes, de er ordentlige som mennesker.

Bliver selvretfærdigheden bag den type overtrædelser større eller mindre, når man ser den politiske elite slippe afsted med noget, man personligt synes er værre?

En situation, hvor magteliten med de dyre spindoktorer og det rette netværk frikender sig selv, fører kun ét sted hen

Paula Larrain

Mange kan her indvende, at intentionerne bag corona-restriktionerne i det mindste var ædle og gode. Man ville redde folk fra døden, og minkene virkede farlige og skulle alligevel pelses.

Men som bekendt er vejen til Helvede brolagt med gode intentioner, derfor har vi regler og love, der virker som hensigtsmæssigt bolværk mod ulige interesser mellem borgere i et samfund og især mellem borgere og stat.

De bedste intentioner er netop nedfældet og opvejet i vores love, alt herefter handler om politiske prioriteringer. Man ville redde udsatte grupper, ja, men man bruger omvendt ikke det, der ligner milliarder på at redde psykisk syge eller de tusinder, der hvert år dør som følge af alkohol og rygning.

Al politik er en opvejning af for og imod, men når lovene først er der, forventes alle at overholde dem. Også ministre og deres topembedsmænd.

En situation, hvor magteliten med de dyre spindoktorer og det rette netværk frikender sig selv, alene fordi de har magten til det, og samtidig bruger samme magt til at straffe borgere, der måtte være uenige i “fællesskabets” regler, fører kun ét sted hen: Vi ender med, at den nye etik bliver til "går den så går den". Vi kommer til at køre efter forholdene og kun med os selv i førersædet. Ellers er man jo bundnaiv.

Læs også

Det kommer til at handle om at pleje sit netværk, så kammeraterne med deres empati kan komme os til undsætning i en tilspidset situation, hvor stakeholder management bliver ophøjet til en moralsk dyd. Ikke fordi det er godt at være sød ved sin næste, men fordi det er fornuftigt at holde sig gode venner med dem, der har indflydelse på ens liv.

Og så kan man købe sig til journalister, der kan vinkle og italesætte virkeligheden på den mest hensigtsmæssige måde, så "fællesskabet" i bedste fald giver op, sænker pegefingeren og koncentrerer sig om eget liv. Alt imens man inderst inde messer, at det hele nok skal gå, så længe man har styr på sit eget karmaregnskab.

Det er den type moral, der kendetegner lande med høj korruption, og Danmarks tillidskultur er ingen naturlov. Lige nu er den mere en illusion, der smuldrer for øjnene af os. Hvis ikke den allerede er væk og erstattet af kontrol.

På den baggrund kan jeg godt forstå, at man opfinder apps, der advarer om færdselskontrol, fordi når tilliden til øvrigheden er væk, så er det da bare om at tage kontrollen selv. I det mindste er app’en helt legit.

Når etikken først har revet sig løs, er det alles kamp mod alle og i den kamp vinder den med den største bil, de bedste positioner og de mest magtfulde venner. Det er de stærkes ret. Er det sådan et samfund, vi gerne vil have?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00