Karina Lorentzen Dehnhardt
 svarer 
Mattias Tesfaye

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) spørger justitsministeren, Mattias Tesfaye, om begrænsningerne i Danmarks mulighed for at udøve jurisdiktion i relation til afsoningspladserne i Kosovo

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 180, Spørgsmål 2
Vil ministeren redegøre for begrænsningerne i Danmarks mulighed for at udøve jurisdiktion i relation til afsoningspladserne i Kosovo?

Svar fra mandag den 16. maj 2022
For så vidt angår jurisdiktion efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) følger det af EMRK artikel 1, at medlemsstaterne skal sikre enhver person under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, der angives i konventionen.

Udøvelse af jurisdiktion er således en nødvendig forudsætning for, at en medlemsstat kan blive ansvarlig for handlinger eller undladelser i strid med EMRK, som kan tilregnes staten. Udøvelse af jurisdiktion er som udgangspunkt begrænset til medlemsstatens territorium, jf. f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7. juli 2011 i sagen Al-Skeini m.fl. mod Storbritannien, præmis 131, og Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 5. udgave (2020), side 50.

En medlemsstat kan dog i helt særlige situationer pådrage sig ansvar efter EMRK for handlinger eller undladelser begået uden for statens territorium.

Dette kan efter praksis fra Menneskerettighedsdomstolen bl.a. være tilfældet, hvis medlemsstaten udøver offentlig myndighed med territorialstatens samtykke, eller hvis medlemsstaten udøver fysisk og faktisk kontrol over individer, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. juli 2011 i sagen AlSkeini m.fl. mod Storbritannien, præmis 133-140.

Som det fremgår af lovforslagets pkt. 3.1.1, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 180 som fremsat side 110, er det vurderingen, at Danmark vil blive anset for at udøve jurisdiktion i relation til afsoningen i fængslet i Kosovo, der bl.a. vil være underlagt dansk ledelse og danske straffuldbyrdelsesregler. Det er endvidere vurderingen, at Danmark efter Side 2/3 omstændighederne vil blive anset for at udøve jurisdiktion over visse forhold med tilknytning til afsoningen, herunder i forbindelse med transport til fængslet.

Som det bl.a. fremgår af lovforslagets pkt. 2.1.2.4, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 180 som fremsat side 40 f., vil behandlingen af de indsatte i henhold til traktaten med Kosovo i visse situationer ske efter kosovariske regler, herunder under transport på kosovarisk territorium, i forbindelse med hospitalsindlæggelse i Kosovo eller ved strafforfølgning og -fuldbyrdelse af strafbare forhold begået i Kosovo. Som det også fremgår af lovforslagets pkt. 2.1.2.3, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 180 som fremsat side 40, skal dette dog ske inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, hvilket Kosovo i traktaten har forpligtet sig til at sikre. Institutionslederen vil være ansvarlig for i første række at påse, at denne behandling, som i henhold til traktaten sker efter kosovariske regler, sker inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Som det bl.a. fremgår af pkt. 2.7.1 i den kommenterede høringsoversigt til lovforslaget (Folketingets Retsudvalg 2021-22, L 180, Bilag 1), er det derudover Justitsministeriets umiddelbare vurdering, at Danmark også uden for fængslet i de fleste situationer vil blive anset for at udøve jurisdiktion efter EMRK artikel 1. Der er i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at de indsatte er i dansk varetægt (under danske myndigheders kontrol) ved overgivelsen, ligesom de efter endt transport eller sundhedsbehandling igen skal overgives i dansk varetægt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 3.1.1 og pkt. 2.7.1 i den kommenterede høringsoversigt til lovforslaget.

Der henvises desuden til den samtidige besvarelse af spørgsmål 7, 8, 10 og 11 til lovforslag nr. L 180.

Side 3/
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00