Det sker i EU: Fædreorlov, slaget om nettet og Merkel i knibe

OVERBLIK: Den danske regering står til at blive kørt over af de andre EU-lande på både øremærket fædreorlov og børnepenge i denne uge, hvor de tyske og franske ledere skal finde hinanden, hvis kansler Angela Merkel vel at mærke får afværget en hjemlig regeringskrise.

Den tyske kansler og den franske præsident mødes på det tyske slot Meseberg for at finde fælles fodslag om, hvordan det økonomiske samarbejde i Unionen skal udvikle sig.
Den tyske kansler og den franske præsident mødes på det tyske slot Meseberg for at finde fælles fodslag om, hvordan det økonomiske samarbejde i Unionen skal udvikle sig.Foto: Martin Meissner/AP/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

Mandag 18. maj
Hvem blinker først? Den tyske kansler Angela Merkel eller hendes indenrigsminister, Horst Seehofer? Krisen mellem Merkels CDU og dets bayerske søsterparti, CSU, som Seehofer er formand for, kan slå ud i fuldt flor mandag, hvis Seehofer gør alvor i sine trusler om mod Merkels vilje at bruge sine ministerielle beføjelser til at begynde at afvise asylansøgere registreret i andre EU-lande ved de tyske grænser. 

Den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, får besøg fra Bruxelles, når EU-Kommissionens førstenæstformand, Frans Timmermans, endnu engang forsøger at få polakkerne til at opgive kontroversielle reformer af deres retsvæsen. EU-toppen frygter for domstolenes uafhængighed, efter den siddende regering har givet sig selv en meget større finger med i spillet i forhold til at udnævne og afskedige dommere.

Samme dag mødes EU’s landbrugs- og fiskeriministre i Luxembourg. Her vil de blandt andet diskutere den nys lancerede reform af landbrugspolitikken, hvor en række lande med Frankrig i spidsen vil stille sig imod de planlagte nedskæringer i støtten til EU’s landmænd. Desuden kommer kontrollen med fiskeriet i EU’s vande under behandling.

EU’s handelskommissær, Cecilia Malmström, påbegynder samme dag et ugelangt besøg i Australien og New Zealand for at lancere forhandlingerne om en ny frihandelsaftale med de to lande på et tidspunkt, hvor den amerikanske præsident ellers gør alt for at spolere det globale handelssystem.

Formand for EU-chefernes klub, Donald Tusk, starter en hektisk rundtur til de europæiske hovedstæder inden et vigtigt topmøde i slutningen af måneden. Han lægger ud på hjemmebanen med den belgiske premierminister, Charles Michel.

Tirsdag 19. juni
Dagens store begivenhed bliver det fransk-tyske møde mellem præsident Emmanuel Macron og kansler Angela Merkel, der bliver lidt af en lakmustest på, om der overhovedet er noget strøm på den fransk-tyske motor. De to har blandt andet reform af eurosamarbejdet på menuen. Merkel kan også have brug for at drøfte det svære migrationsemne, som plager hende på hjemmefronten, og som hun ønsker bragt op på tomødet i slutningen af juni. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, støder også til festlighederne i Meseberg-slottet nord for den tyske hovedstad.

Formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk fortsætter sine EU-lynvisitter. Han lægger ud i Stockholm med statsminister Stefan Löfven og fortsætter til Madrid for at se til Spaniens nyindsatte premierminister, Pedro Sánchez.

Onsdag 20. juni
I Europa-Parlamentet afholder Retsudvalget en afgørende afstemning om det kontroversielle ophavsretsdirektiv, der skal være med til at bringe EU’s ophavsretsregler ind i en internettid. Det er en sag, der har fået de europæiske kunstnere og andre rettighedshavere op af stolene i et slagsmål, hvor copyright og retten til at dele støder sammen.

I EU-Kommissionen kommer den franske premierminister, Édouard Philippe, på besøg ved EU-Kommissionens ugentlige møde. Han skal også ses i enrum med både kommissionsformand Jean-Claude Juncker og den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Samme dag forventes det britiske Underhus at afholde en nervepirrende afstemning om den lov, der skal danne rammen for den britiske exit fra EU-samarbejdet, hvor den britiske premierminister, Theresa May, langtfra er sikret et flertal. 

Donald Tusk er nået til Italien, hvor han både skal møde landets præsident, Sergio Mattarella, og den nye ubekendte i europæisk politik, den nyudnævnte premierminister Giuseppe Conte, der skal være limen mellem de to uprøvede regeringspartier, Ligaen og Femstjernebevægelsen.

Torsdag 21. juni
Den kontroversielle sag om EU-bestemt øremærket fædrebarsel er i højsædet torsdag, når EU’s beskæftigelses- og socialministre kommer til Luxembourg.  Her skal de forsøge at blive enige om de nye regler, der tegner til at ville sikre både mænd og kvinder mindst to måneder betalt orlov hver, som ikke kan overføres mellem parterne – lodret mod den danske regerings ønske. Ministrene forventes også at klappe de langvarige forhandlinger om en opdatering af reglerne for sociale ydelser over grænser. Det bliver dog uden den indeksering af børnepenge, som den danske regering har kæmpet benhårdt for i flere år.

Eurogruppen mødes også i Luxembourg for blandt andet at diskutere Grækenlands exit fra sine EU-spareprogrammer. Derefter åbnes ballet for resten af klubben, herunder Danmark, når landene samlet skal diskutere de forestående reformplaner for Unionens økonomiske samarbejde, som også bliver et hot emne, når EU-cheferne holder eurotopmøde i slutningen af måneden.

EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker tager et todages smut til Irland for at mødes med blandt andre premierministeren og præsidenten i det land, der står til at komme allermest i klemme i de besværlige forhandlinger om den britiske exit fra Unionen.

Fredag 22. juni
EU’s finansministre er stadig i Luxembourg, hvor de fredag skal diskutere den fælles indskydergaranti, som er en af knasterne i forbindelse med færdiggørelse af bankunionen. Ministrene har også moms på programmet, og så skal de diskutere de årlige økonomiske karakterbøger, som EU-Kommissionen har uddelt til landene.

Sundhedsministrene er også på det luxembourgske Kirchbergplateau, hvor de blandt andet skal diskutere et nyt udspil om medicinsk teknologivurdering og høre mere om det samarbejde for at styrke vaccinationsraterne i Europa, som Kommissionen har igangsat.

Europæisk Rådsformand Donald Tusk afslutter sin turné i Wien og Budapest, hvor han mødes med henholdsvis kansler Sebastian Kurz og premierminister Viktor Orbán.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00