Det sker i EU: Så starter Brexit-forhandlingerne

OVERBLIK: Et år har det taget, siden briterne meldte sig ud af Unionen. Mandag starter forhandlinger om Brexit endelig i en uge, der også byder på EU-topmøde, agenturslagsmål og en kommissærhøring.

Forhandlinger om Brexit går i gang mandag i Bruxelles. Et år efter, at briterne stemte sig ud af Unionen.
Forhandlinger om Brexit går i gang mandag i Bruxelles. Et år efter, at briterne stemte sig ud af Unionen.Foto: Scanpix / Daniel Leal-Olivas
Rikke Albrechtsen

Mandag 19. juni

Briterne har efter et års tøven meldt sig klar til at forhandle om deres udtræden af EU og møder for første gang EU’s chefforhandler Michel Barnier.

EU’s udenrigsministre og miljøministre flokkes til Luxembourg. De sidste for at slås om fordelingen af klimabyrden forbundet med landbruget, byggeriet og transport og for at diskutere den amerikanske udmeldelse af den globale klimaaftale. De første for at tale om terrorbekæmpelse, samarbejdet mellem EU og NATO og konflikten i Qatar.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er i Bruxelles for at slå et slag for, at EU’s Lægemiddelagentur skal til København, når det skal forlade London på grund af Brexit.

Tirsdag 20. juni

Europaministrene mødes i Luxembourg for at forberede ugens topmøde og diskutere, hvad EU-Kommissionen bør finde på af nye tiltag i 2018. Derefter smides briterne ud, så de resterende 27 kan tage sig et rask slagsmål om kriterierne for en genhusning af briternes to EU-agenturer. Det skal bane vejen for, at EU’s stats- og regeringschefer kan lægge sig fast på en køreplan senere på ugen.

I Bruxelles kommer den nye bulgarske EU-kommissærkandidat under luppen, når hun skal udspørges af Europa-Parlamentet, før hun kan indtage sin post. Mariya Gabriel får jobbet som digital økonomi-kommissær, efter at det bulgarske sæde i Kommissionen har stået tomt siden årsskiftet.

Andetsteds i EU-Parlamentet stemmer de om nye anti-dumpingregler og EU’s første samarbejdsaftale med Cuba.

Onsdag 21. juni

EU-kommissærerne skal ved deres ugentlige møde brainstorme om, hvordan EU skal finansieres i fremtiden.

EU-Domstolen skal afgøre, hvilken rolle EU’s produktansvarlighedsregler har i et juridisk slagsmål mellem et medicinalfirma og en borger, der hævder, at en hepatitis B-vaccine har givet ham sklerose.

Torsdag 22. juni

Der er topmøde i Bruxelles. På dagsordenen står blandt andet forsvar- og sikkerhedspolitik, og så skal den britiske premierminister, Theresa May, løfte sløret for den britiske linje for Brexit. Derefter må hun uden for døren, mens de resterende 27 taler om skilsmisseforhandlingerne, herunder hvordan de fordeler rovet, når de to London-baserede EU-agenturer skal have nye hjem.

Fredag 23. juni

Topmødet mellem de 28 EU-ledere fortsætter. Fredagen er afsat til at diskutere migration og økonomi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00