Det sker i EU: Showdown om den fri bevægelighed

OVERBLIK: EU-ministre skal blive enige om et nyt udstationeringsdirektiv samt regler, der forhindrer velfærdsturisme, i en uge, hvor EU-parlamentarikerne drager til Strasbourg, og EU-Kommissionen udstikker sit arbejdsprogram for 2018.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skal til Luxembourg for at forhandle om et nyt udstationeringsdirektiv, der har skabt ballade mellem Øst- og Vesteuropa.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skal til Luxembourg for at forhandle om et nyt udstationeringsdirektiv, der har skabt ballade mellem Øst- og Vesteuropa.Foto: /ritzau/Tariq Mikkel Khan
Rikke Albrechtsen

Mandag 23. oktober
Rettigheder og pligter for EU-borgere, der benytter sig af den fri bevægelighed, er for alvor på dagsordenen mandag, når EU’s beskæftigelsesministre mødes i Luxembourg. Ministrene skal blive enige om tre sager, der har splittet øst og vest. Det gælder et nyt regelsæt for udstationerede medarbejdere. Det gælder en opdatering af vilkårene for social sikring på tværs af grænser, hvor dog kun den del forventes at komme i hus, der dækker rejsende borgere uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Og det gælder den såkaldte sociale søjle, der udstikker en række sociale rettigheder for EU-borgere. Forvent lange og svære forhandlinger.

Europa-Parlamentets Forfatningsudvalg starter den månedlige Strasbourg-session med blandt andet at diskutere et forslag om at stramme op på de EU-pengestrømme, der går til europæiske politiske partier.

EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, tager til Washington for at diskutere Iran-aftalen om atomnedrustning, som den amerikanske præsident, Donald Trump, har sået tvivl om.

Tirsdag 24. oktober
EU-ministre er blevet kaldt til et ekstraordinært møde om, hvordan der kan sættes fut under forhandlingerne om en række forslag i forbindelse med EU’s digitale indre marked, som har sat sig lidt fast i den europæiske lovgivningspipeline. EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker gjorde ved et topmøde i sidste uge opmærksom på, at kun seks ud af de 24 lovforslag, Kommissionen har stillet på det digitale område, er blevet vedtaget. Der er også cybersikkerhed og elektronisk regeringsførelse på skemaet.

Europa-Parlamentet stemmer om deres holdning til EU’s budget for 2018. De vil også diskutere pressefrihed i kølvandet på mordet på den maltesiske journalist Daphne Caruana Galizia, der blev dræbt af en bilbombe efter at have afsløret råddenskab blandt maltesiske politikere, ligesom de vil debattere sexchikane i EU i kølvandet på den såkaldte #metoo-kampagne, der har skabt stor opmærksomhed de seneste uger.

EU-Kommissionen vedtager sit endelige arbejdsprogram for 2018, som kommissionsformand Jean-Claude Juncker leverede en skitse til allerede i september i forlængelse af sin State of the European Union-tale.

Onsdag 25. oktober
Eksperter fra de 28 EU-lande mødes i Bruxelles for at tage stilling til, hvad der skal ske med det omstridte ukrudtsmiddel glyphosat, når stoffets gældende tilladelse udløber i december. EU-Kommissionen har foreslået ti års forlængelse, men blandt andre Frankrig og Tyskland er tilbageholdende efter folkeligt pres for et forbud.

Samme dag kommer Danmarks nye tech-ambassadør, Casper Klynge, til Bruxelles på et todages besøg for at mødes med EU-institutioner og europæiske teknologivirksomheder.

Torsdag 26. oktober
I Frankfurt mødes ledelsen i Den Europæiske Centralbank for med stor sandsynlighed at træffe beslutning om at reducere den mængde penge betydeligt, som den lige nu pumper ind i den europæiske økonomi.

Europa-Parlamentets menneskerettighedspris, Sakharov-prisen, bliver uddelt. Blandt de nominerede er den svensk-eritreiske jornalist Davit Isaak, oppositionspolitikere i Venezuela og miljø- og menneskeretsforkæmperen Aura Lolita Chavez fra Guatemala. Parlamentarikerne stemmer også om forhandlingsmandatet til de frihandelsaftaler, som Kommissionen vil påbegynde med Australien og New Zealand.

Lørdag 28. oktober
Lidt uden for EU’s periferi går islændingene til parlamentsvalg. Det sker, efter en koalitionspartner i regeringen trak sig i september, da det kom frem, at statsminister Bjarni Benediktssons far havde støttet en pædofilidømts forsøg på at få fjernet pletterne på sin straffeattest. Det er kun lidt over et år siden, at islændingene sidst gik til valg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00