Forsker: Regeringen vildleder i debat om menneskerettigheder

Af Jacques Hartmann
Senior Lecturer ved University of Dunde i Skotland

Politikere og debattører står nærmest i kø for at kritisere Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Kritikken er ikke i sig selv ny. Det nye er, at kritikken ikke længere er begrænset til et parti eller en side af det politiske spektrum. I dag er der kun få politikere, som tør stille sig frem og sige noget positivt om menneskerettigheder.

Debat er en vigtig del af demokrati, men debatten om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er tit unuanceret, uoplyst og til tider direkte vildledende. Af debatten får man endvidere den opfattelse, at menneskerettighedernes væsentligste indflydelse på Danmark er at forhindre udvisning af kriminelle udlændinge. Særligt har sagen om Gimi Levakovic tiltrukket sig stor opmærksomhed og ledt til kritik af Menneskerettighedskonventionen.

Ligesom mange andre aspekter af debatten bygger kritikken af Levakovic-sagen ofte på misforståelser eller manglende viden. En væsentlig grund til, at Levakovic ikke blev udvist var, at anklagemyndigheden begik en fejl. Fejlen var, at anklagemyndigheden ikke i tidligere sager havde anmodet om at få Levakovic udvist.

Danske prioriteter på uoplyst grundlag 
Udvisningsområdet er netop et af de emner, hvor debatten om Menneskerettighedskonventionen er åbenbart uoplyst. I august blev justitsministeren bedt om at oplyse, hvor mange gange danske domstole har undladt at udvise kriminelle som følge af afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen. Hertil svarede ministeren, at det ikke var muligt at »tilvejebringe de ønskede oplysninger.« Senere kom det frem, at der i de sidste seks år har været 20 sager. Men burde ministeren ikke have vidst dette, før det blev en del af regeringsgrundlaget at styrke indsatsen for at få udsendt kriminelle udlændinge?

Fokus på udvisning afspejler sig ikke kun i regeringsgrundlaget, men også i Danmarks prioriteter af det kommende formandskab for Europarådet. Regeringens hovedprioritet bliver at se kritisk på Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkning. Det er på trods af, at førende eksperter har slået fast, at udvisningsområdet ikke har noget med dynamiske fortolkninger at gøre, samt at Menneskerettighedskonventionen sjældent forhindrer udvisningen. Prioriteringen, og hele debatten om udvisningen, har med andre ord været ført på et uoplyst grundlag.

Førende eksperter har slået fast, at udvisningsområdet ikke har noget med dynamiske fortolkninger at gøre, samt at Menneskerettigheds-konventionen sjældent forhindrer udvisningen.

Jacques Hartmann
Senior lecturer, University of Dundee

Der er andre vigtige informationer, som mangler. Danmark er for eksempel et af de lande, som har tabt færrest sager ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Siden 1953 har Domstolen afsagt 50 domme mod Danmark. Ud af disse har Domstolen fundet 15 krænkelser. Det er kun mikrostater som Monaco eller Liechtenstein, som har tabt færre sager.

Glemmer domstolens positive sider
Der er også en tendens til at overse Domstolens positive indvirkning. Det er naturligvis legitimt at kritisere Domstolen, men en generel modstand mod dynamiske fortolkninger indebærer også en modstand mod Domstolens rolle i at ophæve legemlig afstraffelse af børn eller afkriminaliseringen af homoseksualitet i Europa.

Langt de fleste sager, som Danmark har tabt, handler derudover ikke om kriminelle udlændinge. Danmark har tabt forholdsvis banale sager, hvor myndighederne ikke har overholdt fundamentale rettigheder, som i sagen om Sofiika Vasileva, en 67-årig kvinde, som blev tilbageholdt af politiet i mere end 13 timer på grund af en udløbet busbillet, eller Kurt Nielsen, som måtte vente over otte år for at få erstatning for en bilulykke.

Der er imidlertid meget lidt fokus på de banale sager. Menneskerettighedssager bliver ofte kun genstand for mediebevågenhed, når de kan danne grundlag for vrede og fortørnelse. Udover debattører og politikere er det også relevant at pege på medierne som nogle af dem, der bærer en betydelig del af ansvaret for den uoplyste debat.

Enhver sag, hvor menneskerettigheder forhindrer udlevering eller udvisning fra Danmark, bliver således entusiastisk fortalt og genfortalt. I den forbindelse bliver nuancer ofte overset og væsentlige principper – såsom den dynamiske fortolkning – bliver forvrænget, så de passer med fortællingen om en udemokratisk Domstol, der kan fjernstyre alt fra Strasbourg. Virkeligheden er langt mere nuanceret, og læserne fortjener bedre.