Friis Bach: Uden konventioner siger vi farvel til Europa

DEBAT: Truslen mod vores demokrati og samfund kommer ikke fra konventionerne. Den kommer fra de stadigt stærkere kræfter i Europa, der forsøger at undergrave dem, skriver Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Christian Friis Bach.

Af Christian Friis Bach
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp 

Politiske vinde blæser i stigende grad mod udgangen, når det gælder de internationale konventioner, som verden ellers har nydt godt af i årtier til sikring af demokratier og menneskerettigheder.

Der er eksempelvis netop udkommet en bog, der konkluderer, at det var en fejl, at vi har givet asyl til mennesker på flugt fra tortur, dødsstraf og krig.

Ja, der er sågar visse retorikere, der anvender udtrykket ”møllesten om halsen”, når samtalen drejer sig om Flygtningekonventionen.

Individets ukrænkelighed 
Jeg er uenig! Lad mig forklare hvorfor.

De internationale menneskerettighedskonventioner er noget af det fineste, menneskeheden nogensinde har skabt.

Den helt enkle idé om, at alle mennesker – fra den fattigste bonde til den rigeste industrimagnat – har det samme sæt af universelle menneskerettigheder – fra retten til mad, tag over hovedet over ytringsfrihed til værdighed. Historisk set har Vesten været dygtige til at sikre internationale konventioner, der har sørget for et Europa, hvor der hersker ro, orden og demokratiske retsinstanser.

Det skal vi værne om og fortsætte med at gå forrest og vise verden metoder og vejen mod et godt samfund. Slækker vi på det, vil det bane vejen for regimer, der baserer sig på magt, militær overlegenhed og manglende demokratiske styreformer.

Det vil resultere i endnu flere flygtningerekorder, end vi allerede har oplevet. Det er derfor i den grad i Danmarks interesse at stå vagt om konventionerne og være med til at udbygge en international retsorden, der bygger på menneskerettigheder.

Myter om Flygtningekonventionen
Det gælder også Flygtningekonventionen. Den er, som jeg skrev i mit indlæg 14. november, vigtigere end nogensinde, hvor antallet af flygtninge og fordrevne er historisk højt.  

Flygtningekonventionens funktion ses ikke mindst i asylsystemet i Danmark, der sikrer, at mennesker, der reelt er truet, bliver hjulpet med en konvention i ryggen, der sikrer basale menneskerettigheder.

Visse tror fejlagtigt, at Flygtningekonventionen giver asyl til mennesker på grund af klima, arbejdsløshed, lave lønninger, valgsvindel eller børnearbejde. Det er meget langt fra sandheden.

Opgaven er derfor ikke at afskaffe asylsystemet, men tværtimod at hjælpe andre lande med at oparbejde kapacitet til at sikre et bedre asylsystem.

Fælleskabets interesse
Så flygtninge kan søge om beskyttelse tættere på, hvor de er, og ikke tvinges til at drage ud på farefulde ruter, hvor de udnyttes af menneskesmuglere og udsættes for utallige og skæbnesvangre overgreb. Det kan vi kun sikre, hvis vi selv står fast og viser vejen. 

For dem, som ønsker færre flygtninge i Danmark, er Flygtningekonventionen også vigtig. Den sikrer nemlig, at flygtninge kan opholde sig i sikkerhed og leve et værdigt liv der, hvor de kommer frem. Endnu en årsag til, at strategien bør være at få flere lande til at tiltræde konventionen. Igen får vi det bedst til at ske ved at stå fast.

Melder vi os ud eller underminerer Flygtningekonventionen, vil det blive langt sværere at overbevise andre lande om at beskytte flygtninge, der ankommer.

Det risikerer at medføre endnu flere asylansøgere i Europa. Ikke færre. Det er med flygtninge som med klimaudfordringer: Der findes kun fælles løsninger, hvis vi alle skal vinde – flygtninge samt modstandere og fortalere for en ændret ansvarsfordeling.

Vi skal stå fast på vores principper 
Flygtningekonventionen er derfor mere relevant end nogensinde og ikke forældet. Den blev udfærdiget i 1951 – nogenlunde på samme tid som den sidste revision af den danske grundlov.

Og den har vist sig utrolig tilpasningsdygtig. Det er paradoksalt, at de samme, der mener, at Flygtningekonventionen og de øvrige internationale konventioner er forældede, samtidig kritiserer den dynamiske fortolkning og praksis, som gør den tidssvarende.

Vi skal derfor tro på det internationale samarbejde om at beskytte flygtninge, vi har bygget op siden anden verdenskrig.

Vi skal stå fast på de grundlæggende principper om værdighed og menneskerettigheder. Og vi skal undgå de kortsigtede nationalistiske løsninger, der dominerer i det politiske landskab.

Der er nemlig ingen migrations- eller flygtningekrise i EU. Det er i langt større grad en beskyttelseskrise, da lande har lukket grænser og efterladt flygtninge på farlige ruter, hvor de udsættes for voldsomme overgreb.

Vi har brug for internationale konventioner
Da flygtninge kom til Europa og Danmark i stort antal i 2015, var det, fordi vi ikke sikrede dem et liv i værdighed og tryghed i nabolandene til Syrien og Afghanistan.

I dag er antallet, der ankommer, faldet med over 90 procent – også selvom der ikke er blevet færre flygtninge i verden eller trygt og værdigt i nærområderne.

Men der ankommer under 300 asylansøgere og irregulære migranter om dagen til Grækenland, Spanien og Italien. Det antal kan vi bestemt håndtere – med Flygtningekonventionen som fundament – hvis vi blot gjorde det sammen.

Hvis ikke vi arbejder sammen om Flygtningekonventionen, giver det løsninger som hotspot-lejrene i Grækenland, hvor vi underminerer alt det, vi tror på og har kæmpet for, når det gælder menneskerettigheder.

Derfor har vi hårdt brug for de internationale konventioner – herunder Flygtningekonventionen. Truslen mod vores demokrati og samfund kommer ikke fra konventionerne. Den kommer fra de stadigt stærkere kræfter i Europa, der forsøger at undergrave dem. Tilbage til konventionerne! 

 

Forrige artikel Nyt Europa: Centrum-venstre-partier skal i offensiv for socialt EU Nyt Europa: Centrum-venstre-partier skal i offensiv for socialt EU Næste artikel EU-tænketank: Dansk forsvar skal ikke parkeres på sidelinjen EU-tænketank: Dansk forsvar skal ikke parkeres på sidelinjen
  • Anmeld

    Peter Poulsen · Metering engineer

    Skal vi klippe "ondets" skud eller kappe det ved roden ?

    Christian Friis Bach præsenterer her en gang selvmodsigende bøvl.
    Hvis vi til evig tid modtager "flygtninge" fra dårlige regimer, undergraver vi dels egen kultur, dels blåstempler vi dårlige regimer, til fortsat at producere flygtningestrømme.
    En gennemsnitlig afrikaner eller mellemøstlig kunne ikke ved egen kraft overleve i Skandinavien, og en skandinav kunne ikke ved egen kraft overleve i visse dele af Afrika.
    "Flygtninge" fra disse lande kan overleve her, fordi der er politikere, som tager arbejdernes sved (penge) og giver dem til "flygtningene", der så kan købe arbejdernes produkter med disse penge. Uden dette ville de fryse eller sulte ihjel - for her kan man ikke plukke sit føde og varmegrundlag fra træer.
    Omvendt kunne mange skandinaver ikke fange, flå og tilberede deres føde i Afrika -de ville sulte eller komme til skade i forsøget, og måske udvikle hudkræft fordi de ikke er egnet til klimaet.
    I Skandinavien er vi afhængige af teknologi og forsørger os ved uddannelse.
    Afrika og mellemøsten opfinder intet. De lever et simpelt liv og har ikke brug for en teknisk uddannelse. Nogle af disse har teknologi, kun fordi de med materielle ressourcer har købt sig til det. Nogle af disse er begyndt at uddanne egen befolkning med et stort efterslæb.

    Vi er forskellige fordi klimaet er forskelligt. Det er en udvikling som er sket over tusinder af år, hvor befolkningerne bliver mere og mere hvide som solens indfaldsvinkel falder. Det har noget at gøre med D-vitamin og blev forklaret af Darwin. Afrikanere i Skandinavien ville lide af vitaminmangel, hvis ikke vi solgte det i tabletform.

    Jeg har intet imod andre folks hudfarve, de findes i min egen familie.

    Hvad angår "flygtningens" oprindelsesland, så er der ikke millioner af mennesker der er personligt forfulgt. De flygter for at få en Mercedes. Men vi har Mercedes fordi vi skal passe et teknologisk job langt fra hjemmet. Bilen er et essentielt transportmiddel og ikke alene et statussymbol.

    Fra Christians parti (R) og deres udløber (ALT) hører vi om vores CO2-svineri, og at vi skal vise mådehold, og sammenligner vores emissioner med en somaliers i Somalia.
    Hvis Christian og hans partifæller vil gøre en forskel, så kunne de jo i samlet flok flytte til Somalia og leve med nulemission og lære borgerne at leve i fred med demokrati og uddanne sig så deres land kunne blive løftet op af fattigdom i stedet for at være en fattigdomsfabrik der producerer ubrugelige flygtninge. Tro mig - de penge somaliere sender til Somalia hvert år bidrager ikke til hverken fred eller teknologisk løft.
    Tilsvarende kunne Uffe Elbæk og slæng jo rejse til Zimbabwe og skabe fred og ordentlige forhold med borgerløn til alle - eller lære en velfortjent lektie.

    Modsat Christian og co's tosserier skal vi i stedet skide på konventioner, lave de regler der passer for os, og som sagtens kan indeholde godhjertede dele.
    Så skal vi fjerne enhver toldmur og handelsaftale og øge samhandlen med Afrika med krav til kvalitet og lokal forarbejdning.
    Det er nemlig hvad Afrika mangler: Jobs, økonomi, uddannelse og en grund til at blive fredelige mod hinanden.

  • Anmeld

    Christian V

    Vågn op

    https://www.dn.se/nyheter/varlden/hillary-clinton-minska-eu-invandringen/

    https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/dalai-lama-er-stadig-en-rockstjerne

    Selv Dalai Lama og Hillary Clinton ønsker, at Europa lukker grænserne aht. til europæerne!

  • Anmeld

    Kurt Petersen · Selvstændig

    Mange har stadig ikke forstået problematikken

    De første kommentarer herinde viser desværre alt for godt at mange ikke har forstået værdien af konventionerne og hvordan de faktisk kan bruges til at reducere flygtningestrømmene.

    Det er lykkedes nogle partier at føre en skræmmekampagne mod flygtninge/udlændige så automat reaktionen på alle debatindlæg blot er at nævne hvor galt det er gået for Danmark og hvor meget vi er os selv nok.

    Taktil Christian for et godt forsøg på at beskrive problematikkerne og jeg håber at det med tiden vil blive bedre.

  • Anmeld

    Morten Holgersen · Mester

    Skræmmekampagnen mod islamister og nassere

    begynder at bære frugt.
    Og det er godt.
    Samtlige "konventioner" er ligegyldige og forældede, det er dansk lov der gælder i Danmark.
    Fint at hele "godheds- og konventions- forretningen er ved at lukke af mangel på skatteyderpenge.. send ingen girokort, rend ikke på min dør, I får ikke noget!
    Og jeg vil heller ikke fodre på dem, hverken tilløbere eller guldkalvstilbedere.
    Det er slut med nasseri på mig og mine meddanskere.

  • Anmeld

    Kurt Jørgensen

    Menneskerettighederne gælder også for danskere

    Jeg mener, det er en selvfølgelighed, at vi skal holde fast i de internationale menneskerets- og flygtningekonventioner - også fordi konventionerne beskytter danske statsborgere mod større eller mindre overgrab fra statens side. Tænk bare på Tibetprotestanterne. Jeg er bange for, at alt for mange danskere tænker, at konventionerne kun gælder "de andre". Vi er jo så retlinede og gode her i landet, ikke?

  • Anmeld

    Bjarne Bo Jensen

    Sådan skal Friis Bach svare

    Det kan ikke komme bag på nogen, at Friis Bach, som tilhørende en flygtningeorganisation, nødvendigvis må argumentere som han gør.
    Det gør dog ikke argumentationen mere rigtig.
    Europa har ingen mulighed for at imødekomme den udfordring, som viljen til immigration fra Afrika og Mellemøsten udviser.
    Om man kan lide det eller ej, kan den kun stoppes med magt, ikke med ord og konventioner
    Det er som om, at europæernes rettigheder ingen betydning har.

  • Anmeld

    Per Godiksen · pensionist

    Hvor er grænsen for evnen til at hjælpe andre?

    Det må være fornuftigt at debattere og forhandle om tilretninger som er nødvendige efter den tid som vi lever i - debat om disse emner er et sundt led i demokratiet, som kan blive misbrugt såfremt vi ikke evner eller tør tage debatten og de nødvendige tilretninger for at vi fortsat kan bevare de fundamentale værdier i vort demokratiske land, det kræver naturligvis gensidig respekt for andre kulturer og andre befolkningers og landes egenart. Skal vi nedsætte vor levestandard eller velfærdsnormer for at imødekomme andre befolkningers lyst evne og vilje til at bosætte sig i vort land?

  • Anmeld

    Ole Damsgård Gisselmann · Cand.scient.pol

    Friss Bach

    Friss Bach, du tager fejl. Med konventioner siger vi farvel til Europa.

  • Anmeld

    Poul Sivertsen · Hovedstyrelsesmedlem i Dansk Samling

    Uden konventioner siger vi farvel til Dansk Flygtningehjælp

    og Christian Friis Bach mister sit vel-lønnede job. Indsamlere kom til min dør for nylig og jeg sagde NEJ TAK! For jeg vil ikke have flere indvandrere som ikke kan tilpasse sig Danmark.

  • Anmeld

    Leif Thordal

    "Uden konventioner siger vi farvel til Europa"

    Det forekommer at være et meget sobert, velbegrundet og fornuftigt indlæg i debatten. Ud over de rent ETISKE og "Moralske" betragtninger kommer hen imod slutningen et roligt og fornuftigt argument:
    "Da flygtninge kom til Europa og Danmark i stort antal i 2015, var det, fordi vi ikke sikrede dem et liv i værdighed og tryghed i nabolandene til Syrien og Afghanistan.
    I dag er antallet, der ankommer, faldet med over 90 procent – også selvom der ikke er blevet færre flygtninge i verden eller trygt og værdigt i nærområderne."

  • Anmeld

    Kurt Petersen · Selvstændig

    Automatsvar uden paratviden

    @Poul Sivertsen
    Du reagere som man kunne forvente med den position du har angivet. Desværre er det en reaktion der ikke hænger sammen med virkeligheden. Ønsker du færre flygtninge der tager vejen til Europa skal du netop støtte Dansk Flygtningehjælp. Midlerne fra Landsindsamlingen bruges overhovedet ikke i Danmark, men udelukkende i nærområderne til at skaffe de mest nødlidende flygtninge mad og husly. Hjælp til folk der har måtte flygte fra krig, forfølgelse og ødelæggelse.Kun ved at afhjælpe den værste nød i nærområderne kan vi forhindre af folk søger mod Europa og andre rige lande.

  • Anmeld

    Peter Poulsen · Metering engineer

    Måske Kurt Petersen og andre

    kunne svare på, hvad afrikaner i horder pludselig flygter fra når deres kontinent faktisk bliver rigere ?
    Kunne det være derfor de har råd til at betale menneskesmuglere ?

    Hvorfor skulle Dansk Flygtningehjælp pludselig være garant for at de "hjælpes" lokalt, hvorfor ikke tidligere ?

  • Anmeld

    Kurt Petersen · Selvstændig

    Forskellen på flygtninge og migranter

    @Peter Poulsen
    Dette er endnu et fact som oftest ignoreres. Der er forskel på flygtninge og migranter. Flygtninge er dækket af flygtningekonventionen som beskytter mennesker der er drevet på flugt af nød. Migranter 'flygter' af egen fri vilje - nogle i forsøget på at få mere velstand. De er ikke dækket af flygtningekonventionen og modtager iøvrigt heller ikke hjælp fra Dansk Flygtningehjælp. Det er trist at denne forskel ikke tages mere alvorligt af de grupper som er blevet fremmedfjendske - sandsynligvis p.g.a. migranter - således at det også går ud over de reelle flygtninge som flygtningkonventionen er tænkt som beskyttelse for.

  • Anmeld

    Kurt Petersen · Selvstændig

    Forskellen på flygtninge og migranter

    @Peter Poulsen
    Dette er endnu et fact som oftest ignoreres. Der er forskel på flygtninge og migranter. Flygtninge er dækket af flygtningekonventionen som beskytter mennesker der er drevet på flugt af nød. Migranter 'flygter' af egen fri vilje - nogle i forsøget på at få mere velstand. De er ikke dækket af flygtningekonventionen og modtager iøvrigt heller ikke hjælp fra Dansk Flygtningehjælp. Det er trist at denne forskel ikke tages mere alvorligt af de grupper som er blevet fremmedfjendske - sandsynligvis p.g.a. migranter - således at det også går ud over de reelle flygtninge som flygtningkonventionen er tænkt som beskyttelse for.

  • Anmeld

    Leif Thordal

    "Uden konventioner siger vi farvel til Europa"

    Dét, der er så befriende ved Friis Bachs indlæg, er den besindighed/logik/det kølige og fornuftige overblik. Indlægget er ikke skrevet "i følelsernes vold eller i panik/frygt". Vi har i Europa at gøre med en alvorlig sag, som vi må forholde os til og tackle med den yderste opmærksomhed og fornuft. - … og i samarbejde.
    Hvad angår FLYGTNINGE, er det udtrykt i konventionerne.
    Hvad angår MIGRANTER, er vi nødt til at drage en parallel til tiden 2000-1800 f. Kr., da befolkningen fra Mesopotamien omkring Eufrat og Tigris (Indoeuropæerne) drog op og vandrede mod Nord-Vest i søgen efter vand/føde. - Som en følge af Klimaændringerne har vi samme situation i Mellemøsten og Afrika i dag.
    Der er tale om en enorm kraft, som vi Europa er nødt til at tackle klogt og i fællesskab. Europa hverken kan eller skal optage alle disse mennesker Vi er qua vor viden og tekniske udvikling nødt til at tage têten i arbejdet.
    I den opgave er vi afhængige af konventioner og samarbejde i Europa.

  • Anmeld

    Bjarne Bo Jensen

    Det er ikke klimaet der driver migration

    Leif Thordal,
    Friis Bach skriver som han gør, fordi han er ansat i en flygtningeorganisation. Det skal han jo i forhold til sit job.
    Det gør dog ikke det han skriver rigtigt.
    Det er ikke klimaændringer der er årsag til de mange flygtninge og migranter.
    Det er dels krige og oprør i muslimske lande i Mellemøsten og Afrika kombineret med korrupte og despotiske regeringer.
    I Afrika er det ikke klima, men de enorme fødselstal der lægger pres på Afrikas formåen.
    Afrika, hvis de ville, kunne dog stadigvæk sagtens brødføde sig selv, men man modtager i stedet hjælp fra Europa og USA, som passiviserer ethvert forsøg på at skabe en egen økonomi.
    Migration eller folkevandringer i storskala har aldrig skabt fred, tværtimod, og det er ret forståeligt, at hårdt tilkæmpede goder ikke bare lige foræres væk.

  • Anmeld

    Max Tranebæk · Flymekaniker

    Se virkeligheden som den er.



    jeg syntes med al respekt ikke, når sandheden skal frem, at de flygtninge vi modtage og har modtaget.

    På nogen måde, ligner eller agere som reelle Flygtninge.

    Der er noget galt.


    Det er kærligt ment

  • Anmeld

    E. Kristiansen

    Luksuskrejlere og Radikal osteklokke

    jeg er stort set enig i, hvad Peter Poulsen skriver i sin kommentar!
    Efter at have læst årsberetningen for 2017 på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside, kan jeg godt forstå både Morten Holgersen`s og Poul Sivertsens kommentarer.
    7692 lønnede medarbejdere, det betød at udgifter til løn var på 1,16 milliarder for 2017. Jeg er fuldt ud klar over at der er en del administration forbundet med at være en godgørende organisation, men muligheden for at yde hjælp til mad og husly må blive tilsvarende mindre, hvis administrationen og administrationens husly spiser den største portion.
    Nogle af de frivillige ulønnede indsamlere må føle sig snydt, når en stor del af det indsamlede beløb bliver brugt til at honorere de professionelles ydelser.
    FN´s Verdenserklæring om Menneskerettigheder Artikel 3: " Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed".
    Tvillingepartierne De Radikale og Alternativet respekterer ikke engang FN`s Artikel 3 her i danmark:
    Fritlevende ulve i Jylland er ikke foreneligt med menneskets ret til frihed og personlig sikkerhed.
    Så er der skyderierne omkring Nørrebro og andre steder, der kan ramme helt tilfældige mennesker. Det er også en form for terrorisme, og alt andet end frihed og personlig sikkerhed for dem der bor, eller har ærinder i disse områder. Plyndringerne af butikker, også i butikkernes åbningstid , og dermed utryghed specielt for de forretningsdrivende , men også for dem der bor i disse områder. Hverhen De Radikale, Alternativet eller Dansk Flygtningehjælp har taget afstand fra den form for terrorisme.

  • Anmeld

    Kurt Petersen

    Hjælp til at læse et regnskab

    @E.Kristiansen.
    Når du læser der er 7.692 lønnede medarbejdere kan du da ikke sætte det lig med administration. Dansk Flygtningehjælp har naturligvis en administration, men hovedparten af disse lønudgifter går til de mange tusinde nødhjælpsarbejdere som arbejder for Dansk Flygtningehjælp i lejre over hele verden. Der er ingen af disse der blive rige af at arbejde for Dansk Flygtningehjælp og de burde i stedet have stor ros for det arbejde de har valgt med at hjælpe folk i nød.

  • Anmeld

    Allan Gorm Larsen · Pensionist

    Konventioner.

    Jeg mener ikke at det er Dansk Flygtningehjælp eller EU som skal bestemme, hvor mange migranter vi skal modtage. Jeg mener at det, til fulde skal være hvert enkelte land som skal afgøre dette.

    Det er efterhånden blevet sådan at, for at imødekomme disses "behov" bliver fattige danskeres ditto tilsidesat.

    Ikke nok med det, så er det også sådan, at vi, danskere, skal bøje os i støvet, når det drejer sig om migranternes religions udøvelse. Den går ikke i længden. Tryk må uvægerligt avle modtryk.

    Forlade Europa, hvordan kan vi det?. Vi er, og bliver en del af det europæiske kontinent. Det eneste vi kan sige farvel til er den kunstige, politiske konstruktion, som hedder EU og det bør vi også gøre, hellere i dag, end i morgen.

Ugens EU-podcast: Trumps topdiplomat går løs på EU, FN, WTO … og alt det der!

Ugens EU-podcast: Trumps topdiplomat går løs på EU, FN, WTO … og alt det der!

PARLAMENTET#46: Er Den Europæiske Union til for borgerne eller for bureaukraterne? Sådan spurgte USA’s udenrigsminister under denne uges besøg i Bruxelles, hvor han også lige fik sendt russerne et ultimatum i forbifarten. Hør om det, om Brexit Mayhem og om den franske præsidents Europa-drømme i den nye udgave af podcasten.