Kommissionen: Europas teknokratregering

Kommissionen er initiativtageren i EU's lovgivningsapparat. Skal man sammenligne med den danske magtstruktur, kan Kommissionen bedst betragtes som en regering. I modsætning til den danske regering er den dog ikke valgt af et parlamentarisk flertal, men af de nationale regeringer i Unionen.

Derfor er Kommissionen heller ikke farvet af et enkelt politisk parti eller koalition, men består af kommissærer med politisk ståsted, der svarer til den regering, der sad i de enkelte medlemslande på det tidspunkt, Kommissionen blev udnævnt - nemlig kort efter Europa-parlamentsvalget (det seneste var i juni 2014). Derfor er den kommissær, der er udvalgt i Danmark fortsat Margrethe Vestager (R) og ikke en konservativ eller en venstre-kommissær, selvom disse partier sidder i regering i øjeblikket.

Tværpolitisk teknokratregering
Kommissærerne svarer til regeringens ministre. De har hver deres generaldirektorat (forkortet DG), der svarer til et ministerium. For eksempel er Margrethe Vestager konkurrence-kommissær i DG Competition, en slags konkurrence-ministerium. Hvert generaldirektorat har hver deres embedsstab af afdelingschefer, rådgivere og eksperter mv. Der findes 33 DG'er, som er fordelt mellem 28 kommissærer. Visse kommissærer har ikke et DG (fx formanden) og andre har flere.

Kommissionen er præget af at være teknokratisk frem for at være politisk. Da Kommissærene varierer i politisk baggrund, og da Kommissionen heller ikke skal forholde sig til en politisk opposition, men i stedet hele Europa-Parlamentet, der består af hele det politiske spektrum, glider kommissærenes politiske ståsted i høj grad i baggrunden. Derfor minder Kommissionen om en teknokratregering eller en regering af embedsmænd. Europa-Parlamentet skal godkende Kommissionens lovforslag som en slags Folketing. Derefter skal medlemsstaternes ministre godkende lovene i Rådet, før de kan gøres gældende.

For at gøre det hele lidt mere besværligt, men mere præcist, går det ikke på EU-sprog at tale om lovgivning. Lovene kaldes direktiver, da de teknisk set først er love, når medlemslandene implementerer dem i den nationale lovgivning. Direktivet er bindende i alle medlemslande, men det er op til den enkelte nationale myndighed at bestemme form og midler for gennemførelsen.

Den europæiske fløjkrig
Men selvom den traditionelle politiske kamp er neddysset i Kommissionen, findes der alligevel nogle kampe, der kæmpes imellem de europæiske institutioner. Kommissionens agenda er at imødekomme fælleseuropæiske udfordringer ved at synkronisere medlemslandenes lovgivning på givne områder. Institutionen betragtes derfor som overstatslig.

Som en slags modpol til denne stræben efter yderligere samarbejde findes Rådet, der består af samtlige medlemslandes nationale regeringer. Her repræsenteres de nationale interesser, og da der er mange forskellige lande med meget forskellige dagsordener og præferencer, bliver Kommissionen ofte udfordret. Rådet kan betragtes som mellemstatsligt.

Midt imellem de to fløje af fælles og individuelle interesser findes Europa-Parlamentet, der har samme beslutningsbeføjelser som Rådet. Her er det, at den traditionelle politiske kamp foregår. Men da det er de politiske, og i mindre grad de nationale interesser, der er i fokus, lægger Europa-Parlament sig oftere tættere på linie med Kommissionen end Rådet.