Løkkegaard: Flertal i EU vælger igen den slagne vej frem for nødvendig reform

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Intet sted er centrum for så mange fordomme, fiktioner og fejlantagelser som EU’s budget.

Idéen om et bureaukratisk monster, der spenderer borgernes surt sammenskrabede euro’er (kroner) på fætter-kusine ansættelser, fiktive olivenlunde og lyserød champagne - ja, den lever i bedste velgående i medlemslandene.

Nationale interesser skaber giftig cocktail
Omvendt er det heldigvis den almindelige opfattelse, at EU selvfølgelig bruger flest penge på det, der optager langt de fleste borgere mest. Men den slags varierer som bekendt over tid.

Nogle gange er det arbejdsløshed, andre gange sikkerhed, en helt tredje gang klimaet. Og med en budget-horisont længere end de hedengangne sovjetiske fem-årsplaner, er hastige ændringer til EU-budgettet cirka lige så let som at ændre Månens kurs om Jorden.

Samtidig er der ingen klar forestilling om EU-budgettet som noget fælles.

Med en budget-horisont længere end de hedengangne sovjetiske fem-årsplaner, er hastige ændringer til EU-budgettet cirka lige så let som at ændre Månens kurs om Jorden.

Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Af samme grund har budgettet altid været medlemsstaternes helt store slagmark. Stedet, hvor statsministrene skulle kæmpe for deres nationale interesser og hjemmebane-publikummet. Hovedopgaven har været at få pengene “hjem igen”, jf. Margaret Thatchers “We want our (own) money back!”.

Og mange vil huske Helle Thorning-Schmidts berømte rabat-milliard, som hun fik – til gengæld for at tabe langt mere i landbrugsstøtte.

Til sammen udgør disse (fejl)forestillinger en giftig cocktail: Et mix, som hvert 7. år gør forhandlingen om det langsigtede budget til uskøn, nationalistisk pærevælling.

Diplomater taler om EU, når det er værst.

Det forblommede flertal
Og nu skal vi så til det igen - denne gang tilsat et skud Brexit, som efterlader det kommende budget (2020-2026) med et 100 mia. kroner stort hul - svarende til næsten 15 procent af hele kassen!

En frisk undersøgelse fra Tænketanken Europa viser, at borgerne ønsker at få gjort noget ved (u)sikkerheden, migrationen, de ydre grænser. Og hvor meget er det så lige, at EU’s budget afspejler dette? Desværre alt for lidt.

Her fylder landbrugsstøtte og regional støtte stadig over 70 procent!

Men så er det jo rart, at vi nu som parlament har chancen for at ændre dette. Parlamentet stemte i sidste uge om vores bud på de næste syv års budget.

Og hvad så man så der? Intet nyt. Business as usual.

De mange skåltaler om forandring og reformer druknede i forblommet snak om at “passe på det, vi har”. Det eneste, parlamentets store flertal af konservative og socialdemokrater kunne blive enige om, var, at vi skal have mere - 30 procent mere, faktisk.

En fornærmelse mod alle de europæerne, som i disse år har været igennem en hård sparekurs nationalt.

De liberale viser viljen
Vi i den liberale gruppe stod under forhandlingerne fuldstændig alene med vore krav om et markant anderledes budget.

Da vi nåede til vejs ende, stod det klart, at det ikke bliver med dette parlament, at de nødvendige ændringer kommer til at ske: Ingen kritisk gennemgang af de mange overflødige programmer, ingen vilje til at fokusere på de nye store opgaver, kun krav om flere penge.

Når Europa-Parlamentet går til valg næste sommer, bliver det uden at have vist viljen til at gøre EU stærkere og mere fokuseret.

Jeg håber, at vælgerne på det tidspunkt vil have opdaget, hvem der tidligt gjorde det klart, hvad der skal til for at få et reformeret europæisk samarbejde.

Den eneste trøst er så, at det kommende syvårs-budget formentlig ikke bliver vedtaget inden - og, at der derfor stadig er håb for, at et kommende nyt Europa-Parlament vil bestå af et flertal af mere liberale, nordeuropæisk dominerede politikere, der ønsker et Europa, som borgerne kan se sig selv i.