Messerschmidt: EU-Domstolen har skubbet briterne ud af EU

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

I Danmark nyder domstolene i almindelighed stor anerkendelse.

Vi har en dygtig og uafhængig dommerstand, som med ordentlighed rygter det hverv, grundloven tildeler dem - ”i deres kald alene at følge loven” (§ 64).

Det er en klog indretning, som klart sætter lovgiver foran. Er man i Danmark uenig med en retsstilling, peger pilen mod Folketinget; ikke mod dommerne.

For os er en sådan deling naturlig. Men sådan forholder det sig langt fra i resten af EU.

I de sydeuropæiske lande i almindelighed, og ved EU-Domstolen i Luxembourg i særdeleshed, finder vi hvad der kaldes en dynamisk fortolkningsstil, hvor dommerne ikke bare følger loven, men sag for sag udvider lovens rammer og indhold.

En stor del af både vores og briternes utilfredshed med EU-retten bunder således i beslutninger truffet af dommere, som aldrig er - eller bør være - valgt af vælgerne; og følgelig er vælgerne sat til side i sager af vigtig politisk betydning.

Morten Messerschmidt (DF)
Morten Messerschmidt (DF)

Det åbenlyst demokratiske problem med dommere, der træffer politiske afgørelser, har jeg påpeget mange gange - ikke mindst i min bog om Domstolen fra 2013; men det har knebet med viljen til at lytte og forstå.

Domstol har skabt bekymringer
I dag synes anledningen til en fornyet debat om EU-Domstolen helt åbenlys. For EU-kritikere såvel som EU-elskere.

Der er nemlig ingen tvivl om, at Domstolens afgørelse på lange stræk har været afgørende for briternes beslutning om at udtræde af fællesskabet.

Med sine vidtrækkende beslutninger har EU-Domstolen lagt grundlaget for de afgørende bekymringer, der har drevet briterne til deres historiske beslutning.

Især to ting fyldte meget i kampagnen forud for folkeafstemningen i juni 2016: den frie bevægelighed for unionsborgere og deres adkomst til sociale ydelser i den medlemsstat, hvor de opholder sig.

Beslutninger vækker harme 
Når EU-Domstolen ændrer på opholdsreglerne for tredjelandsborgere, og således uden politiske samtykke ændrer fundamentalt på forholdet mellem medlemslandenes og EU's udlændingepolitik (Metock og Zambrano), er det kun naturligt, at stærke demokratiske nationer rører på sig.

Når Domstolen rykker ind på socialpolitiske områder og imod medlemslandenes intentioner og forestillinger beslutter, at SU, børnepenge og andre sociale ydelser skal være en del af EU-retten, må det vække harme.

For hvorfor skal højbeskattede landes veludviklede velfærdsydelser udbetales til borgere fra lande, der ikke beskatter og følgelig ikke har samme gunstige velfærd?

Og det vækker selvsagt demokratisk mistro, når ikke-folkevalgte træffer store institutionelle afgørelser så som forrang for grundlovene (11/70), EU-rettens karakter (26/62), erklæringers (u)gyldighed (C-402/03), den budgetmæssige balance (34/86) og så videre. 

Der mangler vilje til oprør 
En stor del af både vores og briternes utilfredshed med EU-retten bunder således i beslutninger truffet af dommere, som aldrig er - eller bør være - valgt af vælgerne; og følgelig er vælgerne sat til side i sager af vigtig politisk betydning.

Det er således kun et spørgsmål om tid, før den demokratiske forargelse må ramme EU-Domstolen. Alligevel synes der blandt politikere at være fuldstændig mangel på vilje til at tage et opgør med Domstolen.

Paradoksalt - ikke mindst netop fordi dommerne i Luxembourg bærer et kæmpe ansvar for, at EU-retten har bevæget sig fjernt bort fra borgere og vælgere.

Netop i et samarbejde som det europæiske ville det være naturligt at skele til den nordiske retstradition snarere end den sydeuropæiske.

Forhåbentligt vil Brexit føre til en grundlæggende genovervejelse af EU-systemets indretning. EU-Domstolen bør reformeres.

Og gerne under inspiration fra den retstradition, som i Danmark har skabt en bred anerkendelse af domstolene og deres virke.

Eller som tidligere højesteretspræsident Niels Pontoppidan har formuleret det: "Det er naturligt nok at stille sig selv det spørgsmål, om danske jurister og dansk (nordisk) retstradition kan bidrage til i europæisk sammenhæng at sikre en ønskelig balance mellem de kræfter, der ser med sympati på ”judicial activism” og dem, der maner til en vis besindighed og tilbageholdenhed med hensyn til dommernes udøvelse af ”politisk” magt".