NGO: EU's bankunion kan ende i frontalangreb på velfærdsstaten

Af Kenneth Haar
Analytiker i Corporate Europe Observatory

6. december offentliggjorde EU-kommissionen en stor pakke reformforslag, der alle skal ’styrke euroen’ og uddybe EU-integrationen inden for økonomisk politik og finanspolitik.

For Danmark er de et fingerpeg om, hvilken vej vinden blæser på det område, hvor dansk deltagelse er bragt mest på bane, nemlig bankunionen.

Forslagene handler mest om at styrke den centraliserede kontrol med den økonomiske politik i eurozonen gennem oprettelse af en post som EU-finansminister og justering af reglerne for de eksisterende EU-fonde, så de i højere grad understøtter ’strukturreformer’ i medlemslandene - reformer i stil med dem Emmanuel Macron har gennemført i Frankrig, og som har bragt ham på konfrontationskurs med fagbevægelsen.

Valutafond er en del af pakken
Det er en yderligere rodfæstning af den EU-politik, vi har kendt siden eurokrisens begyndelse i 2010, der foregår. Det gælder også det forslag, som berører bankunionen mest, nemlig oprettelsen af en europæisk valutafond (EMF).

Skal Danmark være med i bankunionen, er medlemskab af EMF en del af pakken. Det er denne fond, som skal stille med lån til lande med store økonomiske problemer, eller som ikke kan skuldre en regning, der kommer af usikre storbanker i opløsning. Puljen, der kommer fra bidrag fra bankerne selv, er alt for lille, hvis det går rigtigt galt med bankerne, så der er brug for en stor europæisk fond, der bygger på bidrag fra medlemslandene, lyder argumentet.

Hvis Danmark får brug for et lån, vil vi blive stillet over for betingelser, som kan føre til afvikling af centrale søjler i et velfærdssamfund.

Kenneth Haar
Analytiker i Corporate Europe Observatory

EMF erstatter den nuværende mellemstatslige fond ESM, og bliver på en række måder bundet sammen med eksisterende EU-lovgivning inden for budgetkontrol, og dermed har vi den sidste brik i formaliseringen af ’trojkaen’ – det organ, som langt hen ad vejen har dikteret den økonomiske politik i Portugal, Grækenland, Spanien og Irland i en årrække.

Skrappe økonomiske hestekure 
Dansk medlemskab af EMF vil på den måde placere os i en helt ny position i EU. Tættere på kernen, ganske vist, men spørgsmålet er om det er et rart sted at være. Jeg er ikke særlig bekymret for, om vi kommer til at betale en masse penge til udenlandske banker. - Noget gaveelement er svært at spore i dokumenterne. Det er mere de politiske følgevirkninger.

Lånene vil være betinget af gennemførelsen af den type skrappe økonomiske hestekure, som har ført til voldsomme nedskæringer i den offentlige sektor, frontalangreb på sociale rettigheder – herunder faglige rettigheder – og til både dybere fattigdom og arbejdsløshed.

Eller den omvendte situation; hvis Danmark får brug for et lån, vil vi blive stillet over for betingelser, som kan føre til afvikling af centrale piller i et velfærdssamfund.

Politisk hukommelsestab 
På flere måder peger bankunionen, og i øvrigt alle forslagene til en ’dybere’ økonomisk og monetær union, tilbage på en kriseforståelse, der vandt hævd på politisk topplan i 2010. Ifølge den fortælling, skyldtes eurokrisen overdrevne offentlige udgifter og alt for rundhåndet lønudvikling.

Den forklaring så bort fra, at de værst ramte lande - Irland, Spanien og sågar Grækenland - alle havde fået fine karakterer i Bruxelles for deres økonomiske performance ganske få år forinden. Men med finanskrisen, der hurtigt førte over til eurokrisen, blev historien en anden. Et af de mest imponerende politisk betingede hukommelsestab, jeg kan komme i tanke om.

Bankerne er største trussel
Mig siger det, at den største aktuelle trussel mod en stabil økonomisk udvikling, hverken er høje offentlige udgifter eller gode forhold for lønarbejdere, men store eventyrlystne banker.

Bankunion eller ej, så er det finansielle system en tikkende bombe under velfærdssamfundet, så vi skal hellere tage fat dér, hvor EU er ved at give slip, med ambitiøse reformer af den finansielle sektor. Vi skal have en effektiv beskatning af finanstransaktioner, vi skal udskille investeringsbankvirksomhed fra kundebanker, og vi skal finde måder at gøre store banker mindre, og arbejde for en banksektor, der ikke er domineret af få giganter.