Parlamentet#5: Med Vestager til kamp mod de multinationales magtmisbrug

PODCAST: Danmarks EU-kommissær er blevet kendt på tværs af kloden for sine krav om, at også verdens største virksomheder tager ansvar og betaler skat. I årets sidste podcast taler Thomas Lauritzen med Margrethe Vestager om, hvorfor hun gør det.

Foto: /ritzau/Geert Vanden Wijngaert
Redaktionen

”Jeg synes, det er en meget, meget stor kompliment at få, og jeg tror, det kommer lidt med arbejdet.”

Sådan siger Margrethe Vestager om de Bruxelles-rygter, der vil vide, at hun kunne komme i spil til at afløse luxembourgeren Jean-Claude Juncker som formand for EU-kommissionen i 2019.

Meget mere siger hun ikke om det – men hun afviser slet ikke muligheden, da Thomas Lauritzen spørger hende i begyndelsen af Altingets seneste podcast om europæisk politik.

Årets sidste udgave af podcasten ’Parlamentet’ koncentrerer sig om jule-interviewet med den danske konkurrencekommissær, der i løbet af sine foreløbig tre år på posten er blevet kendt for sine kompromisløse efterforskninger af nogle af verdens største virksomheder som Apple, Amazon, Google, Gazprom – og i denne uge også den svenske møbelgigant IKEA.

”Magtesløshed er smitsomt, det er ikke godt for nogen,” siger Vestager i løbet af interviewet, hvor hun forklarer, hvorfor hendes job handler lige så meget om samfundsværdier som om europæiske regler om statsstøtte.

Det handler om, at vi ikke længere kan tro på vores demokratier, hvis de største virksomheder får frit spil til at dominere markedet og smyge sig uden om at betale skat.

”Jeg synes selv, at det er fantastisk med nye måder at drive virksomhed på. At man i højere grad kan dele de ressourcer, vi har. Det være sig en bil, en bolig eller alt muligt andet,” siger hun.

”Men det kan jo ikke være sådan, at man ikke betaler skat. At man ikke forsikrer sine kunder. At man ikke sørger for at spille den rolle, som en virksomhed skal spille i et samfund, som jo er grundlaget for, at man kan skabe et overskud,” siger hun:

”Der er ikke nogen, der er hævet over at bidrage til det samfund, hvor de faktisk tjener deres penge.”

Hør hele interviewet med Margrethe Vestager i denne uges udgave af Altingets podcast om Europa.

Klik her og abonner på Parlamentet i iTunes. Find os på Soundcloud her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

0:000:00