Stine Bosse: Danmark skal kæmpe for europæiske værdier uden forbehold

Af Stine Bosse
Formand for Europabevægelsen

Når vi tager bladet fra munden og taler om vores sikkerhed, bliver mange særligt usikre.

Er I da blevet glade for våben? Nej, jeg er for eksempel ikke blevet tilhænger af krig, og jeg er egentlig pacifist, men jeg er også realist.

Jeg er optaget af vores sikkerhed, men i særdeleshed og mere og mere er jeg optaget af forsvaret af vores værdier, vores måde at udvikle samfundene, og vores evne til at leve i fred med hinanden.

Dette er ikke givet. I EU-traktatens artikel 2 står præcist, hvad det er, vi forsvarer i Europa - og dermed også, hvad der er på spil.

“Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd”

Når politikere her i landet taler om sikring af de ydre grænser og vigtigheden af EU’s evne til netop dette, lyder det hult, så længe selvsamme politikere ikke tilføjer, at Danmark er forhindret i at bidrage netop på grund af forsvarsforbeholdet.

Stine Bosse
Formand for Europabevægelsen

De store ideologisk definerede magtbalancer er i bevægelse i verden, og den orden, vi kender i dag, kan være en hélt anden i morgen, hvis vi ikke evner at forsvare os.

Hatten af for statsministeren
Vi må tage hatten af for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), når han på Europadagen - i kølvandet på forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) - starter en samtale om vores forsvarsforbehold.

Det er nemlig ikke kun penge og arbejdspladser, der er på spil. Det er indflydelse. Indflydelse på noget så centralt som danskernes sikkerhed.

Vi er nemlig langt forbi intentionen med forsvarsforbeholdet. For 25 siden var et flertal af danskerne bekymrede for, at EU skulle forvandles til en overnational militær union.

Det er EU ikke blevet, og frygten var overdrevet. Selv ikke PESCO (EU’s nye forsvarssamarbejde, red.) fører til en militær union, for medlemslandene kan i sidste ende selv bestemme, hvor meget de deltager i.

Siden 1993 har Danmark aktiveret forbeholdet over 140 gange. Det har været så absurd, at vi gik med i NATO-operationer imod for eksempel pirater ud for Somalias kyst, men ikke kunne deltage i tilsvarende fredsskabende EU-missioner, der endda var langt bedre til at adressere årsagerne til problemet.

Med erhvervsbrillerne på
Meget uheldigt bliver forbeholdet også, hvis vi tager erhvervsbriller på.

EU har nemlig etableret en ny forsvarsfond, der fra 2020 vil råde over 5,5 milliarder euro om året. Det kan sætte fart i investeringer og udviklinger af nye europæiske forsvarssystemer.

Formelt kan Danmark være med i forsvarsfonden, fordi den er lanceret som industripolitik under det indre marked. På papiret er det godt, da vi har over 90 konkurrencedygtige eksportvirksomheder.

De eksporterer for op imod 400 mio. kroner om året – og det skaber arbejdspladser i Danmark.

Modsat forsvarsindustrien i mange andre lande, holdes den danske forsvarsindustri ikke kørende af det danske forsvar. De danske virksomheder er eksportorienterede.

Men nu kommer de i klemme. Kun fuldgyldige medlemmer af PESCO får adgang til de 10 procent ekstra støtte, som EU vil toppe op med ved projekter i forsvarsfonden.

Dermed kan forsvarsforbeholdet i realiteten betyde, at danske virksomheder går glip af store eksportordrer og hægtes af i udviklingen af ny teknologi.

Det kan synes glædeligt for nogen, at Danmark bliver øvelsesterræn for F35-fly, men der er ikke nær de samme private arbejdspladser i dette, og der er ikke samlede øvelser på alle militære områder. Her er det alene fly.

Det rigide forbehold
Er man optaget af forsvar, ved man, at øvelser er en integreret del af dette.

De fleste af os vil jo også gerne have, at det bliver ved øvelserne. Men at være afskåret fra at øve sig sammen med sine nærmeste naboer er en absurditet, som må få selv de mest inkarnerede anti-EU-politikere til at gentænke deres position.

Medmindre man altså har andre allierede.

Forsvarsforbeholdet er nemlig så rigidt, at Danmark er afskåret fra at deltage i EU-ledede militæroperationer og kampgrupper, mens tredjelande som Norge går med.
 
Forsvarsforbeholdet har måske været effektivt for Danmark. Indtil nu.

For nu står vi med et Brexit som - i tillæg til den alvorlige situation i Rusland - ændrer det europæiske sikkerhedspolitiske billede. Tyskland og Frankrig vil noget mere på forsvarsområdet, ligesom EU-Kommissionen længe har foreslået et tættere samarbejde.

Ikke et operativt samarbejde, men et samarbejde om langsigtede investeringer og dermed om produktionen af militært udstyr i fremtidens Europa.

Her går grænsen
Et af vor tids helt store problemer er sikringen af EU’s ydre grænser.

På det punkt har vi helt oplagt stærke interesser, men vi står med ‘foden i døren’ og kan næppe blive taget alvorligt.

Så når politikere her i landet taler om sikring af de ydre grænser og vigtigheden af EU’s evne til netop dette, lyder det hult, så længe selvsamme politikere ikke tilføjer, at Danmark er forhindret i at bidrage netop på grund af forsvarsforbeholdet.

Når en politiker som Holger K. Nielsen (SF), med indsigt som tidligere udenrigsminister, men også som mangeårig EU-modstander, i dag siger om forbeholdene: “vi sagde ikke, at forbeholdene skulle gælde til evig tid,” og faktisk helst ser forbeholdet ophævet, må det ligeledes vække til omtanke.

Det er vigtigt, at alle politikere indser, at det at holde befolkningerne fanget i en indbildt, løsningsfattig virkelighed, hvor konklusionerne går i ring, ikke er vejen frem. Derimod er tydelige, ærlige, omend ikke altid populære anvisninger af løsninger på tidens udfordringer velkomne.

Populismen har en udløbsdato. Særligt i veloplyste samfund.

Kan vi bestemme alene?
Ja, det kan vi. Men ikke ret meget. Vil vi bestemme meget i forhold til egen skæbne, kan det kun ske sammen med andre lande.

Det var tydeligt i forbindelse med den seneste krig, vi var en del af, og det var tydeligt igen i forbindelse med de seneste to kriser i Europa. Både finanskrisen og flygtningekrisen viste os tydeligt, at vi naturligvis kan bestemme meget selv, men at vi ultimativt er afhængige af de løsninger, vi skaber sammen med andre EU-lande.

Dette gælder helt åbenbart på forsvarsområdet. Ingen ved deres fulde fem vil påstå, at vi kan opretholde total ‘alene bestemmelsesret’ og klare skærene i forbindelse med en egentlig konflikt.

Her er suverænitet noget, vi alene kan opnå i flok. Suverænitet og forsvar af værdier i alle ordets betydninger i Den Europæiske Union opnår vi sammen i relation til ydre fjender.

Søren Espersen (DF) talte for nylig om Erdogans manglende loyalitet i forhold til NATO, og der må man give ham ret, og med USA’s seneste meldinger i forhold til Iran-aftalen må vi alvorligt genoverveje om NATO er, hvad det var engang.

Det efterlader Europa udsat i et omfang, vi ikke har kendt til før. Nogensinde.

Og det kræver nyt sammenhold. Et sammenhold, hvor vi kan spille en central rolle og være aktive. Med viden. Med erfaring og med den geopolitiske position kongeriget har.

Der er god grund til at starte samtalen.