Ugens EU-podcast: Bliver det nogensinde jul for Theresa May?

PARLAMENTET#47: Årets sidste topmøde slog fast, at EU ikke kan gøre meget mere for at hjælpe den mørbankede premierminister med Brexit-aftalen. Det britiske parlament må tage ansvar for landets fremtid, siger Lars Løkke. Hør om endnu en vild uge i Altingets Europa-podcast direkte fra topmødecenteret i Bruxelles.

Klik her, og abonner på Parlamentet i iTunes | Find os på Soundcloud her | Stitcher her

De britiske vælgere vidste ikke rigtig, hvad de stemte om, da de stemte sig ud af EU. Og nu er det på høje tid, at Storbritanniens politikere af enhver observans tager sig gevaldigt sammen for at finde en fælles vej frem.

Det første siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) – og det andet siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Hør dem begge i den nye podcast sendt direkte fra topmødecenteret i Bruxelles, hvor de europæiske ledere har været samlet torsdag og fredag.

To et halvt år efter den britiske folkeafstemning i juni 2016 er den britiske premierminister stadig ikke i nærheden af at få godkendt den aftale om betingelserne for Brexit, som hun har forhandlet på plads med de 27 andre EU-lande.

Tværtimod går Theresa May fra nederlag til nederlag i det totalt splittede britiske underhus, House of Commons, hvor hun onsdag aften overlevede et mistillidsvotum i sit eget konservative parti.

May har udskudt den afstemning om Brexit-aftalen, som skulle have været gennemført i tirsdags, og der er ikke sat nogen ny dato på endnu. Torsdag indkasserede premierministeren så et nyt nederlag på den anden side af kanalen, da de andre europæiske ledere afviste hendes ønsker om nye, juridisk bindende justeringer af aftalen om briternes udtrædelse af EU.

“Den Europæiske Union vil ikke lade sig påtvinge nogen nye juridiske forpligtelser. Det må stå krystalklart. Vi kan tilføje noget forklaring af det, der er aftalt. Men der bliver ingen genforhandling,” sagde EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, natten mellem torsdag og fredag på vegne af de 27 landes ledere.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen efterlyste, at det britiske parlament får ”gjort noget hjemmearbejde” i forsøget på at lave et nationalt kompromis i stil med det, de politiske partier i Danmark lavede efter Maastricht-afstemningen i 1992. Eller som Irlands politikere gjorde efter det irske nej til Lissabontraktaten i 2008.

”I begge de lande var der nogle, der tog ansvaret for at sige: Hvad gør vi så? Hvad er det, der kan forene os i vores lande – Danmark og Irland – hvad er det, vi skal bede Europa om?” sagde Løkke.

I ugens podcast kan du høre Altingets eksperter analysere sværdslagene på årets sidste EU-topmøde.

Du kan også lytte til et eksklusivt interview med udenrigsministeren, hvor han kommenterer de britiske kvaler og ser fremad mod Danmarks muligheder og udfordringer i et EU uden Storbritannien.

”Det fortæller måske mest historien om, at man ikke var helt klar over, hvad man stemte om. Det blev så et flertal for et Brexit, men hvad det så skulle betyde, og hvordan det skulle fortolkes, det er jo altid det svære,” siger Anders Samuelsen.

I interviewet fastslår Samuelsen også, at han stadig er imod dansk deltagelse i EU’s Bankunion – en af de vigtigste europapolitiske beslutninger for Danmark næste år.

Klik her, og abonner på Parlamentet i iTunes | Find os på Soundcloud her | Stitcher her

Med støtte fra

 

Forrige artikel Ugens EU-podcast: Trumps topdiplomat går løs på EU, FN, WTO … og alt det der! Ugens EU-podcast: Trumps topdiplomat går løs på EU, FN, WTO … og alt det der! Næste artikel Ugens EU-podcast: ”Det ligger lidt tungt” med Vestagers chancer for at fortsætte Ugens EU-podcast: ”Det ligger lidt tungt” med Vestagers chancer for at fortsætte
Ugens Europa-podcast: Hvad i alverden er Theresa May ude på?

Ugens Europa-podcast: Hvad i alverden er Theresa May ude på?

PARLAMENTET#57: De seneste dages afstemninger i det britiske Underhus rejser flere spørgsmål, end de besvarer. Er Brexit nu udskudt, og hvad siger de andre europæiske ledere til det på næste uges topmøde? Hør om det i podcasten, hvor vi også spørger Nye Borgerlige, hvorfor de vil melde Danmark ud af EU.