Debat

Knudsen: Alle gode gange otte

KLUMME: Retsforbeholds-afstemningen er blevet unødigt kompliceret af skræmmekampagner fra begge fløje. Det er ikke underligt, at vælgerne er blevet mere og mere forvirrede over, hvad vi egentlig stemmer om, og hvad konsekvensen af et ja eller et nej er, skriver Lisbeth Knudsen. 

Torsdag går danskerne til valg om retsforbeholdet. Valgstederne har åbnet fra 09.00-20.00. 
Torsdag går danskerne til valg om retsforbeholdet. Valgstederne har åbnet fra 09.00-20.00. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Valgdage og folkeafstemninger er demokratiets festdage. Således også i dag torsdag.

Men der knytter sig altid en nervepirrende nervøsitet til folkeafstemninger, der har noget med EU at gøre. På den ene side støtter flertallet af danskerne og de politiske partier meget klart projektet. På den anden side skal fællesskabet "dernede i Bruxelles" ikke beslutte for meget og have for stor indflydelse på vores velfærdssamfund.

Den samme, gamle forestilling
Det er, som om hver gang vi i Danmark skal til folkeafstemning om noget, der har med EU at gøre, så får vi en genopførelse af den samme, gamle forestilling på den danske nationalscene. Dog er denne folkeafstemning blevet tilført en ny dimension. En grundlæggende mistillid til at politikerne i Folketinget, som vi selv gennem det repræsentative demokrati har valgt, kan betros opgaven med i et nyt tilvalgssystem i stedet for retsforbeholdet at sige ja og nej til kommende EU-forordninger på retsområdet.

På den ene side har mange altså en skepsis mod at overlade mere til bureaukraterne i Bruxelles og en grundlæggende national bekymring for vores grænser, vores velfærdssamfund og vores ret til selv at beslutte, hvordan vi vil indrette os. Læg dertil en generel manglende tillid hos vælgerne til politiske løfter og politikerne i almindelighed, når de lover, at en forandring er til det bedre.

Danskerne synes trods 43 års EU-medlemskab aldrig helt at få fejet en underlæggende EU-skepsis af bordet, skønt ingen i dag kan se alternativet.

Lisbeth Knudsen

På de anden side et svært kommunikerbart budskab om, at fællesskabet er bedre, skaber mere tryghed og kan udrette mere end enkeltstater i vore dage. At vi i dette tilfælde med en fritvalgsordning i stedet for et retsforbehold stadig selv bestemmer, hvad vi vil være med til, og at det er almindelig sund fornuft at være med i samarbejdet på det retslige område i EU på en stribe udvalgte felter, mens det er usikkert at stå uden for og være afhængig af de andre medlemslandes gode viljer.

Og endelig at danskerne er sikret en ny folkeafstemning, hvis nogen skulle finde på at sende lige præcis styringen af dansk politik på asyl- og indvandringsområdet til EU. Hvad der selvfølgelig ikke mindst lige nu ville være det rene politiske selvmord at foreslå.

Der knytter sig altid en nervepirrende nervøsitet til folkeafstemninger, der har noget med EU at gøre. På den ene side støtter flertallet af danskerne og de politiske partier meget klart projektet. På den anden side skal fællesskabet "dernede i Bruxelles" ikke beslutte for meget og have for stor indflydelse på vores velfærdssamfund.

Lisbeth Knudsen

Tæt opløb
Det er lidt spøjst, at vi oftere og oftere når frem til, hvis vi har et konkret problem, at så må det finde en løsning på europæisk plan, men vi har meget svært ved at slippe de fire forbehold, som blev grundlaget for det nationale kompromis i 1993, og som bl.a. indeholder retsforbeholdet.      

Dagens afstemning ligner et tæt opløb med rigtig mange tvivlere til sidste øjeblik. Og med EU-afstemninger ved man aldrig rigtigt, hvordan det kan ende i Danmark. Så meget er politisk børnelærdom. Hvis det bliver et nej, kan statsministeren takke sig selv for, at han undlod at flytte afstemningen på grund af flygtningekrisen, som helt utvivlsomt har haft en indflydelse på debatten og har de-fokuseret den politiske håndtering af afstemningen.

Mediernes rustne gasthåndtag
Og der er noget helt andet, som desværre også er en genopførelse i forbindelse med denne folkeafstemning. Det er mediernes meget rustne gashåndtag, når det gælder dækningen af EU-stoffet - om jeg så må sige uden for højtiderne. Når vi har en folkeafstemning eller et valg til Europa-Parlamentet, skrues der pligtskyldigt op for dækningen af publicistiske grunde.

Mellem afstemningerne handler EU-dækningen stort set om de mere spektakulære ministermøder med drama i luften og møderne mellem stats- og regeringslederne og ikke om, hvad der foregår i det europæiske maskinrum sådan til daglig. Det hører vi ganske enkelt meget lidt om, og det fylder meget lidt i den hjemlige politiske debat, fordi det ikke giver politiske plus-point at tale om EU her i Danmark, bortset fra hvis man kan hænge en enkelt EU-bureaukrat til tørre eller besejre systemet. Vi elsker "lille Danmark mod alle de andre"-scenariet.

Det er nu 43 år siden, vi stemte om EU første gang i 1972. Det vil sige om vores medlemskab af EF, som det hed dengang. 63,4 procent stemte ja til dansk medlemskab. 37 procent stemte nej. I 1986 stemte vi om etableringen af det indre marked. Her stemte 56,2 procent for. Imod stemte 43,8 procent.

5-2 til ja-siden
I 1992 stemte vi om Maastricht-traktaten og en kraftig udvidelse af det europæiske samarbejde. Danmark stemmer nej i et meget tæt løb med 50,7 procent nej og 49,3 procent ja. Året efter stemmer vi igen - denne gang om det nationale kompromis og de fire forbehold og Edinburgh-aftalen. Herunder retsforbeholdet, som vi nu i dag stemmer for eller imod at erstatte med en tilvalgsordning. I 1993 bliver det til 56,7 ja og 43,3 nej.

Fem år senere er vi igen på vej til stemmeurnerne om Amsterdam-traktaten, som indfører muligheden for flertalsafgørelser i ministerrådet og mere magt til parlamentet. 55,1 procent stemmer ja. 44,9 procent stemmer nej i 1998. To år senere stemmer vi igen. Denne gang om Euroen og erstatningen af den danske krone. 46,8 procent stemmer ja og 53,2 procent stemmer nej. Det falder med et brag. Herefter går der 14 år inden vi stemmer igen om en EU-sag. Danmarks deltagelse i den fælles europæiske patentdomstol. 62,5 procent stemmer ja. 37,5 procent stemmer nej. Og dermed er vi fremme ved dagens afstemning.

Hvis odds følger de syv EU-relaterede afstemninger, vi har haft, så står det 5-2 til ja-siden. Men alle politikere ved, at en EU-afstemning kan blive særdeles tæt løb og kan være helt uforudsigelig.

Spillet om sorteper
Dagsformen for EU er ikke en opadgående kurve i forhold til løsninger på flygtninge- og migrant-krisen. På den anden side er netop den måske det mest aktuelle symbol på, at vi ikke kan illudere at leve i en isoleret enklave upåagtet af det, der foregår i Mellemøsten og Afrika og i resten af Europa. Det samme gælder den grænseroverskridende kriminalitets- og terrorbekæmpelse. Det vidner alt om. Også de seneste terrorhandlinger i Paris.

Dårligt kommet ud af finanskrisen forsøger EU at håndtere den aktuelle flygtninge- og migrant krise. Den europæiske debat gøres til et spil sorteper om, hvem der sidder tilbage med de fleste af flygtningene og hvem, der skal betale for at holde dem i nærområderne, mens vi strammer vores adgangsregler og skærper tilsynet med vores ydre grænser og i nogle tilfælde også de indre.

Unødig kompliceret afstemning
Folkeafstemningen om erstatning af retsforholdet med en tilvalgsordning er blevet unødigt kompliceret af de skræmmekampagner, som er kørt fra begge fløje. Det er ikke underligt, at vælgerne er blevet mere og mere forvirrede over, hvad vi egentlig stemmer om, og hvad konsekvensen er af et ja og et nej.

Flere af nej-sigerne erkender jo, at ja-sidens fritvalgsordning og en del af de 22 retsakter, som følger med sammen med det fortsatte Europol-samarbejde, slet ikke er så dårlig en ide endda, de vil bare ikke have, at det overlades til Folketinget at administrere en fritvalgsordning, mens retsforbeholdet ville lægge disse spørgsmål ud til vælgerne hver gang, og ja-siden kan ikke fuldkommen afvise, at vi på en eller anden måde kan blive i Europol-samarbejdet, hvis der stemmes nej.

Måske troede statsministeren, at denne sag - på trods af heftigt modspil fra Dansk Folkeparti - ville være en ren søndagstur med Europol og politisamarbejdet som frontargument. Men danskerne synes trods 43 års EU-medlemskab aldrig helt at få fejet en underlæggende EU-skepsis af bordet, skønt ingen i dag kan se alternativet.

God folkeafstemning, og husk at stemme.

 ---
Lisbeth Knudsen er redaktør og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og fra 1. december direktør for Mandag Morgens danske aktiviteter. Hun har indtil fornylig været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hun har desuden haft en række fremtrædende bestyrelsesposter i den danske medieverden. Hver anden torsdag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00