Analyse: Hold øje med de stille magthavere i 2018

ANALYSE: 90’erne og 00’erne var deklarationernes årtier, hvor en generation af spindoktorer lærte politikerne, at politik skulle føres i konstant kommunikation med vælgerne. Men i 2018 skal vi se forbi kommunikationen, hvis vi vil få øje på politikken, skriver Mikkel Vedby Rasmussen. 

Hold øje med Wang Huning – nummer to fra venstre. Han er nyt medlem af den kinesiske Centralkomité og et eksempel på fremtidens anonyme magthavere, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.
Hold øje med Wang Huning – nummer to fra venstre. Han er nyt medlem af den kinesiske Centralkomité og et eksempel på fremtidens anonyme magthavere, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.Foto: /ritzau/Ng Han Guan

Ved første øjekast er professoren svær at skelne fra de andre mænd i mørke jakkesæt. Hans akademiske uafhængighedserklæring består i et lavendelblåt slips, som adskiller ham subtilt fra de andre partilederes røde slips, der har fundet hvile på maver, der er et vidnesbyrd om mange officielle middage.

Som med en trickkunstner på Strøget skal man se væk fra Putins fagter og derhen, hvor han ikke ønsker, vi skal se, for at se, hvor tingene virkelig sker.

Professoren er slankere end de andre apparatjikker og minder om den advarsel, som Shakespeare lagde i munden på Julius Cæsar: ’Han ser mager og hungrig ud; han tænker for meget; den slags folk er farlige’. De subtile markører – vægt og farven på hans slips – markerer, at Wang Huning er værd at holde øje med. Sammen med de seks andre mænd i mørke jakkesæt blev han 24. oktober 2017 udpeget til Centralkomiteens stående udvalg. Professoren er dermed en af de syv mest magtfulde mænd i Kina.

Wang Huning var professor i statskundskab ved Fudan University i Shanghai og har siden 1990’erne arbejdet som rådgiver for lederne i Beijing. Hvis Wang Huning er Kinas Henry Kissinger, så har han i Xi Jinping fundet sin Richard Nixon, der har gennemført sine visioner ved at stramme grebet om det kinesiske samfund, samlet magten og ført en langt mere offensiv udenrigspolitik end sine forgængere.

Kulmineret med Twitter-kongen Trump
Wang Huning er eksemplet på en type magthaver, som vi skal holde øje med. 90’erne og 00’erne var deklarationernes årtier, hvor en generation af spindoktorer lærte politikerne, at politik skulle føres i konstant kommunikation med vælgerne. En Tony Blair ville forføre sit publikum, mens en Barack Obama lod sine tilhørere være vidne til nuancerede debatter, som præsidenten holdt med sig selv for åben skærm.

Denne tendens er kulmineret i den evigt tweetende Trump og andre politikere, som altid kommunikerer med resten af verden, men sjældent om politik. Politikken er tværtimod krøbet i skyggen. For mens Trump tweeter truende mod ’rocket man’, så foregår diplomatiet om Nordkorea i det stille mellem Beijing og Washington.



Seuls indbyggere holder øje med konfliktniveauet mellem naboen i nord og USA. Foto: /ritzau/AP/Ahn Young-joon

Mens Søren Pind (V) går til tasterne om kommunalpolitik i København, forhandler hans ministerium en milliardomlægning af finansieringen af universiteterne. Ikke alene har politikkens form forandret sig, men i lande som Kina og Rusland finder politikken sit indhold i baglokalet, og de offentlige begrundelser for den er som glasuren på en brændt kage – den skinnende overflade siger meget lidt om, hvad der er indeni.

Trickkunstneren Putin
Ofte er den officielle retorik et spejl. Den russiske præsident, Putin, taler om, hvordan Vesten manipulerer offentligheden, støtter destabiliseringen af regeringer fra Egypten til Ukraine og bruger sit militær til at tvinge egne ideer om demokrati og markedsøkonomi igennem over hele verden.

Man skal blot udskifte Vesten med Rusland for at se en overraskende åbenhjertig beskrivelse af Ruslands udenrigspolitik, som Putins generalstabschef, general Valery Gerasimov, endda har formuleret i en doktrin. En doktrin, som vestlige regeringer og militære planlæggere diskuterer, som var det en Ikea-manual til russisk udenrigspolitik.

Dermed har Rusland for alvor scoret point – for ved selv at definere, hvordan Vesten skal forstå deres politik, kan de frit vælge en anden taktik, som vi ikke er forberedt på. Som med en trickkunstner på Strøget skal man se væk fra Putins fagter og derhen, hvor han ikke ønsker, vi skal se, for at se, hvor tingene virkelig sker.

Så for os andre, der sidder som en slags sikkerhedspolitiske ornitologer med en stor kikkert og prøver at forstå de geopolitiske fugles liv, gælder det om at se væk fra de farvestrålende arter som Donald Trump, der basker højlydt med vingerne, og i stedet holde øje med, hvor diskrete folk med lavendelblå slips leder verden hen.

Putins nationalistiske vision
Putin er måske den mest ideologiske leder af en stormagt i dag. Han er netop det modsatte af den skakspillende realpolitiker, som han ønsker at fremstille sig selv som. Putins vision er nationalistisk og derfor afviser han moderne politik til fordel for en ideologi, hvor folkets vilje oversættes til politik af en stærk leder, som ikke er bundet af andet end nationens interesse.

En interesse, der belejligt nok ofte er lig med Putin og hans bagmænds økonomiske interesser. Det er sådan, at langt de fleste lande er blevet styret op gennem historien – det kan gøres succesfuldt som i Kina eller mindre succesfuldt som i Zimbabwe, men det er ikke desto mindre sådan, politik er de fleste steder – bortset fra i Europa og USA.

Derfor prøver Putin af al magt at nedbryde de vestlige institutioner og regeringer. De udgør et alternativ for en russisk befolkning, som Putin ikke ønsker skal få for mange ideer.

Skyggekrigen mellem russiske indflydelsesagenter og vestlige efterretningstjenester vil derfor fylde meget de kommende år. Præcist som under Den Kolde Krig vil meget lidt af denne krigs slag se dagens lys. Nogle gange er der en åbenlys konflikt, som når Rusland vil trække en rørledning i Østersøen, andre gange er der blot en kryptisk nyhed eller afsløringen af, at Rusland har støttet en given kampagne.

Ofte er det proxyer, som gør det beskidte arbejde. Er Wikileaks for eksempel blevet den russiske efterretningstjenestes forlængede arm?

Merkels styrke er hendes svaghed
Den centrale spiller i forholdet mellem Rusland og Vesten er Tyskland. Tyskland er selvfølgeligt et anderledes åbent samfund end Rusland, men med en politisk kultur, som søger en leder at forene sig bag, så sker de store politiske forandringer i Tyskland i kulissen og kommer først til syne, når hovedpersonen på scenen har foretaget sin exit.

Den store nyhed i det tyske valg i 2017 var således ikke, at Merkel fik en fjerde periode som kansler, men at flertallet af tyskere stemte for noget andet end hendes partis dagsorden.

Ikke for ingenting hedder det højreorienterede oppositionsparti Alternative für Deutschland. Den tyske sociolog Ulrich Beck talte om Merkiavelli som et udtryk for, at Merkels talent for at bevare magten er så stort, at det ville have imponeret den gamle mester fra Firenze. Dette talent er imidlertid også Merkels svaghed.

Regeringskaosset i Tyskland
Merkel er den ultimative taktiker, som har meget lidt blik for strategien. Bag alle hendes løsninger på alt fra græsk gældskrise til flygtninge er der således problemer, som vil virke uoverkommelige, når hun ikke længere er der til at samle trådene.

Uanset hvilken regering der bliver dannet i Berlin, vil Merkels sidste akt i Kansleramt blive præget af, hvad der skal følge efter. Det er præcis derfor, Frankrig er så ivrig efter at få aftaler om mere europæisk integration med Merkel. Men hvordan skal hun være i stand til at levere på alle præsident Macrons planer, hvis en broget koalition hjemme i Berlin allerede er begyndt på den næste valgkamp?

Macron håber tydeligvis, at han har idéer nok til, at nogle af dem vil overleve det konservative bombardement fra Berlin. Men hvilke?

Kampen om Merkels arv vil stå i det fransk-tyske forhold. Den kamp begyndte i efteråret 2017 og fortsætter i 2018. Det er således embedsmændene i det franske og tyske udenrigsministerium, som vil lægge sporene for tysk og europæisk politik i årene fremover.

Når disse forhandlinger kommer til offentlighedens kendskab, er det som korte tv-indslag om underskrivelsen af obskure samarbejdsaftaler med teknokratiske forkortelser som for eksempel PESCO. Det vil kun bekræfte både tyske og franske euroskeptikere i EU’s grundlæggende udemokratiske natur.

Hvad kan Merkel egentlig give franske Emmanuel Macron, spørger Vedby Rasmussen. Foto: /ritzau/AP/Michael Probst

Det er langt fra givet, at Frankrig og Tyskland kan mobilisere et flertal for nye initiativer. Både i deres egne befolkninger, hvor både Macron og Merkels mandater er svage, selvom de lige har vundet i et valg, og blandt de andre europæiske befolkninger, hvor alle fra hollændere til polakker sætter spørgsmålstegn ved den måde, man hidtil har fundet løsninger på i EU.

EU-tilhængerne mener, at de kan slappe af nu, fordi et flertal EU-borgere siger, at de er tilhængere af EU (40 procent af alle EU-borgere har et positivt syn på EU, 56 procent i Danmark – Eurobarometer 87, 2017). Men det er at misforstå EU-modstandens natur. De fleste europæere ser sig netop som europæere og går ind for europæisk samarbejde.

Så langt har EU været en succes, men fordi samarbejdet er udgangspunktet, er selve måden, samarbejdet skal foregå på, og hvad det skal levere, i høj grad til diskussion. Den diskussion, der ulmer under europæisk politik, er som et undersøisk vulkanudbrud, der udløser en tsunami, som ingen ser, før bølgen rammer en fjern strand.

Se forbi Trump
Det er netop på en fjern strand, at de største konflikter i 2018 kan komme. Takket være blandt andre Wang Hunings doktrin om et mere offensivt Kina, har Kina i det stille befæstet en række øer i det sydkinesiske hav.

De er nu en række geopolitiske miner spredt ud over havet, som kan udløse en konflikt mellem USA og Kina, hvis en partner vælger at træde på dem – eller i spinaten. Som Nordkorea, en konflikt omkring de baltiske lande, krig mellem Iran og Saudi-Arabien er det konflikter, som ligger klar til at eksplodere med intet eller kort varsel.

Det kan være i 2018 – eller det kan være aldrig – men magterne i skyggen forbereder sig på dem, og denne forberedelse vil være det, der definerer udenrigs- og sikkerhedspolitikken i 2018.

Så for os andre, der sidder som en slags sikkerhedspolitiske ornitologer med en stor kikkert og prøver at forstå de geopolitiske fugles liv, gælder det om at se væk fra de farvestrålende arter som Donald Trump, der basker højlydt med vingerne, og i stedet holde øje med, hvor diskrete folk med lavendelblå slips leder verden hen.

---
Mikkel Vedby Rasmussen er professor og institutleder ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Vedby Rasmussen

Professor og dekan, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997), MSc International Relations (London School of Economics 1995), ph.d. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00