En uge i miljøets tegn

EU-DAGBOG: Konference om plastikgenbrug, møder om biodiversitet og vandkvalitet var nogle af de emner, som prægede Anna Rosbachs uge i EU-Parlamentet.
Af Anna Rosbach Andersen
MEP, Dansk Folkeparti

Mandag
Ugen startede - som den næsten altid gør - med at jeg klokken 06:35 fløj med det første fly fra København til Bruxelles. Det er hårdt at stå så tidligt op på en mandag, især når man bor et godt stykke fra København. Men hvis jeg skal nå det hele, har jeg ikke andre muligheder.

Denne mandag var endda ekstra travl, da jeg ikke blot havde møder til klokken 18:30 - men også stod for en konference om plastikgenbrug i EU. Sammen med folk fra plastgenanvendelsesindustrien, var også nogle MEP-kollegaer, nogle politiske rådgivere og folk fra forskellige dele af Kommissionen tilmeldt. Det er et vigtigt emne, og vi arbejder videre med det.

Tirsdag
Tirsdagen var som så ofte fyldt helt ud med møder. Det første møde var et såkaldt koordinatormøde, der startede kl. 08:30, og derefter fortsatte det regulære møde i Miljøudvalget; hvor der blev holdt workshop om den knap så heldige håndtering af svineinfluenzaen sidste år.

Om eftermiddag skulle vi både konstituere Europa-Parlamentets officielle delegation til klimatopmødet i Cancun i december og briefes af Kommissionen om samme emne. Den officielle delegation er på 15 mennesker fra Europa-Parlamentet, hvoraf en tredjedel er fra de nordiske lande: To danskere (undertegnede og Dan Jørgensen fra S), to svenskere og en enkelt finne. Gad vide, om nordboere er mere klima-fokuserede end andre?

Nogle politiker tager ikke naturen særlig alvorligt, mens atter andre glemmer realismen - begge dele er lige skidt.

Anna Rosbach Andersen
MEP, DF

Onsdag
Først på dagen havde jeg heldigvis lidt tid til at arbejde på kontoret - hvilket var nødvendigt, da en af de betænkninger, jeg er ordfører på (den der hedder Beyond GDP) skulle sendes til oversættelse - og den manglede lige en sidste korrekturlæsning. Vi har allerede haft en del møder med både Kommissionen og repræsentanter for de andre politiske grupper om den og møderne fortsætter.

Eftermiddagen startede med et gruppemøde, derefter mere arbejder - og omkring kl 18.00 holdt jeg tale i plenarsalen. Emnet var biodiversitet, og debatten var interessant, men afslørede også forskellene, der er her i huset: Nogle politikere tager ikke naturen særlig alvorligt, mens atter andre glemmer realismen - begge dele er lige skidt.

Torsdag
Dagen i dag begyndte med et møde i intergruppen for Seas and Coastal Areas, hvor jeg sidder i bestyrelsen. Derefter er der lige netop tid til et møde om de kontroversielle kropsscannere i lufthavnene. Efter møder har vi afstemning i Parlamentet, frokost med den Danske Publicistklub, og inden jeg skal til lufthavnen, kan jeg lige nå endnu et møde, denne gang om vandkvaliteten. Det er et emne, der ligger mig meget på sinde. Forhåbentlig er jeg hjemme hos mig selv omkring kl. 21:00 i aften.

Fredag
Er jeg for én gangs skyld i Danmark allerede fra morgenstunden af. Normalt tager jeg først flyveren tilbage fredag eftermiddag, men i morgen (fredag) er jeg nødt til at have både kat og hund til dyrlægen; blot fordi mor er politiker, skal de ikke lide. Derefter står den på arbejde på kontoret derhjemme. Forhåbentlig når jeg at få weekend i denne omgang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Rosbach

Fhv. MEP (DF og Fokus), fhv. regionsrådsmedlem (DF), Region Hovedstaden
industrielt design (Technische Universität Berlin), operasanger

0:000:00