Ugebrevet EUROPA stopper

STOP: Efter 108 eksemplarer af det ambitiøse Ugebrevet EUROPA er det slut. Det har bevillingsmæssigt ikke været muligt at fortsætte driften af ugebrevet.
Foto: Ugebrevet EUROPA
Morten Øyen
I juli måned nåede Ugebrevet EUROPA op på nummer 108 i rækken af elektroniske ugebreve. Det bliver dog foreløbigt det sidste, da det ikke bevillingsmæssigt har været muligt at fortsætte driften af ugebrevet.

Ugebrevet EUROPA blev første gang udgivet i 2007 og har siden fundet vej til læsernes indbakke med bidrag fra landets skarpeste EU-eksperter.

Ambitionsniveauet fra ugebrevet har været højt, og folkene bag har fra første dag formidlet viden, baggrund og analyser om EU, der ikke har været at finde i andre danske medier. Og ugebrevets seneste læseranalyse viste også, at læserne af ugebrevet var tilfredse:

For størstedelen af læserne var ugebrevet blandt de primære informationskilder om EU og europæiske forhold.

Redaktionel uafhængighed
Ugebrevet EUROPA har været finansieret og udgivet af Europa-Kommissionens repræsentation i Danmark. Det har dog ikke betydet, at ugebrevet nødvendigvis har været udtryk for EU-Kommissionens officielle synspunkter. Ofte tværtimod.

Derfor vil den opmærksomme læser af ugebrevet også have bemærket, at Ugebrevet EUROPA på sin hjemmeside, altid har en "vigtig juridisk meddelelse" i øverste højre hjørne af siden. Her kan man læse følgende "ansvarsfraskrivelse": "Kommissionen påtager sig imidlertid intet som helst ansvar for oplysningerne på dette sted."

Presse- og informationschef ved EU-Kommissionen Danmark, Michael Vedsø, har været ansvarshavende redaktør af ugebrevet, mens Christian Olesen fra Rostra Kommunikation A/S har været redaktør.

Yderligere oplysninger kan findes på http://www.ugebrevet-europa.dk/, hvor man også kan finde alle tidligere ugebreve.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00