Analyse af 
Esben Schjørring

Folkeafstemningen, der blev væk

Ja-siden har lært af historien om sine egne fiaskoer og står til at vinde en historisk sejr ved folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold. Opskriften har været at føre så lidt og så afdæmpet en kampagne som muligt – og undgå at ligne en elite, folket har kunnet protestere imod. 

I lang tid har DF-formand Morten Messerschmidt haft debatten om forsvarsforbeholdet for sig selv, men her til sidst er han begyndt at føle sig lidt vel alene. For er der en nej-kampagne at stå i spidsen for, hvis der ikke er en ja-kampagne?
I lang tid har DF-formand Morten Messerschmidt haft debatten om forsvarsforbeholdet for sig selv, men her til sidst er han begyndt at føle sig lidt vel alene. For er der en nej-kampagne at stå i spidsen for, hvis der ikke er en ja-kampagne?Foto: Nils Meilvang /Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

”Det er en tanke værd, om der simpelthen er nogen, der spekulerer i at få så lidt opmærksomhed på den folkeafstemning overhovedet – for ad den vej måske at sikre det gunstigste grundlag for at få et ja.”

Sådan lød det frustreret fra DF-formand Morten Messerschmidt under Folketingets afslutningsdebat i sidste uge. I lang tid har han haft debatten om forsvarsforbeholdet for sig selv, men her til sidst er han begyndt at føle sig lidt vel alene. For er der en nej-kampagne at stå i spidsen for, hvis der ikke er en ja-kampagne? 

Læs også

 
Noget uvant har Messerschmidt lige på dette punkt fået følgeskab Politikens kommentator, tidligere særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, Noa Redington.

”Man er så bange for at fortælle danskerne, at deres valg har konsekvenser, at man lader nonsens forbigå i tavshed, ” skrev han – ligeledes for en uge siden. 

”Man er så bange for at blive beskyldt for at føre skræmmekampagne, at man reelt har valgt ikke at føre kampagne. Det kan stadig gå galt.”

Er der én ting, ja-siden har lært – eller i hvert fald orienteret sig efter – denne gang, så er det, at jo mere og jo hårdere, man går på kampagne for et ja, jo mere mobiliserer man nej-sidens vælgere.

Den første kæmper for et nej til onsdagens folkeafstemning om det danske forsvarsforbehold, den anden er dybfølt fortaler for et ja. Men begge er blevet taget på sengen over en ja-kampagne, der har ageret helt anderledes, end de havde forventet.

Det er måske en overdrivelse at hævde, at der slet ingen ja-kampagne har været, men den har i hvert fald været ekstremt afdæmpet, og ja-siden har næsten gjort mere ud af at omfavne tvivlerne i deres tvivl end forsøgt at overbevise dem om at stemme ja.

Går det som meningsmålingerne spår, skrives der ikke kun dansk politisk historie onsdag aften. Et ja vil lægge til analysen af, hvordan dansk politik er et laboratorium for, hvordan den politiske midte i Vesten kan håndtere populisme og protest.

Unionen, der kom bag på os

I tilbageblik ser historien altid entydig og fastlagt ud. Men årene fra 1989-1992 var præget af opbrud, forvirring og uvished. Den Kolde Krig var også et verdensbillede, man orienterede og placerede sig efter og en måde at forstå international politik på.

Da Berlinmuren faldt, og Sovjetunionen brød sammen, efterlod det et landskab, politikerne og iagttagerne først skulle til at tegne et kort over.

I Danmark kom det fransk-tyske unionsprojektet i EF, som historikeren Niels Wium Olesen beskriver i sin bog Poul Schlüters tid, i et ret stort omfang bag på politikerne og den borgerlige regering.

Både når det kom til international politik efter Den Kolde Krig og EF’s fremtid drejede det sig om, hvordan man skulle forholde sig til Tysklands genforening.

Hvordan skulle man i en ny tid håndtere det gamle tyske dilemma, der havde kastet så meget krig og ustabilitet af sig gennem historien, og som USA's forhenværende udenrigsminister, Henry Kissinger, engang har sat på følgende formel: For stor til Europa, for lille til verden.

Statsminister Poul Schlüter mente til en start ikke, at et nyt stort, stærkt og samlet Tyskland var i Danmarks interesse, også selvom udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen hurtigt fik lagt en anden linje, der bakkede op om genforeningen.

”Men det må være i dansk og europæisk interesse, at en fremtidig forening af det tyske folk finder sted i en europæisk sammenhæng,” som han skrev i kommentar i Politiken i 1990.

Men det betød samtidig, at det europæiske projekt skulle geares anderledes.

Det er blevet sværere for nej-siden at gestalte sig som folkets proteststemme mod eliten denne gang. I stedet er det at stemme nej blevet nationalkonservativt og borgerligt.

Fra især fransk side blev unionsprojektet et svar på den tyske genforening. Hvis vi ikke skulle have et tysk Europa, men et europæisk Tyskland, var det nødvendigt at integrere tysk økonomi, som også dengang var Europas stærkeste, i en fælles europæisk økonomi. Og det betød en begyndende statsdannelse – en økonomisk og politisk union – på overstatsligt niveau.

I den forhandling gik tyskerne dog kun med til, at pengepolitikken blev føderal, mod at den Europæiske Centralbank skulle ligge i Frankfurt.

Finanspolitikken, skatteudskrivningen og statsgælden forblev national. Indtil corona var det en umulighed at forestille sig, at tyskerne ville kautionere for andre lands gæld.

Under alle omstændigheder: mindre end et år efter den tyske kansler Helmut Kohl overraskende allerede i november 1989 havde annonceret sit tipunkts-program for en genforening af Tyskland, blev det geopolitisk virkelighed 28.-29. september 1990.

Og to-en-halv måned senere gik regeringskonferencen om omdannelsen af EF til EU i gang – og kun et år senere blev den nye traktat underskrevet i den hollandske by Maastricht.

Frankrig, Irland og Danmark satte den til folkeafstemning.

Og danskerne stemte nej.

Holger K’s store gennembrud

Som Holger K. Nielsen har fortalt i sin dybt personlige beretning i Altingets EU-podcast om folkeafstemningerne i 1992 og 1993, blev afstemningen om Maastrichttraktaten hans landspolitiske gennembrud som SF-formand.

Ja-siden med Uffe Ellemann-Jensen i front inviterede ham på debattourné rundt om i landet og i TV, fordi man var bange for, at valgdeltagelsen ville blive for lav, til at det så pænt og nydeligt nok ud. Ingen troede, at det nej, Holger K. Nielsen kæmpede for, ville vinde. Afstemningen om det indre marked otte år tidligere var endt med et sikkert ja (56,2 procent), og da vi meldte os ind i EF i 1972, hed ja-procenten 63,3 procent.

Men som meningsmålingerne snævrede ind i det sene forår 1992, gik ja-siden i panik. De andre lande ville ikke stoppe op på grund af os, og vi ville blive efterladt på perronen – ja-siden advarede om, at et nej til Maastricht var lig med et exit fra EF som sådan.

Omvendt lovede Holger K. Nielsen, at det kun var udvalgte dele – alle dem, der pegede frem mod en decideret EU-stat; fælles mønt, fælles forsvar, fælles retspolitik og et egentlig EU-statsborgerskab – man ville undtages fra. Et nej var ikke et nej til EF.

Det løfte sikrede ifølge Holger K. Nielsen, at det blev et nej i 1992.

Men som han også fortæller, var der mange på venstrefløjen, der ikke hørte efter lige den del. Og reagerede med protester og vold, da det gik op for dem, at Danmark alligevel blev medlem af EU – nu bare med en tillægsaftale.

Forkastelsens demokrati

Netop fordi det kun var danskerne, der stemte nej, har både vi og de europæiske iagttagere behandlet det som en ren dansk affære.

Men når man ser tilbage på afstemningen i dag, er det ret klart, at det danske nej i 1992 var første gang, man så den kløft åbne sig mellem det politiske establishment og en stor del af vælgerne, som vi sidenhen er blevet så vant til i europæisk og amerikansk politik. Specielt når det kommer til globaliseringen og de politiske svar på den – fra Brexit til Trump, fra Marine Le Pen til Alternative für Deutschland.

Går det som meningsmålingerne spår, skrives der ikke kun dansk politisk historie onsdag aften. Et ja vil lægge til analysen af, hvordan dansk politik er et laboratorium for, hvordan den politiske midte i Vesten kan håndtere populisme og protest.

Nej'et i 1992 åbenbarede den nye afgørende zone i vestlig politik, hvor "folket"’ protesterer imod "eliten". Ikke for at skifte den ud og stemme en ny ind med en anden politisk vision, for vælgerne stemmer i meget høj grad den samme elite ind valg efter valg. Men for at få den til at agere anderledes end den gør, uden at det er klart, hvad det mere præcist vil sige.

Det danske nej i 1992 var det første eksempel på det, den politiske filosof Ivan Krastev først i 2014 i sin bog Democracy Disrupted – The Politics of Global Protest beskrev som "forkastelsens demokrati", og som han mener, kendertegner de vestlige samfund i dag.

”Mens de protesterende ser valg som en mekanisme for elitens kontrol over samfundet, udgør protesten selv folkets instrument til at kontrollere eliten og holde dens magt i skak,” som Krastev skriver.

Og det bedste bevis på, at den dynamik gjorde sig gældende i 1992, er sådan set Holger K. Nielsens skæbne, da han i 1993 gjorde alvor af sine egne argumenter og sammen med Poul Nyrup Rasmussen udformede Det Nationale Kompromis og anbefalede danskerne at stemme ja til Edinburghaftalen.

Dermed meldte SF sig ikke alene ud af den totale modstand mod EU. Med ét gik Holger K. Nielsen fra at være protestens stemme til at blive en del af eliten, og dermed mål for protesten selv.

Endda i bogstavelig forstand, da han blev bombarderet med æg og tomater i Fælledparken 1. maj 1993. Og da ja’et kom 17 dage senere udbrød de værste uroligheder i efterkrigstiden på Nørrebro i København.

Men det er også fra det tidspunkt, at den danske EU-modstand og protest mod eliten migrerede ud på hver sin yderfløj.

Enhedslisten, som ikke klarede spærregrænsen ved folketingsvalget i 1990, fik med SF’s ja til Edinburghaftalen erobret et mandatgivende antal anti-EU-vælgere på den yderste venstrefløj ved folketingsvalget senere på året i 1993.

Og to år senere, i 1995, blev Dansk Folkeparti stiftet, hvor stram udlændingepolitik og EU-modstand udgjorde hovedelementerne i partiprogrammet.

Ja-siden gider ikke være eliten

Det flyder med andre ord med vraggods fra historien ved morgendagens afstemning. Alene ordet ”Det Nationale Kompromis”, som Holger K. Nielsen opfandt efter Maastrichtafstemningen, er atter dukket op.

Og igen handler det om udviklingen i Østeuropa og øst for Europa. EF blev til EU, fordi Østblokken sank sammen, og fordi hvad Tyskland var som land og politisk faktor forandrede sig.

Denne gang sker det på baggrund af Ruslands krig i Ukraine og i lyset af, at Tyskland – fodslæbende og modstræbende – nu forvandler sig fra ikke alene at være Europas stærkeste økonomi til også ad åre at blive det militært stærkeste land.

Og som en europæisk randstat forandrer det igen – og selvfølgelig – Danmarks forhold til Europa.

Men noget er også anderledes fra 1992.

Enhedslisten har som led i sin modernisering og målet om ikke kun at være en rød-grøn protestbevægelse, men et regulært magtparti, netop opgivet den totale afvisning af EU.

Med SF med på ja-siden er EU-modstanden dermed ikke længere tværpolitisk, i hvert fald på et partipolitisk plan. Den er i stedet ved at blive et rendyrket højrefløjsfænomen med DF og Nye Borgerlige som dens repræsentanter.

Det har åbenlyst svækket nej-kampagnen. For når nej’et ikke er tværpolitisk, bliver det partipolitisk. Det er simpelthen blevet sværere for nej-siden at gestalte sig som folkets proteststemme mod eliten denne gang. I stedet er det at stemme nej blevet nationalkonservativt og borgerligt. Det støder med andre ord en masse potentielle venstreorienterede vælgere fra sig.

Men som det helt store er ja-siden holdt op med at tænke på sin egen kampagne som et stort anlagt og massivt overtalelsesprojekt, hvor vælgerne skal belæres, nudges og til sidst skræmmes til et ja.

Man har med fuldt overlæg taget dramaet, værdi- og identitetspolitikken ud kampagnen for at undgå rollen som eliten, der forsøger at trække folket ved bidslet hen til EU-truget.

I stedet har det – især for de partier med mange nej-sigere og tvivlere blandt deres vælgere, altså, S, SF og K – handlet om, at gøre ophævelsen af forbeholdet til et mindre, praktisk spørgsmål. Og har man endelig bragt værdier på spil, har man talt om symbolske ved at stå sammen med de andre europæiske lande.

Hvis ja-siden vinder i morgen, handler det ikke kun om det gode argument. Det handler også om, at man har undgået at gøre sig selv til mål for den form for protest-politik, Ivan Krastev taler om.

Og ligesom man blandt politiske iagttagere rundt omkring i Europa og USA har noteret sig, at Socialdemokratiet i 2019 lykkedes med at demontere DF og genvinde regeringsmagten i populismens tidsalder, vil man med et ja igen pege på, at den politiske midte i Danmark har overkommet de udfordringer, man slås med andre steder.

Hold øje med valgdeltagelsen

Samtidig er vi her trådt ind i et kampagnemæssigt relativt ukendt terræn for dansk politik. For vi danskere elsker at stemme. Mens andre lande slås med en kritisk lav valgdeltagelse til deres parlaments- og præsidentvalg, ligger valgdeltagelsen i Danmark på den gode side af 85 procent.

Men her har EU-valg vist sig at være en undtagelse. Ved afstemningen om retsforbeholdet i 2015 var valgdeltagelsen nede på 71,9 procent og ved Europaparlamentsvalget i 2019 lå den på 66 procent. Og når valgdeltagelsen bliver så lav, bliver afstemningerne også afgjort på kampagnernes evne til mobilisering af vælgerne.

I hvor høj grad kan man få sine egne vælgere ind bag det blå klæde? Og – mere dystert – i hvor høj grad kan man få modstanderens vælgere til at blive hjemme i sofaen?

Er der én ting, ja-siden har lært – eller i hvert fald orienteret sig efter – denne gang, så er det, at jo mere og jo hårdere, man går på kampagne for et ja, jo mere mobiliserer man nej-sidens vælgere.

Strategien – eller håbet – er, at en afdæmpet, næsten fraværende kampagne demobiliserer nejvælgerne, mens ja-sigerne møder op og sætter deres kryds uanset hvad.

Som sagt – alle meningsmålinger tyder på, at vi får et ja. Er der noget, man skal holde øje med udover selve resultatet, er det med andre ord valgdeltagelsen. For er den lav, omkring de 70 procent, måske under, står vi med en situation, hvor ja-siden kan have vundet, selvom man ikke engang har halvdelen af vælgerne på sin side.

Skal vi stadig have folkeafstemninger?

Havner vi der, er det svært at se, hvordan vi kan undgå en diskussion af, hvor gode folkeafstemninger er som et instrument til politiske afgørelser i det hele taget. I det mindste om vi skal organisere dem anderledes.

Ligesom det må blive en diskussion værd, om den arbejdsdeling skal fortsætte, hvor EU er noget, vi stort set kun debatterer, når der er folkeafstemninger.

Det har været en kærkommen ordning for ja-partierne, fordi de har kunnet holde på den relativt stor minoritet af deres vælgere, som er meget EU-skeptiske.

Ligesom det har været kærkomment for nej-partierne på fløjene, fordi det har været en mulighed for at få spektakulære sejre uden for den almindelige politiske kalender, hvor man har støttet en regering, blå eller rød, som har arbejdet i og indenfor EU som en politisk platform og drivkraft.

For sandheden om de danske forbehold er jo, at de mest er til for syns skyld. Vi opfører os – måske med udlændingepolitikken som undtagelse – som et fuldgyldigt EU-land.

Måske er den største konsekvens, hvis et flertal i morgen stemmer for en ophævelse af forbeholdet ikke forsvarspolitisk.

Måske bliver det, at illusionen om, at vi i nogen som helst realpolitisk forstand står uden for kernen af EU, begynder at falde fra hinanden. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00