Debat

3F om Brexit-aftale: "Ingen virker rigtig glade"

DEBAT: Handelsaftalen mellem EU og briterne er en lunken julegave fra onkel Boris Johnson og tante Ursula von der Leyen. Men den er bedre end slet ingen gave, skriver 3F's Peter Kaae Holm. 

3F læser handelsaftalen med lup og forstørrelsesglas, skriver Peter Kaae Holm.
3F læser handelsaftalen med lup og forstørrelsesglas, skriver Peter Kaae Holm.Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Kaae Holm
EU-politisk ansvarlig, 3F

24. december landede en mange hundrede sider lang julegave til europæerne og briterne med kærlig hilsen fra onkel Boris Johnson og tante Ursula von der Leyen. Hele den europæiske og britiske familie holdt vejret i spænding, mens Brexit handelsaftalegaven blev pakket op.

Alle omkring juletræet vidste nemlig godt, at denne gave vil få stor betydning for den gode stemning de næste mange år. For virksomhederne og for lønmodtagerne. For danske, britiske og europæiske jobs. For økonomien i Danmark, Storbritannien og resten af EU.

Særligt i Danmark og i 3F har vi holdt vejret frem mod gaveoppakningen af udkastet til handelsaftalen. For op mod 70.000 danske arbejdspladser afhænger af eksporten til det britiske marked.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

En stor del af de jobs er gode 3F-jobs i fiskeriet, i landbruget og i industrien. Erhverv, der i forvejen er påvirket af coronakrisen, og med jobs i udsatte områder med begrænsede job- og uddannelsesmuligheder. Gode danske faglærte og ufaglærte jobs. Faktisk er Danmark det land, som vil blive tredje-hårdest påvirket af Brexit.

Derfor har det været helt afgørende for den danske fagbevægelse at undgå det såkaldte klippekantsscenarie og et hårdt Brexit, som aldrig har været i lønmodtagernes interesse.

Én ting er sikkert: Ingen virker rigtig glade, hverken i London, Bruxelles eller København. Men alle er enige om, at en halvgod gave er bedre end slet ingen gave.

Peter Kaae Holm
EU-politisk ansvarlig, 3F

Der lød da også en lettelsens suk, da gaven blev leveret og udkastet til handelsaftalen faldt på plads. Julefreden sænkede sig for en kort stund.

Læs også

Gaven skal granskes
Men nu venter granskningen og godkendelsen af denne julegave.

Én ting er sikkert: Ingen virker rigtig glade, hverken i London, Bruxelles eller København. Men alle er enige om, at en halvgod gave er bedre end slet ingen gave, og nu skal vi se nærmere på, hvad det er for en gave.

Aftalen har været længe undervejs. Der har mildest talt været uenigheder mellem den europæiske og den britiske familie om, hvad præcist denne julegave skulle indeholde.

Onkel Boris og briterne ville gerne have et fripas til EU's indre marked uden forpligtigelser og afskære blandt andet dansk fiskeri fra britiske farvande. Skrappe tante Ursula og EU havde krav til briternes arbejdsforhold, statsstøtte og miljø samt mest mulig adgang til fiskeri i britiske farvande.

Et af de afgørende elementer for 3F har været den såkaldte "spillebane", altså spørgsmålet om, hvorvidt briterne i fremtiden vil blive forpligtet til at leve op til EU's krav til eksempelvis arbejdsmiljø, arbejdstagerrettigheder og miljø.

3F, FH, Dansk Arbejdsgiverforening har sammen med den danske regering kæmpet for denne spillebane. For hvis briterne ikke forpligter sig, kan de i fremtiden dumpe løn- og arbejdsvilkår og miljø og dermed udkonkurrere gode danske arbejdspladser og virksomheder på unfair vilkår.

Slagsmål om fiskeri fortsætter
I udkastet til handelsaftalen er parterne landet på et kompromis i forhold til den afgørende spillebane. Den skræddersyede aftale forpligter som udgangspunkt ikke briterne til at følge EU's regler på arbejdsmarkeds-, miljø- og arbejdsmiljøområdet, og aftalen skal genforhandles løbende.

Derfor nærstuderer mange netop dette kapitel som det allerførste, og i 3F læser vi med både lup og forstørrelsesglas.

Et andet afgørende element for 3F har været spørgsmålet om adgang til at fiske i britiske farvande, som har enorm betydning for gode jobs for i den danske fiskeindustri og følgeindustrien. Omkring 40 procent af de danske fangster landes nemlig i britiske farvande.

I udkastet til handelsaftalen står der, at Danmark får adgang til britisk farvand i fremtiden, men skal afgive en fjerdedel af de nuværende fiskekvoter i britiske farvande. Dermed kan vi forvente, at tusindvis af danske job i fiskeriet bliver påvirket.

Men det stopper ikke her, for fiskeriaftalen varer kun i overgangsperioden, hvorefter man skal forhandle om en ny aftale. Så kampen for dansk adgang til britiske farvande er på ingen måde slut.

Klippekanten er afværget
I de kommende dage venter speed-godkendelsesprocessen blandt de europæiske regeringer, i Europa-Parlamentet og i det britiske parlament. Samtlige parter er voldsomt utilfredse med, at processen foregår på så kort tid og lige midt i julefreden.

Gaven fra onkel Boris og tante Ursula virker kun halvgod og er ikke alt, hvad vi havde ønsket os. Alligevel krydser vi i 3F fingre for, at alle parter vil kunne sige god for aftalen, så den vil kunne træde i kraft fra 1. januar 2021.

Dermed undgår vi det frygtede klippekantsscenarie. Det er godt for både briter, danskere, europæere, lønmodtagere og virksomheder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00