Schulz sikker som ny formand i EP

FORMANDSSKIFTE: Socialdemokratiske Martin Schulz skal efterfølge den konservative Europa-Parlamentsformand Jerzy Buzek, hvis alt går som forventet til formandsvalget den 17. januar. Danske MEP'er kommenterer på lederskiftet.
Kristoffer Hecquet

Ved en officiel afstemning d. 17. januar skal der vælges ny formand for Europa-Parlamentet. Men resultatet ser ud til at være givet på forhånd, da parlamentets to største grupper EPP/ED (de konservative) og S&D (socialdemokraterne) efter Europa-Parlamentsvalget i juni 2009 aftalte at dele posten imellem sig i den gældende valgperiode. S&D's gruppeformand Martin Schulz fra Tyskland og har været de europæiske socialdemokraters gruppeleder siden 2004 bliver derfor med al sandsynlighed Europa-Parlamentets næste formand som efterfølger til den konservative Jerzy Buzek.

En højtråbende gadedreng
Blandt de danske MEP'er er der meget forskellige billeder af de to personligheder, der følger hinanden på formandsposten. Buzeks danske partifælle Bendt Bendtsen (K) så ham helst fortsætte i formandsstolen, da han betragter ham som et godt og neutralt ansigt udadtil.

"Jeg synes, Buzek har været politisk meget neutral. Jeg tror, det er en fejltagelse, hvis man tror, at formanden for Europa-Parlamentet skal føre partipolitik - og dette, tror jeg, bliver et problem for den kommende formand," fortæller Bendt Bendtsen.

Han er nervøs for, om Martin Schulz vil være i stand til at repræsentere hele parlamentet og beskriver ham som en frembrusende person, der ofte afbryder andre, mens de taler.

Fakta

Kandidater til Europa-Parlamentets formandspost: 

Martin Schulz (S&D)
Tysk medlem af SPD. Valgt ind i EP første gang i 1996 og blev udnævnt som delegationsleder for SPD i 2000. Var fra 2004-2009 gruppeleder i den socialdemokratiske gruppe PES og siden sidste valg i 2009 har han ledet gruppen S&D, der består af PES i samarbejde med det italienske midterparti Partito Democratico.

Diana Wallis (Uafhængig)
Britisk medlem af Liberal Democrats. Har været medlem af Europa-Parlamentet siden 1999 og blev udnævnt som delegationsleder for Liberal democrats i 2000. Fra 2007 har hun været Europa-Parlamentets vicepræsident.

Nirj Deva (ECR)
Srilankanskfødt brritisk medlem af Conservatives. Medlem af House of Commons 1992-1997. Medlem af Europa-Parlamentet i den højrekonservative gruppe ECR siden 1999

"Han har optrådt som en gadedreng ind imellem, og jeg er spændt på, om han er i stand til at bære opgaven. Selvom der er indgået en aftale imellem EPP og S&D, tror jeg, han får et vink med en vognstang om, at han skal opføre sig på en anden måde, end han har gjort hidtil," lyder det fra Bendt Bendtsen.

Mere markant formand
Christel Schaldemose (S) fra gruppen S&D er enig i, at Martin Schulz er frembrusende, men ser det ikke som et et problem for ham. Tværtimod vil det give nyt liv til EP-formanden.

Vi får helt afgjort en mere slagkraftig leder, som er veltalende og velargumenterende. Han er en betydelig politisk kraft.

Morten Løkkegaard
MEP, Venstre (ALDE)

"Han er kontroversiel i Europa-Parlamentet, for når han repræsenterer S&D, er han en markant og skarp debattør. Men det tror jeg, han vil overføre til sin rolle som formand. Han vil bestemt være mere politisk end sin forgænger og stå mere skarpt over for Kommissionen og Rådet, men han vil ikke være mere partipolitisk end Buzek," fortæller Christel Schaldemose.

Venstres Morten Løkkegaard, der sidder i den liberale gruppe ALDE, mener, at Schaldemose har ret i, at Europa-Parlamentet får en mere tydeligt positioneret formand med Martin Schulz.

"Vi får helt afgjort en mere slagkraftig leder, som er veltalende og velargumenterende. Han er en betydelig politisk kraft. Det er rigtigt, at der er mange, der har haft deres tvivl om, hvorvidt han er i stand til at løfte opgaven, men jeg tror, han er professionel, så indtil videre kommer tvivlen ham til gode," siger Morten Løkkegaard.

Buzek som diplomatisk gestus
Schaldemose og Løkkegaard er enige om, at den afgående konservative Jerzy Buzek har været en venlig, men meget svag leder - også i forhold til hans konservative forgænger Hans-Gert Pöttering. Men de anerkender dog en kvalitet, som Bendt Bendtsen fremhæver. Han har som den første formand fra den tidligere østblok sendt et vigtigt signal om samarbejde i hele det udvidede Europa.

"Jeg synes, det er meget fint, at man kan vælge en formand fra alle dele af det samlede Europa," siger Christel Schaldemose.

"Han har været premierminister i Polen og har været højt placeret, og det var jo vigtigt rent symbolsk at have en østeuropæisk repræsentant som formand efter udvidelsen i 2004 - og det var vigtigt for Polen som stort medlemsland. Men jeg synes ikke, at han som person har været en god leder. Det har været meget frustrerende," fortæller hun.

Liberal konkurrent
Schulz er ikke den eneste kandidat, der stiller op til formandsvalget. Diana Wallis fra det liberale ALDE stiller op som uafhængig kandidat, til trods for at gruppen i sin tid støttede aftalen imellem EPP og S&D. Hendes partifælle Morten Løkkegaard spår hende dog ikke store chancer.

"Jeg opfatter det mest som et internt britisk anliggende, og hvis du spørger briterne, får du mange versioner af den historie. Diana er en god kandidat, men desværre realistisk set chanceløs," fortæller Morten Løkkegaard.

Ifølge hendes hjemmeside skyldes kandidaturet mest hendes frustration over den manglende demokratiske debat om formandsposten på grund af aftalen mellem APP og S&D, fremfor lysten til selv at vinde pladsen i formandsstolen.

Den tredje og sidste kandidat til formandsvalget den 17. januar er britiske Nirj Deva fra det højre-konservative ECR. Han spås ligeledes meget ringe chancer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christel Schaldemose

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (S), MEP (S)
cand.mag. i historie (SDU 2002)

Morten Løkkegaard

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (V), MEP (V), Næstformand, Renew Europe, kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

Bendt Bendtsen

Formand for Synergi, fhv. minister, partiformand, MF, MEP og byrådsmedlem (K), leder af Altingets maritime netværk
HH-enkeltfag i regnskab og driftsøkonomi (Tietgenskolen i Odense 1988), politibetjent (Politiskolen 1978)

0:000:00