Afsat leder af Catalonien vil fortsætte kampen fra Bruxelles

FLYGTET: Den nyligt afsatte leder af Catalonien, Carles Puigdemont, vil ikke søge politisk asyl i Belgien. Han vil i stedet videreføre sit politiske arbejde i fred og sikkerhed i Bruxelles, siger han på et pressemøde tirsdag.

En stor mængde demonstranter var mødt op for at udtrykke deres holdning til Cataloniens afsatte præsidents fremmøde i Bruxelles tirsdag.
En stor mængde demonstranter var mødt op for at udtrykke deres holdning til Cataloniens afsatte præsidents fremmøde i Bruxelles tirsdag.Foto: Rikke Albrechtsen/Altinget
Amalie Bjerre Christensen

BRUXELLES: Den nyligt afsatte regering i Catalonien vil fortsætte regeringsarbejdet fra EU’s hjerte i Bruxelles.

Det meddelte den catalanske eks-præsident Carles Puigdemont på et pressemøde i Bruxelles, hvor han tirsdag mødte op med seks af sine nu afsatte ministre, efter de mandag blev sigtet for oprør og misbrug af offentlige midler som følge af den selvstændighedskamp, som fredag resulterede i, at Catalonien erklærede sig uafhængigt.

”Vi har besluttet at flytte den catalanske regering, som jeg er præsident for, til Bruxelles, for på den måde at placere Cataloniens problemer i hjertet af Europa,” sagde Carles Puigdemont og tilføjede:

”Vi har aldrig forladt catalonierne, men vi har tilpasset os den konfrontation, som er kommet fra den spanske regering.”

Valget den 21. december er en udfordring, som vi står over for med al vores styrke.

Carles Puigdemont
Tidligere præsident for Catalonien

Bruxelles giver handlefrihed
Meldingen falder, efter der det seneste døgn har været tvivl om, hvorvidt den tidligere catalanske præsident og hans nu tidligere regering vil søge politisk asyl i Belgien som følge af de juridiske anklager, der kan koste hvert medlem af den tidligere catalanske regering op til 30 års fængsel.

Men ifølge Carles Puigdemont er de ikke flygtet til Bruxelles for at undgå retsvæsenet i Spanien eller for at søge politisk asyl. De er tværtimod taget til Belgien for at skabe fokus på Cataloniens problemer og for at kunne handle og arbejde ’i fred og sikkerhed’.

”Vi er taget til Bruxelles for at få handlefrihed,” siger Carles Puigdemont.

Han fastslog samtidig, at han og de tidligere regeringsmedlemmer har planer om at blive i Bruxelles, så længe det efter omstændighederne er nødvendigt.

Vil respektere valg
Sagen er opstået, efter det catalanske parlament ved en hemmelig afstemning fredag vedtog at erklære selvstændighed fra Spanien som følge af, at 90 procent af de catalanske vælgere stemte for catalansk løsrivelse fra Spanien ved en folkeafstemning 1. oktober. En afstemning, der kun trak meget få vælgere til stemmeurnerne, og som samtidig var kendt ulovlig af det spanske retsvæsen.

Senere fredag aften valgte den spanske regering i Madrid derfor at opløse det selverklærede uafhængige parlament i Catalonien. De fyrede samtidig den catalanske selvstyreregering og Cataloniens politichef.

Samtidig udskrev den spanske premierminister, Mariano Rajoy, regionsvalg i Catalonien til afholdelse 21. december, hvor man vil sætte et nyt parlament, efter det nuværende er blevet opløst.

Ifølge Carles Puigdemont og hans hold vil de respektere valget og tage del i det.

”Vi er helt enige om, at afstemning er måden at løse problemer på, ikke at jage politikere og borgere eller true embedsmænd. Valget den 21. december er en udfordring, som vi står over for med al vores styrke,” sagde Carles Puigdemont på pressemødet.

Stor demonstration
Carles Puigdemont og hans venners ophold og politiske arbejde i Bruxelles er ikke uproblematisk for EU-institutionerne, som nu pludselig skal forholde sig til en eksilregering i direkte opposition til et medlemsland.

Samtidig, som Altinget tidligere har beskrevet, har ingen EU-institutioner eller medlemslande interesse i at opmuntre til nogen former for løsrivelse, i frygt for at det skulle sprede sig til andre lande.

Der var heller ikke uforbeholden støtte til Puigdemont uden for den bygning, som Cataloniens tidligere præsident holdt sit pressemøde i.

Her havde en massiv mængde for- og moddemonstranter taget plads for at udtrykke deres holdning til det catalanske besøg.

”Det er en skam for den europæiske union, at Carles Puigdemont ikke har respekteret lovgivningen i månedsvis. Han kommer her og spiller offeret, selvom han ikke er et offer. Det er ham, der ikke lever op til den europæiske lov, som er anerkendt af alle medlemslandene,” siger Miquel, der selv er fra Barcelona.

Modsat lød det på den anden side af vejen, hvor fortalere for Cataloniens uafhængighed råbte ”længe leve Catalonien”.

Det var dog ikke kun spaniere, der var mødt op for at udtrykke deres støtte til det catalanske selvstyre. Også en større delegation af belgiere, der er fortalere for flamsk selvstændighed, var mødt op, eftersom de ser de catalanske protester som et eksempel at følge.

”Vi er nødt til at støtte præsident Puigdemont, fordi vi som det flamske folk i Belgien har det samme problem som catalanerne. Vi har to demokratier, to forskellige folk og to historier. Vi vil skilles på en fredfyldt måde, ligesom catalanerne vil,” siger Dimitri Hugalt.

”Det, som spanierne gør, er diktatorisk og imod alle EU-regler og langtfra fredeligt.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00