Debat

Alex Vanopslagh: Selv for en EU-skeptiker som mig opvejer fordelene ved at afskaffe forsvarsforbeholdet ulemperne

EU blander sig generelt i alt for meget. Men der er kun få ulemper ved at afskaffe forsvarsforbeholdet, og Danmark bør ikke stå uden for militære operationer, der kan afskrække Putin, skriver Liberal Alliances partileder.

Alex Vanopslagh (LA) spår, at debatten om forsvarsforbeholdet bliver fuld af stråmænd og vrøvl fra begge sider.
Alex Vanopslagh (LA) spår, at debatten om forsvarsforbeholdet bliver fuld af stråmænd og vrøvl fra begge sider.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Alex Vanopslagh
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den frie verden står overfor sin største trussel i mange årtier. Putin har åbent sagt, at han ønsker, at alle de tidligere Sovjet-lande – altså Baltikum og dele af Østeuropa – skal afmilitariseres.

Partilederdebat

Skal Danmark afskaffe forsvarsforbeholdet?

Danskerne skal 1. juni stemme om, hvorvidt Danmark skal afskaffe sit EU-forbehold på forsvarsområdet. I en ny debatserie spørger Altinget derfor alle partilederne: Bør danskerne stemme ja eller nej – og hvorfor?

Flere partier synes at have skiftet holdning til spørgsmålet efter Putins krig mod Ukraine. Så sent som 1. februar sagde udenrigsminister Jeppe Kofod til Altinget ”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil.” Så hvad har ændret sig?

Hvis du vil blande dig i debatten, kan du sende dit indlæg til [email protected].

Derfor er der en meget stor risiko for, at Putin vil fortsætte med at invadere andre lande i Europa, hvis han slipper godt fra sin krig i Ukraine.

Sidst vi så en nation agere på den måde var med Nazityskland. Jeg mener ikke, at det kan overdrives, hvor alvorlig krisen med Rusland er. Og det kræver både kontante og kloge svar - primært gennem militær oprustning i Nato.

Midt i al dette er der diskussionen om forsvarsforbeholdet og folkeafstemningen 1. juni.

Stråmænd i begge lejre

For Liberal Alliance er det ligetil. Det har været LA's politik i mere end et årti, at forsvarsforbeholdet bør afskaffes. Og det mener vi stadig.

Vi er skeptisk overfor meget fra EU. Jeg kan ikke fordrage, at EU blander sig i så meget, som det gør

Alex Vanopslagh
Partileder og MF, Liberal Alliance

Og jeg håber samtidig, at vi kan få en god og sober debat om forbeholdet, for der er bestemt både fordele og ulemper. Jeg er dog ikke så sikker på, at vi får en god debat.

Det får vi sjældent, når det kommer til diskussioner om EU-forbehold. Alt for ofte er de præget af uvidenhed, fordomme, fordummende retorik og skræmmebilleder.

Jeg kan allerede nu se for mig, at EU-partierne vil påstå, at deres modstandere bare vil give Putin frit slag og slet ikke tager vores sikkerhed seriøst, mens tilhængerne af forbeholdet allerede nu påstår, at Danmark er på vej ind i en EU-hær og vil afgive suverænitet. Begge dele er noget vrøvl.

Hverken EU-hær eller tvungen krig

Tillad mig at forklare, hvad en afskaffelse af forsvarsforbeholdet ikke betyder:

Det betyder ikke, at Danmark kommer til at være med i en EU-hær. Det er simpelthen noget vrøvl. Der findes ikke nogen EU-hær, og der arbejdes heller ikke på, at den bliver skabt. En afskaffelse af forsvarsforbeholdet er ikke en indmeldelse i en EU-hær (som slet ikke eksisterer).

Det betyder heller ikke, at vi fremover deponerer al udenrigs- og sikkerhedspolitik hos Macron, Scholz eller EU-Kommissionen. Det er ikke dem, der beslutter, hvilke operationer det danske forsvar deltager i.

Det er sådan med alle EU's fælles militære missioner, at det er op til de enkelte lande selv at beslutte, om man vil deltage. Danmark har et forsvarsforbehold, så vi kan ikke deltage – selv hvis vi ønsker det.

Overbevist EU-skeptiker

En afskaffelse af forsvarsforbeholdet betyder ikke, at det fremover er EU, vi skal have til at forsvare os fremfor USA og Nato. Det er en stråmand af dimensioner.

Selv for en EU-skeptiker som mig opvejer fordelene ved en afskaffelse af forbeholdet ulemperne

Alex Vanopslagh
Partileder og MF, Liberal Alliance

Det vil altid være Nato, der udgør den sikkerhedspolitiske rygrad og akse i forsvaret for den frie, vestlige verden. Det har hverken Nato eller EU ambitioner om at ændre på.

Enhver, der kender mig og Liberal Alliance, ved dog, at vi er skeptiske overfor meget fra EU. Jeg kan ikke fordrage, at EU blander sig i så meget, som det gør.

EU bør være begrænset til frihed, frihandel og grænseoverskridende problemer. Det er ikke barsel og kvoter for kvinder i bestyrelser, men klima, Europas ydre grænser og selvfølgelig også sikkerhedspolitik i en tid, hvor Rusland banker på døren.

Men selv for en EU-skeptiker som mig, opvejer fordelene ved en afskaffelse af forbeholdet ulemperne.

Putin har ændret verden

Som det er i dag, har EU en række fælles militære operationer. Eksempelvis er der en fælles militær operation ved Somalias kyst, hvor piraterne bekæmpes. De operationer har Danmark ikke mulighed for at deltage i på grund af forsvarsforbeholdet. Det er da dumt at have afskåret sig fra den mulighed.

Læs også

Den ændrede situation i verden og i Europa gør, at vi bør fjerne forsvarsforbeholdet, så det danske forsvar har mulighed for at deltage i de fælles militære operationer. Vi står i en ny og mere usikker verden, hvor truslen mod flere europæiske lande stiger på grund af Putin.

Det er ikke utænkeligt, at EU vil igangsætte fælles militære operationer, der skal supplere den indsats, som Nato yder i Baltikum og Østeuropa. Skal Danmark virkelig stå udenfor eventuelt militære operationer, der skal være med til at afskrække Putin?

Det mener jeg ikke, vi skal. Og derfor anbefaler LA at stemme ja til en afskaffelse af forbeholdet.

 

Foto: Europa-Nævnet
Altinget har modtaget tilskud fra Europa-Nævnet til debatindlæg, der fremmer oplysning og debat om folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni. Alle indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning og skal overholde de presseetiske regler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

0:000:00