Analyse: Kampen om Europas asylpolitik skaber nye dilemmaer for Danmark

FLYGTNINGE: Tirsdag kaster de europæiske justits- og indenrigsministre sig på ny ind i den svære debat om et nyt asylsystem for Europa. Det genåbner eksplosive forhandlinger, som kan true Danmarks aftaler om både flygtninge, grænser og politisamarbejde.

Kan du huske billederne? Kan du huske, hvordan det var, da titusinder af mennesker pludselig brød gennem grænserne og gik på motorvejene op gennem Balkan, op i midten af Europa? Mange af dem vandrede til Tyskland, nogle helt op til Danmark … Og deres desperate vandring udløste en politisk krise i det europæiske samarbejde.

Det er ikke ret længe siden: i 2015 og 2016, hvor omkring halvanden million mennesker strømmede ind over grænserne til EU. Mange af dem var flygtninge fra Syrien, men slet ikke dem alle sammen. Det stod ret hurtigt klart, at EU’s fælles asylpolitik var brudt sammen. Men hvad gjorde EU egentlig for at sørge for, at det ikke kommer til at ske igen?

Nogle ting blev gjort. Der blev lavet en aftale med Tyrkiet om at sætte en prop i Balkan-ruten over Det Ægæiske Hav og op gennem Grækenland. Men den holder jo kun så længe, Tyrkiets præsident, Erdogan, vil – og efterhånden sidder der omkring fire millioner mennesker i tyrkiske flygtningelejre og drømmer om at komme til Europa. Hvor længe holder det?

Og blokaden af ruten over Balkan har jo ikke forhindret mange flere tusinde i at risikere livet for at sejle over det centrale Middelhav. Især til Italien, der slet ikke kan holde styr på den menneskestrøm mere. Det har udløst en masse snak om at styrke grænsekontrollen, patruljere Middelhavet og så videre.

Men hvad med debatten om, hvor flygtningene skal hen – hvis de altså er flygtninge? Og hvem har ansvaret for at finde ud af, om de er det? Det går det ærlig talt ikke særlig godt med at finde ud af. Det vil vi blive mindet om, når de europæiske justits- og indenrigsministre tirsdag morgen igen tager hul på debatten om et nyt europæisk asylsystem.

Faktisk har lige netop dén meget eksplosive debat ligget så meget i dvale de seneste par år, at du måske næsten har glemt den.

Kontroversielt forslag har ulmet i to år
EU’s forsøg på at lave bare en midlertidig omfordeling mellem medlemslandene af 160.000 asylsøgere gik jo ikke særlig godt. Især landene i Central- og Østeuropa vil ikke have dem, og nogle af disse lande kører endda sager ved EU-Domstolen nu, fordi de ikke vil finde sig i omfordelingen.

Hjemme i Danmark har regeringen nok gået og håbet på, at tankerne om et permanent nyt asylsystem for EU på en eller anden måde ville gå i sig selv igen. Og med god grund: for sådan et system kan skabe helt specielle og store problemer for Danmark.

Det vender vi tilbage til.

Lad mig først lige minde om, at der rent faktisk kom et forslag fra EU-Kommissionen om sådan et nyt system helt tilbage i maj 2016, altså for to år siden. Det forslag er nu blevet forsinket og udskudt så meget, at det ikke rigtig kan ligge under overfladen længere.

I denne sommer lander asylkrisen derfor igen pladask midt på bordet foran Lars Løkke Rasmussen, Angela Merkel og alle de andre europæiske ledere. Og igen er der optræk til ballade.

Selv det oprindelige forslag fra Kommissionen – der lægger op til en automatisk omfordeling af asylsøgere blandt landene i ’krisesituationer’ – var så kontroversielt for en række medlemslande, at de ikke ville røre det med en ildtang. Derfor var de fint tilfredse med at lade Europa-Parlamentet forhandle videre om det, og det gjorde Parlamentet så i omkring halvandet år.

De europæiske parlamentarikere blev færdige i november sidste år, hvor de endte med at vedtage endnu mere vidtgående forslag med et stort flertal. Parlamentet ønsker for eksempel, at man altid skal fordele asylsøgere efter et automatisk system, og at EU skal straffe medlemslande, der ikke vil tage imod asylsøgere, ved at fratage dem støtte.

Konflikt mellem medlemslande fortsætter
Siden da er der ikke sket nævneværdige fremskridt i Rådet. De europæiske regeringers interne diskussioner bag lukkede døre har afsløret så stor uenighed mellem landene, at de ikke har kunnet nærme sig et kompromis.

Det er der mange forskellige tekniske og politisk ømtålelige grunde til. Men hvis man skærer ind til kernen, så handler det om, at mange lande slet og ret ikke vil have et system, der uddeler obligatoriske flygtningekvoter til hvert enkelt land. Samtidig insisterer andre medlemslande stadig på, at det er nødvendigt med en eller anden form for system, der tvinger alle til at deles om at løfte opgaven. Det gælder især Tyskland og Sverige, som tog imod uforholdsmæssigt mange asylsøgere under krisen, og de får støtte fra Frankrig og Holland.

Hvad sker der så nu? Både Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU-præsident Donald Tusk havde håbet på, at de europæiske ledere kunne nå frem til et kompromis på det EU-topmøde, der kommer her i slutningen af juni. Planen var så at lave en endelig aftale om et nyt europæisk asylsystem i juli, lige før EU går på sommerferie.

Men det tegner til at blive meget svært – for ikke at sige umuligt – at nå en aftale på så kort sigt. Det vil utvivlsomt blive demonstrereret, når europæiske justits- og indenrigsministre tirsdag morgen mødes i Luxembourg for igen at dykke ned i sagen. Forventningen er, at den debat nok ikke vil gøre meget andet end at få den kendte splittelse til at blusse op på ny.

Nationalistiske ministre fra Italien og Østrig
Som om det ikke var svært nok i forvejen, så har Italien netop fået en ny EU-skeptisk regering, hvor den højre-nationalistiske og stærkt indvandrerkritiske Matteo Salvini fra partiet Ligaen er blevet indenrigsminister. Dermed er det pludselig usikkert, om det største og vigtigste sydeuropæiske land stadig vil støtte planerne om et europæisk asylsystem.

Samtidig er det langt fra sikkert, at EU’s næste formandsland er interesseret i at drive den dagsorden videre: fra 1. juli skal ministermøderne nemlig ledes af Østrig, som også har en højre-nationalistisk indenrigsminister i skikkelse af Herbert Kickl fra Frihedspartiet.

Østrig er et af de medlemslande, der er mest imod at lave en permanent og obligatorisk fordeling af asylsøgere. Så når den østrigske kansler, Sebastian Kurz, indkalder til endnu et europæisk topmøde efter sommerferien – det bliver i Wien til september – så vil han meget hellere tale om grænsekontrol end om et nyt fælles asylsystem.

Men her risikerer Kurz og andre skeptikere at komme i konflikt med Tysklands forbundskansler, for Angela Merkel vil have et nyt system. Og hun får støtte fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

På et eller andet tidspunkt skal der findes et kompromis. Hvis det kommer til at indeholde en form for obligatoriske flygtningekvoter, så må den danske regering hellere være klar til at reagere meget hurtigt. På grund af retsforbeholdet er Danmark nemlig i en helt enestående situation.

Det truende dilemma for Danmark
Danmark er som udgangspunkt ikke med i EU’s fælles asylpolitik, men vi har en såkaldt parallelaftale om alligevel at være tilknyttet de nuværende regler om, hvem der skal behandle asylansøgninger i Europa. Det er meget vigtigt for Danmark at være tilknyttet disse regler i den såkaldte Dublin-forordning. For det er den, der tillader de danske myndigheder at sende asylsøgere ud af landet igen og tilbage til det EU-land, der oprindelig skulle have behandlet asylansøgningen.

Men hvis nu den Dublin-forordning bliver lavet helt om, så den kommer til at indeholde en form for obligatoriske asylkvoter, hvad gør Danmark så?

Regeringen har hele tiden sagt, at Danmark ikke vil være med til den slags på grund af forbeholdet. Og vi har ikke nogen tilvalgsordning på det retlige område, for den stemte et flertal af danskerne jo nej til ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i december 2015. Derfor kan vi ikke bare uden videre melde os ind i udvalgte dele af en ny asylpolitik.

Dermed risikerer Danmark enten at måtte lave en helt ny aftale med EU, hvor vi er nødt til at acceptere at tage imod omfordelte asylsøgere fra andre medlemslande – eller også ryge helt ud af enhver tilknytning til Europas nye asylsystem.

Men hvis Danmark ikke længere er tilknyttet Dublin-forordningen, så kan vi ikke længere sende asylsøgere tilbage til andre EU-lande. Og hvordan kan vi så stadig være med i et Schengen med åbne grænser internt i EU? Hvis vi er det, så kan vi jo ikke kontrollere, hvem der kommer ind i landet – og vi kan heller ikke sende dem ud igen.

Dansk bekymring vokser i kulissen
Det lyder indviklet, og det er det også. Men det er ikke urealistisk.

Bag kulissen er de danske embedsmænd og diplomater meget bekymrede for, at Danmark kan ryge helt ud af både EU’s asylsystem, af Schengen og… ja, faktisk også af Europol.

Dén risiko opstår, fordi Danmarks særaftale om tilknytning til det europæiske politisamarbejde indeholder en særlig klausul om, at Europol-aftalen kun er gyldig, så længe vi stadigvæk er med i Schengen.

Det er altså langt fra utænkeligt, at denne sommers europæiske asyldebat kan sætte gang i en ny dansk EU-krise.

Der er vi ikke nået til endnu, for indtil videre har de andre medlemslande som sagt meget svært ved at blive enige om det nye asylsystem. Derfor kan statsministeren og udlændingeminister Inger Støjberg (V) og andre stadigvæk sige, at Danmarks problem er ’hypotetisk’. Men det er det altså ikke rigtig.

Det ligger og ulmer lige under overfladen. I de kommende måneder kan det lige pludselig blusse op og blive det største danske dilemma i EU.

For Europas asylproblem går ikke bare over af sig selv.

Hør mere om EU's asylsystem i den seneste udgave af Altingets EU-podcast.

Forrige artikel EU-parlamentarikere baner vejen for frie datastrømme: Kan booste danske datacenterdrømme EU-parlamentarikere baner vejen for frie datastrømme: Kan booste danske datacenterdrømme Næste artikel Nye EU-regler vil sikre 5G og sætter prisloft på opkald mellem EU-lande Nye EU-regler vil sikre 5G og sætter prisloft på opkald mellem EU-lande
Ugens EU-podcast: Bliver det britiske parlament nødt til at udskyde Brexit?

Ugens EU-podcast: Bliver det britiske parlament nødt til at udskyde Brexit?

PARLAMENTET#50: Theresa Mays Brexit-aftale faldt med et brag i Westminster, men dagen efter overlevede hun en mistillidsafstemning. Nu skal premierministeren prøve at samle et dybt splittet parlament, der måske slet ikke kan enes om noget før exit-datoen 29. marts. Vi går i dybden og ser på EU’s reaktioner i denne uges europæiske podcast.