Anna Libak: EU går ombord på den gale galej

Det er uhyre sjældent, at EU's 28 medlemslande er enige. Men for en gangs skyld har reaktionen på USA's beslutning om at forlade Iran-aftalen været entydig. Forget it. EU bliver i aftalen. Sammen med Kina og Rusland.

Ja, EU-Kommissionen har endda bebudet, at den vil sætte hårdt mod hårdt og forbyde europæiske virksomheder at rette ind efter de amerikanske sanktioner. Det skal ikke være muligt for europæiske virksomheder at afvise at betjene kunder, der handler med Iran; for i så fald får de en erstatningssag på halsen.

Samtidig lægger Kommissionen op til gennem Den Europæiske Investeringsbank at sætte turbo på særligt små og mellemstore europæiske virksomheders engagement i Iran. Så kan Trump lære det, kan han. EU tager ikke imod diktat fra USA.

Meget muligt håber EU-Kommissionen, at Iran-aftalen ligefrem bliver den sag, der kan forene det ellers splittede EU i modviljen mod et egenrådigt og selvtilstrækkeligt USA. Endelig kan EU blive en udenrigspolitisk stormagt i egen ret.

Så kan Trump lære det, kan han. EU tager ikke imod diktat fra USA.

Anna Libak

Men den analyse er ikke alene naiv. Den er også farlig: For man risikerer på bare lidt længere sigt at splitte EU-landene op i dem, der støtter USA, og dem, der ikke gør.

Af flere grunde.

De to lande, der har grund til at være allermest bange for iranske atomvåben, Saudi-Arabien og Israel, støtter USA’s udtræden af aftalen.

Anna Libak

For det første er det allerede nu klart, at store europæiske selskaber, der gør forretninger i USA, eller håber på at komme til det, har tænkt sig at trække sig ud af Iran. Som redaktøren Krishnadev Calamur skrev i det amerikanske nyhedsmagasin The Atlantic forleden:

”For de største europæiske virksomheder er valget mellem at gøre forretninger med USA, et land med en økonomi på 18 billioner dollar, og Iran med 400 milliarder dollar, simpelthen ikke et valg overhovedet.”

Mærsk, franske Total og tyske Allianz har allerede meddelt, at de ikke skal nyde noget, og mon dog ikke, at Novo Nordisk, Airbus og alle de andre snart følger efter. Det kan EU-Kommissionen vanskeligt gøre noget ved, for der er trods alt tale om private virksomheder, der selv må vælge, hvem de vil handle med, og dem bosser man ikke sådan lige til at omgøre deres beslutninger.

For det andet er det utopisk at tro, at EU’s 28 medlemslande på bare lidt længere sigt vil vælge side til fordel for EU, når de enkeltvist bliver presset af netop USA, som de på andre områder sætter deres lid til.

Tag Storbritannien. Som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd og garant for atomaftalen er Storbritannien rasende over, at amerikanerne end ikke har gidet at lytte til deres indvendinger, før de trak sig ud af aftalen. Desuden havde Storbritannien satset på at tjene en masse penge i Iran, når landet forlader EU, og i den forbindelse taber Storbritannien sin umiddelbare adgang til sit allerstørste marked.

Men ak, der er et andet marked, som er endnu vigtigere for briterne efter Brexit, end det iranske, og det er det amerikanske. Derfor går der da næppe heller fem minutter efter Brexit, før Storbritannien indvilliger i at følge USA.

Tag så Polen. Sikkerhedspolitisk satser Polen på USA og har til sin glæde konstateret, at bevillingerne til European Deterrence Initiative, der militært skal styrke særligt EU’s østlande mod Rusland, er øget betragteligt under Trump.

Samtidig kan polakkerne se, at Tyskland på trods af amerikansk og polsk modstand står i begreb med at acceptere Nord Stream 2-linjeføringen, der vil fordoble den russiske gasforsyning til EU gennem Østersøen og muligvis bringe rentabiliteten af den projekterede Baltic Pipeline fra Norge til Polen i fare. Så hvem mon polakkerne holder mest med "at the end of the day": USA eller EU-Kommissionen?

Et godt bud lyder, at Polen ikke bliver storinvestor i Iran. Og sådan kunne man tage medlemsland efter medlemsland og konstatere, at de alle hver især har interesse i et godt forhold til USA, fordi landene i EU nu engang er mere afhængige af USA, end omvendt. Om ikke andet, så sikkerhedspolitisk.

Hermed ikke være sagt, at USA får held med at tvinge præstestyret i knæ med genoptagelsen af sanktionspolitikken. Slet ikke. Kina er Irans største samhandelspartner og kan sammen med Rusland sagtens tænkes at øge sine investeringer i Iran betragteligt som et modsvar til USA.

Samtidig betyder USA’s sanktionspolitik, at prisen på olie og gas stiger; hvilket så absolut også er i Irans favør. Netop af den grund kan man også forvente et stigende pres fra USA på de lande i verden – herunder inden for EU – der gerne vil opfattes som trofaste amerikanske allierede. Under Trump skal de bevise, at de rent faktisk mener det. Noget for noget.

EU risikerer altså at skabe en intern konfliktlinje, der føjer sig til dem, der i forvejen er mellem medlemslandene: Om eurozonens indretning mellem syd og nord; om fordelingen af asylansøgere og illiberale reformer mellem øst og vest; og om magtfordelingen mellem nationalstater og EU’s institutioner, som raser i hele unionen.

Men den tredje og vigtigste grund til, at det ikke vil lykkes EU at stå sammen, er dog alligevel, at det er en dårlig sag at stå sammen om. Man kan strides længe om, i hvilken grad atomaftalen forhindrer Iran i at udvikle eller skaffe sig atomvåben på bare lidt længere sigt. I den sammenhæng er det sigende, at de to lande, der har grund til at være allermest bange for iranske atomvåben, Saudi-Arabien og Israel, støtter USA’s udtræden af aftalen.

Hvad man derimod ikke kan strides om, er, at den samme atomaftale har gjort det muligt for Iran at rejse sig og blive den dominerende magt i Mellemøsten. I Libanon har Hizbollah lige vundet valget. I Irak var det ganske vist ikke iranernes foretrukne kandidat, der vandt det nylige valg. Men iranernes indflydelse er så stor, at det angiveligt vil være umuligt for valgets vinder, koalitionen bag den shiitiske nationalist Muqtada al-Sadr, at danne regering, hvis han ikke forliger sig med den iranskstøttede fløj i irakisk politik.

I Yemen har det shiitiske mindretal houthierne med iransk støtte kastet landet ud i en forfærdelig stedfortræderkrig mellem Saudi-Arabien og Iran. I Syrien sidder shiitten/alawitten Bashar Assad i dag sikrere på tronen end længe, takket være Rusland og Iran, hvilket er opskriften på fortsat krig i et land, hvor hovedparten af befolkningen er sunnier, der har meget at hævne. Og så har jeg end ikke nævnt den trussel, der udgår fra Irans fremskudte baser i Syrien mod Israel, hvis udslettelse iranerne højt og utvetydigt bekender sig til.

EU’s argument om, at USA’s udtræden af atomaftalen vil destabilisere hele Mellemøsten virker på den baggrund ikke særlig overbevisende, eftersom det netop er atomaftalen, som har muliggjort den iranske offensiv.

Af samme grund har EU’s repræsentant for udenrigsanliggender, Federica Mogherini, da også måttet forsikre, at EU også har sanktioner klar, som kan bringes i anvendelse, hvis Iran ikke holder op med at sponsorere terrorisme og begynder at respektere menneskerettighederne. Hun mener bare på EU’s vegne ikke, at det bør føre til en ophævelse af Iran-aftalen, eftersom den kun vedrører Irans atomprogram.

Men hov! Hvis EU er enig i, at Irans optræden destabiliserer Mellemøsten, kan EU så virkelig forsvare at konsolidere det iranske styre økonomisk? Kan EU forsvare at danne en fælles front mod USA sammen med det Kina og det Rusland, som man i andre sammenhænge anser som en trussel mod vestlige værdier og interesser?

Ja, hvordan i alverden vil EU fortsat samle medlemslandene om sanktioner mod Rusland, hvis man samtidig sammen med Rusland modarbejder de amerikanske sanktioner mod Iran?

Spørgsmålet vil uvægerligt rejse sig: Er Rusland egentlig værre,  end Iran, som jo også med militær magt forsøger at sætte sig igennem og desuden er et teokrati, som sidste år gennemførte det største antal registrerede henrettelser i verden, formentlig kun overgået af Kina, der holder sine henrettelser hemmelige?

Russerne glæder sig i hvert fald allerede til det nye samarbejde med EU: ”Rusland og Europa må stå sammen om at forsvare sine legale interesser,” som den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagde på en pressekonference. Nye tider, nye toner.

Fra formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, lød det ved middagen under EU-topmødet i Sofia i sidste uge, at med venner som Donald Trump, behøver EU ingen fjender. Forhåbentlig indser han snart, at med venner som Iran, Kina og Rusland bliver EU sin egen største fjende.

----------

Anna Libak (f. 1968) er journalist, cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.