Anna Libak: Gårsdagens populisme er morgendagens politik

KOMMENTAR: Læren af det østrigske valg er, at de klassiske magtbærende partier ikke behøver at miste magten, hvis de er villige til at overtage dagsordenen fra de populistiske partier, der vil ændre det bestående system, skriver Anna Libak.

Så sent som i foråret stod Det Østrigske Frihedsparti, FPÖ, i meningsmålingerne til at blive Østrigs største parti.

Det gør det ikke længere. Nu er det overhalet af det konservative Østrigsk Folkeparti, ÖVP – det gamle magtbærende konservative parti, der så længe, nogen kan huske, har skiftedes med Det Østrigske Socialdemokratiske Parti, SPÖ, til at have kanslerposten i Østrig.

Alligevel er der ingen glæde at spore i de gamle EU-lande. Det kunne man ellers godt have troet i betragtning af, at EU-landene indførte sanktioner mod Østrig i 2000, da Frihedspartiet kom i koalitionsregering med de konservative. Dengang ville EU's medlemslande ikke acceptere, at et et så sort og indvandrerfjendsk parti sad i regering i et medlemsland.

Og fraværet af begejstring skyldes ikke kun, at de konservatives nye unge formand Sebastian Kurz meget vel kan finde på at gentage manøvren fra år 2000 og danne koalitionsregering med Frihedspartiet. Ja, det er faktisk det sandsynlige, eftersom der netop blev udskrevet valg, fordi koalitionsregeringen mellem de konservative og socialdemokraterne brød sammen. Kun hvis socialdemokraterne mod forventning får et bedre valg end Frihedspartiet, er der en undskyldning for igen at finde sammen med  socialdemokraterne.

Nej, hovedforklaringen på den udeblevne begejstring hos de øvrige EU-lande er naturligvis, at man udmærket er klar over, hvad Sebastian Kurz skylder sin succes.

Han har kopieret Frihedspartiets politik. Først som udenrigsminister og siden som partiets formand har han gjort et stop for islamiseringen af Østrig til sit politiske hovedprogram.

Han har advokeret for, at EU’s grænseagentur Frontex i stedet for at bjerge migranter til EU ekspres skulle sejle dem tilbage til deres hjemlande. Eller alternativt til lejre efter australsk model. Han har støttet et burkaforbud og plæderet for lukning af islamiske børnehaver ved at skærpe kravene til tyskkundskaber og tage tilskuddene fra alle børnehaver, der ikke opfylder dem. Derfor er han blevet populær. Kurz er blevet populær, fordi folk hellere vil stemme på et pænt parti, der fører en sort politik, end et sort parti, der fører en sort politik.

Læren af det østrigske valg er altså, at de klassiske magtbærende partier ikke behøver at miste magten, hvis de er villige til at overtage de populistiske partiers dagsorden.

Og derfor er vigtigt, at man forstår, hvad jeg mener med populisme, eftersom det efterhånden misbruges som et skældsord, som alle efter forgodtbefindende hælder i hovedet på deres politiske modstandere.

Blandt forskere bruges populisme desuden om partier, der opkaster sig til at repræsentere folket i opposition til den siddende magtelite. Men det er ikke en særlig god definition, eftersom alle partier i princippet i varierende grad vil insistere på, at de repræsenterer folket. For ellers kan de slet ikke gøre sig håb om at blive valgt.

Og selvom ikke alle partier hæfter betegnelsen ”elite” på deres modstandere (nogle forstår godt, at det virker latterligt, eftersom eliten jo kun er blevet elite i kraft af den er valgt, og de nye partier vil jo også vælges), så opererer alle nye partier ud fra den grundantagelse, at de regerende politikere har fjernet sig fra vælgerne. Ellers var der jo ikke brug for, at de selv blev valgt. Ergo duer den definition ikke: Den gør essensen af politik til populisme.

I denne artikel bruges populisme ikke i nogen nedsættende betydning, endsige som udtryk for, at man hævder at repræsentere folket. Populistiske partier betyder her partier, som vil ændre det bestående system. Det er partier, som har opgivet troen på, at det er nok at lave lovgivningen om: For de mener ikke, at vælgernes ønsker kan opfyldes gennem lovgivning inden for de eksisterende rammer. Ergo skal selve rammerne laves om.

Måske vil de udtræde af Flygtningekonventionen ligesom Nye Borgerlige. Måske vil de afskaffe kapitalismen som Enhedslisten. Måske vil de afskaffe det progressive skattesystem og indføre flad skat, som Liberal Alliance på et tidspunkt ville. Eller måske vil de afskaffe karakterer og eksaminer som Alternativet.

Det er det, der menes med, at de konservative i Østrig er blevet populistiske. Når Sebastian Kurz for eksempel siger, at Frontex skal returnere migranterne ekspres – helst på havet – så er det ikke muligt inden for de eksisterende konventioner. De garanterer enhver ret til at søge asyl – enten ved asylbehandling i EU eller et andet sted, hvor EU kan garantere, at den finder sted under betryggende forhold. Det sidste lader sig vanskeligt gøre. Så hvis migranterne skal afvises på stedet, som Kurz kræver, fordrer det nye konventioner eller udtræden.

Eller alternativt, at Østrig selv træder ud af rammen. Og det har Østrig i realiteten valgt at gøre med henvisning til force majeure: Man har sat sig i spidsen for et samarbejde med Balkan-landene om at lukke Balkan-ruten med hegn, hunde, lyskastere og grænsepoliti og har desuden ved lov indført en overgrænse for, hvor mange asylansøgere landet vil modtage årligt. Ingen af delene er foreneligt med konventionerne. Rammen er sprængt. Nationalstaten har taget magten tilbage.

Nu kunne nogen måske tro, at Østrig er et særtilfælde: Og at de klassiske magtpartier i andre gamle EU-lande udmærket kan bevare magten uden at overtage systemforandrende dagsordener.

Merkel sidder stadig som kansler i Tyskland og Mark Rutte fra det borgerlige VVD bliver trods alt ministerpræsident i Holland igen.

Javel så. Men det har taget Mark Rutte 208 dage at danne en koalitionsregering mellem fire partier, der absolut ikke er enige i ret meget. Og det er et helt symptomatisk, at der skulle mindst fire partier til en regering i et parlament, hvor hele 13 partier nu har sæde, og hvor det andetstørste - Geert Wilders Frihedsparti – på forhånd var dømt ude.

Og hvad Merkel angår, bliver hun ganske vist siddende, men det er ikke til vide, hvornår det vil lykkes for hende at danne regering. Det tyske parlament er på trods af sin høje spærregrænse mere splittet end i årtier. De seks partier mener noget helt forskelligt. Indtil videre har Merkel måttet love sit søsterparti fra Bayern CSU et blødt loft over antallet af asylansøgere, som Tyskland kan modtage årligt. Og hvis nogen synes, at det lyder, som om CSU er inspireret af Østrig, så kan man ikke fortænke dem i det.

Konklusionen er altså, at i de lande, hvor de magtbærende partier ikke overtager de populistiske – læs systemforandrende partiers – dagsorden, bliver parlamenterne stadig mere fragmenterede. Enten fordi der kommer nye partier ind, eller fordi stemmerne bliver fordelt mere ligeligt blandt de eksisterende partier. Efter hvert valg må de traditionelt magtbærende partier konstatere, at de har fået en stadig mindre andel af stemmerne.

Kompromiserne, der skal indgås, vokser sig større og større, og det er opskriften på politikerlede: For mens mediesamfundet tvinger politikere til at formulere sig stadig klarere og mere kontant, så gør den mudrede parlamentariske situation det stadig sværere for dem at indfri løfterne.

Det har vi såmænd også set i Danmark. Her er der opstået en lang række partier, der groft sagt oprindeligt er kommet ind i Folketinget på at være en populistisk udgave af et allerede siddende parti. Alternativet er en populistisk udgave af De Radikale, Liberal Alliance af Venstre og Dansk Folkeparti af Socialdemokraterne. Da magten imidlertid tvinger de populistiske partier til at arbejde på systemets præmisser, også selv om de arbejder for en omkalfatring af selvsamme system, bliver vælgerne uvægerligt skuffede.

Og derfor står vi nu i en situation, hvor en neopopulistisk udgave af andre populistiske partier kan komme i Folketinget, nemlig Nye Borgerlige. Hvis Pernille Vermund fortsætter lige så overbevisende som nu – og ikke bliver syg eller ramt af skandaler – så kommer der et parti ind, som er båret frem af skuffelsen over, at partier som Dansk Folkeparti ikke kunne levere på et stop for indvandring, og at Liberal Alliance ikke kunne levere på en mindre stat. Presset for systemforandring aftager altså ikke: Der kommer blot nye populistiske partier til, som rejser kravet med fornyet styrke, når de gamle populistiske partier er slidt ned af kompromisser.

Hermed dog ikke være sagt, at vi i Danmark vil ende med et stadig mere fragmenteret og splittet folketing. Det afhænger fuldstændig af det fremtidige forhold mellem de tre store partier Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Netop fordi både Venstre og Socialdemokraterne, i lighed med de konservative i Østrig, har adopteret vælgernes krav om systemforandring – tag blot grænsekontrollen og stoppet for kvoteflygtninge – så kan de tre i princippet regere sammen i koalitionsregeringer i mange år fremover.

Men det vil kræve, at de dropper deres historiske animositet, samt den efterhånden ret kunstige opdeling i rød og blå blok.

Det slags plager ikke længere Østrig, hvor både socialdemokrater og konservative har meldt ud, at de gerne regerer sammen med Frihedspartiet: For socialdemokraternes vedkommende dog på betingelse af, at Frihedspartiet tilslutter sig en række basiskrav som fortsat tilslutning til EU.

Prisen for en stabil regering i flere og flere EU-lande er med andre ord, at man er villig til at regere sammen med dem, man engang udskammede som populister, eller alternativt at overtage deres politik. Nægter man det, er resultatet skrøbelige koalitionsregeringer.

Sikkert er det nemlig, at kravet om systemforandring ikke går væk. Jeg har kun nævnt lande i EU, hvor man har forholdstalsvalg. Men hvis man vil forstå, hvor stort kravet er om systemforandring, så skal man følge udviklingen i lande med valg i enkeltmandskredse som Storbritannien og USA, hvor vinderen tager det hele.

Her blev valgene i realiteten til et valg for og imod systemet. Cameron gik til valg på at lade briterne afgøre ved en folkeafstemning, om de ville sprænge rammen og forlade EU; Trump gik til valg på at smadre systemet – eller dræne sumpen, som han kaldte det.

Moralen er, at i et folkestyre er gårsdagens populisme meget ofte morgendagens politik.

--------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet, samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes Ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Stine Bosse: EU-debat drukner i krumme agurker og kanelsnegle Stine Bosse: EU-debat drukner i krumme agurker og kanelsnegle Næste artikel Anna Libak: Drejebogen for det russiske præsidentvalg er klar Anna Libak: Drejebogen for det russiske præsidentvalg er klar
  • Anmeld

    Ole Gerstrøm · Økonom, Tidl. MF

    Tak

    Tak for de kloge ord fra Anna Libak. Tænk, her har vi en journalist, der skriver om tingene, som de er, uden at ville opdrage læserne. Det siger desværre nok en hel del om Berlingske, at hun blev fyret. Damen i Pilestræde er efterhånden mere en propagandacentral end en avis.

  • Anmeld

    Mogens Bertelsen · pensionist

    Flot

    Anna Libak, rammer lige hovedet på sømmet.
    Let, forståeligt, og korrekt.

  • Anmeld

    Poul Vejby-Sørensen

    Tak og tak for på tide

    Jeg kan 100% tilslutte mig Ole Gerstrøms betragtning, hvorfor jeg takker både Anna Libak og Ole Gerstrøm!

  • Anmeld

    Hellmut Seifert Toftdahl · mag. art

    Tidsåndens pendulfart

    Anne Libak er en ypperlig repræsentant for den Hegelianske , dialektiske verdensorden. Hegels ”tretrinsraket” , verdensånden, som udvikler sig fra modsætninger tese-antitese til syntese, der skaber en ny antisyntese, som skaber osv. osv.
    Den tyske filosof Heinrich Heine skrev således om fænomenet:
    "Wir ergreifen keine Idee, sondern die Idee ergreift uns und knechtet uns und peitscht uns in die Arena hinein, dass wir wie gezwungene Gladiatoren für sie kämpfen." Heinrich Heine 1797-1856
    ”Det er ikke os, der får ideerne, men ideerne, der griber os, trælbinder os og pisker os ind på arenaen, hvor vi som tvungne Gladiatorer kæmper for dem”.
    Vi har meget at lære af den tyske filosofi, før den blev materialiseret og politisk prostitueret af Marx og nazisterne, der ville fastlåse verdensånden i den endegyldige syntese: den bedste af alle verdener. Men verdensånden lader sig ikke putte i flasker eller partipolitiske båse. Den bedste af alle verdener er bedst tjent med at befinde sig hinsides vores begrænsede forståelse.
    Vi kalder verdensånden for tidsånden, hvis pendulsvingninger nogle registrerer før andre – efterplaprerne, vendekåberne, taburetklæberne, der desværre har en evne til at bevare magten, fordi de er de sande populister, som behersker mediernes clicheverden, som pøbelen desværre ligger under for.
    Derfor var Anne Libak selvfølgelig for god til at spilde sine evner på Tante Berlingeren.

  • Anmeld

    Peter Nielsen · Cand.jur og populist

    Flot og klar analyse

    Tak for en meget klar, logisk og velunderbygget analyse. Må den blive læst af mange - I elten såvel som folket!

  • Anmeld

    Peder Kruse

    Foråret er måske på vej, her i oktober

    "I denne artikel bruges populisme ikke i nogen nedsættende betydning, endsige som udtryk for, at man hævder at repræsentere folket. Populistiske partier betyder her partier, som vil ændre det bestående system"

    Et stort skridt fremad.

  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller · Læser

    Populisme eller opportunisme.

    Anna Libaks konklusion kan vel være korrekt, at dagens populisme bliver morgendagens politik, men på sin vej til konklusionen opstår der flere spørgsmål.
    Afsættet for indlægget er vel egentlig , at der findes en normalitet, der er givet, tilsyneladende én gang for alle, og når man bevæger sig uden for denne normalitet bliver man populist.
    Nu er populus jo folket, og når folket ønsker at sprænge rammerne for normaliteten, så bliver de afvigende, her henvises til Alternativet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti og de Ny Borgerlige bliver fremhævet som endnu mere outreret.
    Normaliteten synes derfor at befinde sig på aksen S+RV+V+K. , hvilket vel kun kan betragtes som en Forestilling om, at alt var bedre i gamle dage, altså en universel Konservatisme, der af AL anses for at være det normale, mens alle tanker og idéer uden for denne akse er populus i færd med at spolere normaliteten.
    Egentlig betyder al tumlen vel bare, at vi er ved at definere en ny normalitet, og at denne ikke overraskende søger et fundament, hvor den nostalgiske drøm om en glorificeret fortid skal være afsættet.
    Som journalist er det ikke underligt at AL mener at "Kompromiserne, der skal indgås, vokser sig større og større, og det er opskriften på politikerlede: For mens mediesamfundet tvinger politikere til at formulere sig stadig klarere og mere kontant, så gør den mudrede parlamentariske situation det stadig sværere for dem at indfri løfterne."
    Her vil jeg nok mene, at medierne er en del af problemet og ikke en del af løsningen.
    Jeg kunne tænke mig at høre, om det ikke snarere er opportunisme end pupplisme, der driver udviklingen i disse år, og om denne opportunisme ikke bedrives af alle, der gider interessere sig for den samfundsmæssige problemstilling, herunder osse Anne Libak.

  • Anmeld

    Per Øland Schouenborg · Læge

    Befriet for Berlingskes lænker

    Hvor er det dog forfriskende, at Anna Libak nyvurderer ordet “ populisme” fra et skældsord til et plusord som et udtryk for folkets vilje. Nye Borgerlige har ikke det mindste imod, gammelpartierne overtager Nye Borgerliges politik for at gøre os overflødige, bare de sætter handling bag ordene!

  • Anmeld

    V. Brodthagen

    Den hegelianske dialektik

    Såvel Anna Libaks konkrete analyse af partiernes indoptagelse af den systemforandrende populisme som Hellmut Seifert Toftdahls filosofiske påpegning af, at det er verdensåndens dialektiske udviklingsmønster, der ligger bag denne bevægelse, er mønsterværdigt klare øjenåbnere.
    Bevægelsen går tilsyneladende i retning af at give nationalstaterne og deres befolkninger magten tilbage i en systemforandrende proces, fordi systemet ikke længere kan løse de ødelæggende modsigelser, som globaliseringen og rettighedstænkningen samt migrationen og dens bagvedliggende årsager skaber.
    Sagen er bl.a., på hvilken måde den nye syntese vil bevare/ophæve vores grundlæggende friheds- og lighedsbegreber i kampen mod de totalitære kræfter, der truer os. På globalt plan, hvorledes Verdensånden vil kunne skabe en fornuftens syntese mellem samfundsformationer, der befinder sig på så vidt forskellige, historiske udviklingsniveauer som Vesten og størstedelen af den sydlige og østlige del af verden.
    Det er sådanne indlæg, der giver debatten en gevaldigt løft. Tak!

  • Anmeld

    Ib Christensen · fhv. MEP & MF

    Populisme og særinteresser

    Kun 3-4% af vælgerne er medlemmer af de politiske partier. Partierne er topstyrede, og medlemmernes rolle er reduceret til praktiske gøremål i forbindelse med kandidatopstillinger samt at fungere som klakører ved de iscenesatte landsmøder. Folketingspartierne henter selv de penge, de har brug for, til agitation og propaganda, i statskassen. Derudover får de fleste af dem mere eller mindre mørklagt økonomisk støtte fra særinteresser, som de så servicerer. Når det sker i udlandet, kaldes det korruption, i Danmark opfattes det kun som noget fuldstændig harmløst.

    Partierne er altså i et spændingsfelt: På den ene side søger de gennem opinionsundersøgelser og fokusgrupper at pejle sig ind på vælgernes prioriteringer og ønsker, på den anden side betjener de særinteresser, der som oftest dybest set strider mod almenvellet, d.v.s. det store befolkningsflertals interesser. Jo større en vælgergruppe eller jo mere økonomisk magtfulde erhvervsinteresser, jo flere midler kanaliseres derhen. Forskellene på partierne er ikke ideologiske, men hvilke særinteresser, de betjener. Da der også som hovedregel arbejdes med brede forlig, er der ingen reel forskel på den politik, de skiftende regeringer fører. Medierne koncentrerer sig om proces og personer, så den politiske substans overlades helt til særinteresserne.

    Under disse omstændigheder kan det ikke undre, at populistiske partier og politisk opportunisme har kronede dage. Det kunne være anderledes ved en fuldstændig offentlighedslov. Ved total offentlighed om, hvordan partierne finansieres Ved kandidatopstillinger - som i gamle dage - hvor alle partiernes vælgere deltager og ikke kun medlemmerne. Ved folkeinitiativ, hvor et antal vælgere kan kræve love til folkeafstemning. Ved flere besluttende folkeafstemninger. Sandheden er jo, at det er lettere for særinteresser at skaffe sig deres vilje gennem parlamentet end gennem folket. Folkeafstemninger trumfer særinteresser. Mon ikke også politikerleden forsvinder, hvis man giver vælgerne større ansvar?

  • Anmeld

    V. Brodthagen

    Folkeafstemninger

    Ja, lad os få flere folkeafstemninger som udtryk for folkets vilje i afgørende spørgsmål.
    De kunne fx få 50 procents vægt i forhold til de endelige beslutninger i Folketinget. Kun at gøre dem rådgivende er vel skindemokrati?
    Ib Christensens andre forslag skal også overvejes for at fremme det deltagende og transparente demokrati.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Økonom

    Libak, De sorte er de gode i både Østrig og Tyskland

    Anna Libak - de sorte er ÖVP i Østrig og CDU i Tyskland.

    Så "Kurz er blevet populær, fordi folk hellere vil stemme på et pænt parti, der fører en sort politik, end et sort parti, der fører en sort politik." er forkert. FPÖ er de blå.

    Et vigtigt emne du ikke kommer ind på er generationskløften. I de katolske partier har der været en stærk tradition for gamle ledere, måske en slags Ældreråd. Sebastian er et brud på den tradition. Ikke fordi ÖVP(De Konservative) ville det sådan men fordi de simpelthen har opbrugt de ledere de havde. Den sidste som gav op var Mittellehner. Tilsvarende for SPÖ (Socialdemokratiet), hvor de har måttet indsætte en leder helt udefra. Christian Kern som var chef for Bundesbahn.

    I Tyskland har Socialdemokraterne også indsat en leder udefra, Martin Schulz, Quereinsteiger. Det gav fiasko, lidt mindre end i Holland men dog nok til eftertanke. FDP havde derimod, ligesom ÖVP forventes, succes med en ung leder.

    Ovenstående er somend ikke noget jeg har opfundet men et kort resume af analysen i går på Phønix Runde foretaget af østrigstrigske kommentatorer.

  • Anmeld

    Torben Bach Sørensen · Debattør

    ENDNU ENGANG RAMMER DU SØMMET KNALDRENT

    Libak,

    Din analyse er skarp og korrekt.

    Men, når du - og mange jyske debattører - har forudset udviklingen i vælgerhavet - hvorfor har de gamle partier i f.eks. Danmark ikke gjort/evnet det samme i tide?

    Især Det Radikale Venstre virker fastlåst i en "danskfjensk" humanisme hvor fremmede kulturer har forrang overfor lighed, ligeberettigelse og danskhed.

    Nu har de tre gamle, socialdemokratiet, venstre og konservative langt om længe endelig bevæget sig.

    Godt for det.

    Men uden Dansk Folkeparti var der ikke sket noget som helst.

    Medierne og de korrekte kommentatorer skulle i virkeligheden skamme sig.

    I årtier har de bekæmpet DF med skældsord - samt jagtet de snusfornuftige debattører, der med jordnær logik har evnet at se indvandrer- og integrations problematikken.

    Det tjener ikke mange journalister og medier til ære. Tværtimod.

  • Anmeld

    Christian X

    Tak Libak

    Hvis ikke de gamle partier vågner op, så går det som i Sverige:

    http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE9948263/svenskere-har-grund-til-at-frygte-sverige/

  • Anmeld

    Asger Brandt

    Kig engang på Danmark

    Ret beset er Danmark vel det bedste europæiske eksempel på at de gamle partier - borgerlige eller socialistiske - beholder magten ved at overtage de populistiske dagsordener.

  • Anmeld

    Søren Birkelund · musiker

    populisme

    Som så mange andre såkaldte pendulord er 'populisme' efterhånden blevet så udvandet at det har mistet indhold. Andre pendulord som fx bjørnetjeneste, forfordelt, patetisk, imødegå, angivelig og odør er ligeledes ord man bør undgå for ikke at blive misforstået.
    Et helt nyt skud på stammen er ordet 'nationalisme' der af DF bruges som plusord ... så det ender nok snart i samme kategori.

  • Anmeld

    Steffen rasmussen

    Tak til Anna Libak

    Har lige set og hørt Anna Libak på DR2 dagen om det Østrigske valg, og højredrejningen, som nogen kalder populisme, da man ikke kan komme på andet, og endelig er der en journalist, der forstår at skære tingene ud i pap, så selv ikke-populister kan være med. Hvis de altså tør og høre efter.
    Det gjorde man åbenbart ikke på Berlingske, hvor Anna Libak "skinnende" lidt for meget igennem. Efter deres opfattelse.
    Det siger lidt om, hvor langt medierne, men også de fleste journalister, har igen for at forstå de strømninger der rør sig lige nu i vesten og Europa.
    Her er AL en længe ventet, og ikke mindst, en tiltrængt fornyelse.

  • Anmeld

    Hanne Jacobsen · pensioneret psykolog

    Fornemme og let forståelige analyser. med konkrete eksempler fra flere lande i Europa..

    Tak , AL for en " nyere", stringent analyse af begrebet populisme.
    Og godt at læse, at du ser, at indflydelsen fra de såkaldt gamle partier i i et land som DK stadig ser ud til at kunne være til stede, hvis disse partier da forstår at balancere mellem deres oprindelige værdier -og ideerne fra de populistiske partiers påtrængende indflydelse.
    Hvor mange "rammer"/ konventioner mon de såkaldt gamle partier kan holde til at sprænge, før vi vælgere trods alt siger stop......i demokratiets navn?

Det sker i EU: Brexit og EU-mindsteløn tilbage i rampelyset

Det sker i EU: Brexit og EU-mindsteløn tilbage i rampelyset

OVERBLIK: Det er – endnu en gang – sidste udkald i brexit-forhandlingerne inden et spændt afventet topmøde, og så tager EU-Kommissionen næste skridt mod en europæisk mindsteløn, der får den danske regering op i det røde felt.