Anna Libak: Gårsdagens populisme er morgendagens politik

Så sent som i foråret stod Det Østrigske Frihedsparti, FPÖ, i meningsmålingerne til at blive Østrigs største parti.

Det gør det ikke længere. Nu er det overhalet af det konservative Østrigsk Folkeparti, ÖVP – det gamle magtbærende konservative parti, der så længe, nogen kan huske, har skiftedes med Det Østrigske Socialdemokratiske Parti, SPÖ, til at have kanslerposten i Østrig.

Alligevel er der ingen glæde at spore i de gamle EU-lande. Det kunne man ellers godt have troet i betragtning af, at EU-landene indførte sanktioner mod Østrig i 2000, da Frihedspartiet kom i koalitionsregering med de konservative. Dengang ville EU's medlemslande ikke acceptere, at et et så sort og indvandrerfjendsk parti sad i regering i et medlemsland.

Og fraværet af begejstring skyldes ikke kun, at de konservatives nye unge formand Sebastian Kurz meget vel kan finde på at gentage manøvren fra år 2000 og danne koalitionsregering med Frihedspartiet. Ja, det er faktisk det sandsynlige, eftersom der netop blev udskrevet valg, fordi koalitionsregeringen mellem de konservative og socialdemokraterne brød sammen. Kun hvis socialdemokraterne mod forventning får et bedre valg end Frihedspartiet, er der en undskyldning for igen at finde sammen med  socialdemokraterne.

Kurz er blevet populær, fordi folk hellere vil stemme på et pænt parti, der fører en sort politik, end et sort parti, der fører en sort politik.

Anna Libak

Nej, hovedforklaringen på den udeblevne begejstring hos de øvrige EU-lande er naturligvis, at man udmærket er klar over, hvad Sebastian Kurz skylder sin succes.

Han har kopieret Frihedspartiets politik. Først som udenrigsminister og siden som partiets formand har han gjort et stop for islamiseringen af Østrig til sit politiske hovedprogram.

Prisen for en stabil regering i flere og flere EU-lande er med andre ord, at man er villig til at regere sammen med dem, man engang udskammede som populister, eller alternativt at overtage deres politik.

Anna Libak

Han har advokeret for, at EU’s grænseagentur Frontex i stedet for at bjerge migranter til EU ekspres skulle sejle dem tilbage til deres hjemlande. Eller alternativt til lejre efter australsk model. Han har støttet et burkaforbud og plæderet for lukning af islamiske børnehaver ved at skærpe kravene til tyskkundskaber og tage tilskuddene fra alle børnehaver, der ikke opfylder dem. Derfor er han blevet populær. Kurz er blevet populær, fordi folk hellere vil stemme på et pænt parti, der fører en sort politik, end et sort parti, der fører en sort politik.

Læren af det østrigske valg er altså, at de klassiske magtbærende partier ikke behøver at miste magten, hvis de er villige til at overtage de populistiske partiers dagsorden.

Og derfor er vigtigt, at man forstår, hvad jeg mener med populisme, eftersom det efterhånden misbruges som et skældsord, som alle efter forgodtbefindende hælder i hovedet på deres politiske modstandere.

Blandt forskere bruges populisme desuden om partier, der opkaster sig til at repræsentere folket i opposition til den siddende magtelite. Men det er ikke en særlig god definition, eftersom alle partier i princippet i varierende grad vil insistere på, at de repræsenterer folket. For ellers kan de slet ikke gøre sig håb om at blive valgt.

Og selvom ikke alle partier hæfter betegnelsen ”elite” på deres modstandere (nogle forstår godt, at det virker latterligt, eftersom eliten jo kun er blevet elite i kraft af den er valgt, og de nye partier vil jo også vælges), så opererer alle nye partier ud fra den grundantagelse, at de regerende politikere har fjernet sig fra vælgerne. Ellers var der jo ikke brug for, at de selv blev valgt. Ergo duer den definition ikke: Den gør essensen af politik til populisme.

I denne artikel bruges populisme ikke i nogen nedsættende betydning, endsige som udtryk for, at man hævder at repræsentere folket. Populistiske partier betyder her partier, som vil ændre det bestående system. Det er partier, som har opgivet troen på, at det er nok at lave lovgivningen om: For de mener ikke, at vælgernes ønsker kan opfyldes gennem lovgivning inden for de eksisterende rammer. Ergo skal selve rammerne laves om.

Måske vil de udtræde af Flygtningekonventionen ligesom Nye Borgerlige. Måske vil de afskaffe kapitalismen som Enhedslisten. Måske vil de afskaffe det progressive skattesystem og indføre flad skat, som Liberal Alliance på et tidspunkt ville. Eller måske vil de afskaffe karakterer og eksaminer som Alternativet.

Det er det, der menes med, at de konservative i Østrig er blevet populistiske. Når Sebastian Kurz for eksempel siger, at Frontex skal returnere migranterne ekspres – helst på havet – så er det ikke muligt inden for de eksisterende konventioner. De garanterer enhver ret til at søge asyl – enten ved asylbehandling i EU eller et andet sted, hvor EU kan garantere, at den finder sted under betryggende forhold. Det sidste lader sig vanskeligt gøre. Så hvis migranterne skal afvises på stedet, som Kurz kræver, fordrer det nye konventioner eller udtræden.

Eller alternativt, at Østrig selv træder ud af rammen. Og det har Østrig i realiteten valgt at gøre med henvisning til force majeure: Man har sat sig i spidsen for et samarbejde med Balkan-landene om at lukke Balkan-ruten med hegn, hunde, lyskastere og grænsepoliti og har desuden ved lov indført en overgrænse for, hvor mange asylansøgere landet vil modtage årligt. Ingen af delene er foreneligt med konventionerne. Rammen er sprængt. Nationalstaten har taget magten tilbage.

Nu kunne nogen måske tro, at Østrig er et særtilfælde: Og at de klassiske magtpartier i andre gamle EU-lande udmærket kan bevare magten uden at overtage systemforandrende dagsordener.

Merkel sidder stadig som kansler i Tyskland og Mark Rutte fra det borgerlige VVD bliver trods alt ministerpræsident i Holland igen.

Javel så. Men det har taget Mark Rutte 208 dage at danne en koalitionsregering mellem fire partier, der absolut ikke er enige i ret meget. Og det er et helt symptomatisk, at der skulle mindst fire partier til en regering i et parlament, hvor hele 13 partier nu har sæde, og hvor det andetstørste - Geert Wilders Frihedsparti – på forhånd var dømt ude.

Og hvad Merkel angår, bliver hun ganske vist siddende, men det er ikke til vide, hvornår det vil lykkes for hende at danne regering. Det tyske parlament er på trods af sin høje spærregrænse mere splittet end i årtier. De seks partier mener noget helt forskelligt. Indtil videre har Merkel måttet love sit søsterparti fra Bayern CSU et blødt loft over antallet af asylansøgere, som Tyskland kan modtage årligt. Og hvis nogen synes, at det lyder, som om CSU er inspireret af Østrig, så kan man ikke fortænke dem i det.

Konklusionen er altså, at i de lande, hvor de magtbærende partier ikke overtager de populistiske – læs systemforandrende partiers – dagsorden, bliver parlamenterne stadig mere fragmenterede. Enten fordi der kommer nye partier ind, eller fordi stemmerne bliver fordelt mere ligeligt blandt de eksisterende partier. Efter hvert valg må de traditionelt magtbærende partier konstatere, at de har fået en stadig mindre andel af stemmerne.

Kompromiserne, der skal indgås, vokser sig større og større, og det er opskriften på politikerlede: For mens mediesamfundet tvinger politikere til at formulere sig stadig klarere og mere kontant, så gør den mudrede parlamentariske situation det stadig sværere for dem at indfri løfterne.

Det har vi såmænd også set i Danmark. Her er der opstået en lang række partier, der groft sagt oprindeligt er kommet ind i Folketinget på at være en populistisk udgave af et allerede siddende parti. Alternativet er en populistisk udgave af De Radikale, Liberal Alliance af Venstre og Dansk Folkeparti af Socialdemokraterne. Da magten imidlertid tvinger de populistiske partier til at arbejde på systemets præmisser, også selv om de arbejder for en omkalfatring af selvsamme system, bliver vælgerne uvægerligt skuffede.

Og derfor står vi nu i en situation, hvor en neopopulistisk udgave af andre populistiske partier kan komme i Folketinget, nemlig Nye Borgerlige. Hvis Pernille Vermund fortsætter lige så overbevisende som nu – og ikke bliver syg eller ramt af skandaler – så kommer der et parti ind, som er båret frem af skuffelsen over, at partier som Dansk Folkeparti ikke kunne levere på et stop for indvandring, og at Liberal Alliance ikke kunne levere på en mindre stat. Presset for systemforandring aftager altså ikke: Der kommer blot nye populistiske partier til, som rejser kravet med fornyet styrke, når de gamle populistiske partier er slidt ned af kompromisser.

Hermed dog ikke være sagt, at vi i Danmark vil ende med et stadig mere fragmenteret og splittet folketing. Det afhænger fuldstændig af det fremtidige forhold mellem de tre store partier Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Netop fordi både Venstre og Socialdemokraterne, i lighed med de konservative i Østrig, har adopteret vælgernes krav om systemforandring – tag blot grænsekontrollen og stoppet for kvoteflygtninge – så kan de tre i princippet regere sammen i koalitionsregeringer i mange år fremover.

Men det vil kræve, at de dropper deres historiske animositet, samt den efterhånden ret kunstige opdeling i rød og blå blok.

Det slags plager ikke længere Østrig, hvor både socialdemokrater og konservative har meldt ud, at de gerne regerer sammen med Frihedspartiet: For socialdemokraternes vedkommende dog på betingelse af, at Frihedspartiet tilslutter sig en række basiskrav som fortsat tilslutning til EU.

Prisen for en stabil regering i flere og flere EU-lande er med andre ord, at man er villig til at regere sammen med dem, man engang udskammede som populister, eller alternativt at overtage deres politik. Nægter man det, er resultatet skrøbelige koalitionsregeringer.

Sikkert er det nemlig, at kravet om systemforandring ikke går væk. Jeg har kun nævnt lande i EU, hvor man har forholdstalsvalg. Men hvis man vil forstå, hvor stort kravet er om systemforandring, så skal man følge udviklingen i lande med valg i enkeltmandskredse som Storbritannien og USA, hvor vinderen tager det hele.

Her blev valgene i realiteten til et valg for og imod systemet. Cameron gik til valg på at lade briterne afgøre ved en folkeafstemning, om de ville sprænge rammen og forlade EU; Trump gik til valg på at smadre systemet – eller dræne sumpen, som han kaldte det.

Moralen er, at i et folkestyre er gårsdagens populisme meget ofte morgendagens politik.

--------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet, samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes Ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.