Anna Libak: Kunsten at lave en Tyrkiet-aftale med et nordafrikansk land

En god ide kan man ikke få for mange gange. Derfor er socialdemokraterne heller ikke de første, som har fundet på, at det ville være bedre, hvis Afrika tog sig af asylansøgerne.

Sidste sommer var det den franske præsident Emmanuel Macron, der foreslog, at asylbehandling skulle ske i Afrika, i Niger og Tchad, så asylansøgerne ikke begav sig ud på den farlige rejse over Middelhavet.

I november 2016 var det den tyske indenrigsminister Thomas de Maizière fra CDU, som erklærede, at bådflygtninge burde bjærges i Middelhavet og returneres til asylbehandling i Nordafrika.

To måneder forinden var det den ungarske præsident Viktor Orban, som krævede, at EU straks oprettede lejre i Nordafrika, som asylansøgere og migranter kunne sendes tilbage til.

Hvis der er noget, man er enige om i hele EU, er det altså, at asylansøgere burde få deres sag behandlet uden for Unionen og også meget gerne få asyl dér. Ingen er imod. Bortset fra asylansøgerne.

Anna Libak

Faktisk er der næppe noget europæisk land, hvor det ikke har været under overvejelse. Det gælder også Danmark. I 2014 var det Liberal Alliance, som ville oprette og drive danske lejre for flygtninge i Israel, Libanon og Jordan. Mens Dansk Folkeparti samme år anså Afrika for en mere oplagt location og nævnte Kenya som en mulighed.

Og i det nuværende regeringsgrundlag står der, at regeringen "sammen med ligesindede europæiske partnere vil arbejde for et system, hvor man søger om asyl fra et tredjeland frem for ved de europæiske grænser".

I Nordafrika findes der desværre mange mennesker, som godt kunne tænke sig at bo i et EU-modtagecenter med adgang til måltider tre gange om dagen, lægehjælp og undervisning for deres børn. Så elendigt er deres liv nemlig.

Anna Libak

Hvis der er noget, man er enige om i hele EU, er det altså, at asylansøgere burde få deres sag behandlet uden for Unionen og også meget gerne få asyl dér. Ingen er imod. Bortset fra asylansøgerne desværre, og dem, der skal have dem. Samt muligvis nu også medarbejderne i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, der nu skal udflyttes til Nordafrika, hvor dansk asylbehandling ifølge Mette Frederiksen i fremtiden skal finde sted.

Når man betænker, hvor meget ballade der har været med at flytte Dansk Sprognævn til Bogense, så kan man ikke udelukke, at det kan være svært at gennemføre en udflytning af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet til Rabat eller Tunis.

Spørgsmålet er så, hvorfor forslaget ikke for længst er blevet en realitet, når så mange – pengestærke – lande er så enige?

Ja, hvorfor skulle det, som Mette Frederiksen også selv anfører, ikke kunne lade sig gøre at lave aftaler med nordafrikanske lande, hvis det kan lade sig gøre at lave en sådan aftale med Tyrkiet?

Og det kan det naturligvis også godt. Men så skal ambitionsniveauet ned.

Sagen er, at den aftale med Tyrkiet, som Mette Frederiksen henviser til, ikke omfatter førsteklasseslejre, som er drevet af EU eller Danmark.

EU medfinansierer lejre i Tyrkiet, ja, men vi står ikke for dem og bestemmer ikke over dem. Det ville Erdogan aldrig gå med til.

Desuden er det ikke ”vores” flygtninge, der sidder i dem. EU har kun returneret under fem procent af de asylansøgere, der er kommet til de græske øer, siden aftalen blev indgået i marts 2016.

Når aftalen med Tyrkiet regnes for en succes, er det ikke, fordi vi sender asylansøgerne tilbage, men fordi der er kommet væsentligt færre til Grækenland siden aftalens indgåelse. I 2017 kom der 30.000. Til sammenligning kom der 856.000 i 2015 .

Der kan være mange grunde til, at de ikke kommer. En oplagt forklaring er den tyrkiske kystvagt, som nu slår hårdt ned på menneskesmuglere og bådflygtninge.

En anden er, at asylansøgerne ved, at de risikerer at blive sendt tilbage til Tyrkiet. En tredje er, at de er klar over, at de ikke længere kan kæmpe sig videre op i EU, fordi der er grænser og hegn overalt. En fjerde er, at de frygter at skulle friste måneder af deres liv i lejre, der på ingen måde har den standard, som alle taler om, at EU-drevne lejre i Nordafrika naturligvis skal have.

Sådan en aftale, der i praksis virker ved, at færre asylansøgere overhovedet ankommer til EU, kan man naturligvis også lave med nordafrikanske lande. Det har man faktisk allerede gjort.

Italien har lavet en aftale med den libyske kystvagt, som har nedbragt antallet, om end på ingen måde standset strømmen. Og Spanien, der endda har to enklaver i Marokko, Ceuta og Melilla, har altid været ferm til at indgå håndfaste aftaler med Marokko og Algeriet og har af samme grund aldrig været så plaget af asylansøgere som Italien og Grækenland, selv om Spanien ligger tættere på Afrika.

Men det er da klart, at det ville være mere anstændigt, hvis man fulgte Socialdemokratiets forslag og i stedet oprettede modtagecentre til asylansøgere i Nordafrika, hvor de kunne få vurderet deres asylsag. Det får asylansøgerne næppe, når de bliver pågrebet af kystvagterne i de nordafrikanske lande.

Det store problem er bare, at hvis man lægger en populær butik tættere på kunderne, det vil sige i Nordafrika, så må man ikke blive overrasket, hvis kunderne strømmer til.

I Nordafrika findes der desværre mange mennesker, som godt kunne tænke sig at bo i et EU-modtagecenter med adgang til måltider tre gange om dagen, lægehjælp og undervisning for deres børn. Så elendigt er deres liv nemlig.

Advarslen fra ledere af de afrikanske lande, der har været inddraget i overvejelserne, har derfor lydt, at sådanne lejre vil blive trækplastre for fattige mennesker fra en større del af Afrika, der nu vil få mulighed for at søge asyl, fordi det bliver billigere, nemmere og mindre farligt. Derfor vil de afrikanske lande have garanti for, at EU så også har tænkt sig selv at give asyl til alle de mennesker, der vil få den tilkendt på asylcentrene, for selv mangler de ikke flygtninge.

Men hov, det går jo ikke. For meningen med centrene var jo ikke kun, hvis vi skal være ærlige, at afholde folk fra at risikere druknedøden i Middelhavet. Men så sandelig også at nedbringe tilstrømningen til EU. Og så gør man jo ikke, hvis flere får krav på asyl i EU.

I Socialdemokratiets forslag kommer man uden om problemet ved, at der ikke skal kunne søges asyl ved henvendelse til centret. Det skal kun modtage mennesker, der har søgt spontant asyl i Danmark. Så der bliver ikke flere, som får asyl i Danmark på den måde.

Ja, faktisk bliver der slet ikke nogen overhovedet. For Socialdemokratiet slår fast, at de flygtninge, der findes berettiget til asyl på centret, ikke skal tilbage til Danmark, men overdrages til FN.

Det lyder som en meget smart ide. Men nok også for smart.

For det første er det vanskeligt at se, hvordan man i praksis kan afvise asylansøgere, der banker på centrets dør og søger om asyl, når dét, der foregår indenfor, lige netop er asylbehandling.

Er det ikke lidt mærkeligt, at de, der havde penge nok til at komme helt Danmark, kan blive asylbehandlet, mens de, der står lige udenfor og måske har endnu mere brug for det, ikke kan?

I dag kan vi forsvare vores system med, at vi trods alt tager os af dem, der banker på vores dør i Danmark. Men det argument holder ikke i fremtiden, når vi flytter myndigheden ned blandt mennesker, der har alverdens gode grunde til gerne at ville væk, og som står ved døren og beder om asyl.

For det andet virker det overmåde optimistisk at forestille sig, at FN står klar til at tage ”vores” flygtninge.

Én ting er, at Danmark ikke har villet tage kvoteflygtninge. Nu vil vi så også til at aflevere vores andre flygtninge. FN vil nok mene, at der er andre lande i EU, som har større behov for at komme af med flygtninge. Sverige, Tyskland, Frankrig, Grækenland eller Italien, for nu at nævne et par eksempler.

Hertil kommer, at hvis det er Danmark, der har foretaget asylbehandlingen og er nået frem til, at der skal gives asyl, hvordan kan Danmark så undlade selv at give asyl?

Realiteten er jo, at asylbehandlingen varierer kraftigt fra land til land til land, også internt i EU, og den, der får asyl et sted, ville ikke have fået det et andet sted.

Så hvad er konklusionen? At ingenting kan lade sig gøre? Som Mette Frederiksen i mandags sagde til TV 2 Nyhederne, så kan opgaven vel ikke være at bevise, at Socialdemokraternes forslag er umuligt. Det må vel være at komme med et bud på, hvad der så skal ske. For en fortsat tilstrømning af asylansøgere på det nuværende niveau vil om ti år risikere at føre til et skævt og splittet Danmark.

Lad mig derfor slutte med et konstruktivt forslag. I Tyskland er man lige nu ved at opføre to ungdomscentre i Marokko. De skal huse mindreårige afviste asylansøgere – herunder kriminelle - fra Marokko, der er kommet uledsaget til Tyskland. Fælles for de unge er, at man ikke kan udsende dem i dag, fordi der af den ene eller anden grund ikke er nogen familie eller myndighed at overgive dem til.

I det nye udspil skriver Socialdemokraterne, at der sidste år blev givet 1.600 afslag på asyl i Danmark, men at mindre end hver sjette blev udsendt, og færre end én ud af 25 rejste selv.

Så det er her, man bør starte. Med centre for afviste asylansøgere i deres hjemlande, som ellers ikke vil tage imod dem, fordi de ikke har brug for flere utilpassede borgere og måske også er i tvivl om, at de faktisk kommer fra det pågældende land.

Sådanne centre vil ikke blive trækplastre for hele nærområdet, for de, der bor her, er netop afviste. Det vil heller ikke kræve juridisk ekspertise på stedet, for sagsbehandlingen er overstået. Og så vil centrene vise den øvrige befolkning, at de ikke kan påregne at blive i EU, selv hvis de kæmper sig frem.

Samtidig bør de danske politikere så gå i gang med at samle opbakning i EU til at få reformeret de konventioner, som bilder folk fra hele verden ind, at de kan søge spontant asyl i Europa: Uagtet at snart sagt hvert eneste medlemsland i unionen arbejder på at forhindre, at de faktisk får mulighed for det.

---------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.