Anna Libak: Merkel i muddergrøften

Det kom som en overraskelse for de fleste, da FDP mandag pludselig meddelte, at partiet forlader forhandlingerne om en flertalsregering i Tyskland.

Men den eneste grund til overraskelse var sådan set, at det drejede sig om tysk politik, som er kendt for at være lige så kedelig og pragmatisk som kanslerens fodtøj.

For der var der intet, der tilsagde, at et samarbejde mellem CDU/CSU, De Grønne og FDP ville være muligt. Tværtimod: FDP og De Grønne har ikke mere til fælles end Liberal Alliance og Alternativet. De to partier er kun blevet inddraget af én eneste grund: Tilsammen kan de skaffe Merkel de fornødne mandater til en flertalsregering, når nu socialdemokraterne i SPD ikke vil.

En sådan regering ville givetvis have bidraget til politikerleden i Tyskland. I lighed med resten af EU efterspørger tyskerne klare svar og stemmer derfor i højere grad på yderpartierne. Med det resultat, at der for første gang i årtier kom hele syv partier ind i Forbundsdagen.

I højere og højere grad er politik i en række af de gamle EU-lande blevet et valg mellem magt og indflydelse: Regeringerne bestemmer mindre og mindre, og oppositionen mere og mere.

Anna Libak

Hvis det så resulterer i en regering, der skal skræve over så store kompromisser, at den i realiteten må føre en konturløs politik, ja, så bliver vælgerne rasende. De har stemt for forandring og får præcis det modsatte. Vælgerne vil græde hele natten på Jamaica, for nu at parafrasere en gammel sang.

Det var da også FDP's begrundelse for at forlade forhandlingerne. Som økonomiminister i Rheinland-Pfalz, Volker Wissing, der for FDP deltog i forhandlingerne, sagde til radio Deutschlandfunk, så er det et håbløst forehavende at skabe en koalition, der har som formål at fortsætte den hidtidige politik, som om valget slet ikke var sket: ”Det ville være uansvarligt at tilslutte sig en regering, der fortsætter storkoalitionens politik (CDU/CSU-SPD, red.), når partiet Alternative für Deutschlands – netop under denne storkoalition har vokset sig så stærkt.”

Det er antidemokratisk og kontraproduktivt at ville holde AfD ude med henvisning til, at de som skabsnazister ikke er stuerene.

Anna Libak

Hermed hentydede han til, at FDP i forhandlingerne i modsætning til De Grønne har stået hårdt på en stram asyl- og indvandrerpolitik: Flygtninge, der har fået subsidiær beskyttelsesstatus i Tyskland – og altså ikke er personligt forfulgte, men flygtet fra krig, nød og elendighed – skal ikke kunne få familiesammenføring, ifølge FDP.

I Bild kaldte FDP's leder Christian Lindner for nylig De Grønnes flygtningepolitik for en ren foræring til AfD, eftersom Tyskland har nået grænsen for sin kapacitet: Der mangler boliger og pladser i skolerne til at tage imod flere. Det lyder sandsynligt: Lindners udtalelser faldt, samtidig med at Tysklands Statistik, Statistisches Bundesamt, udsendte en pressemeddelelse om, at der sidste år den 31. december opholdt sig 1,6 millioner mennesker i Tyskland, der har anmodet om asyl. I tallet indgår folk, der har søgt, folk, der har fået, og folk, der er blevet afvist, men stadig er i Tyskland. Det er to procent af den tyske befolkning.

Og så var flygtninge kun et ud af en lang række andre stridspunkter mellem de to partier: Faktisk er det sværere at sige, om der skulle være noget, de var enige om.

De Grønne ville gerne have udfaset dieselbiler og brunkul i en fart, mens FDP ikke havde travlt. Og De Grønne støttede den franske præsident Macrons ideer om en styrkelse af euro-zonen med mere udligning mellem landene, mens FDP synes, at Tyskland betaler rigeligt i forvejen. Og så videre.

For FDP så det mere og mere ud til, at De Grønne ville få deres vilje med Merkel, selv om FDP jo egentlig fik et bedre valg og blev det fjerdestørste parti med De Grønne som nummer seks efter Die Linke. Men analysen fra FDP's top lyder i dag, at Merkel åbenbart satsede på, at FDP, når alt kom til alt, ville lade sig byde hvad som helst og bide i det sure æble.

Man kan ikke vide, om det er rigtigt. Det, man kan vide, er, at det ofte er bedre at føre ingen politik end at føre en dårlig. Partiet har netop kæmpet sig tilbage i Forbundsdagen, efter det ved forrige valg i 2013 røg ud; slidt ned af fire års regeringssamarbejde med Merkel.

Det ønsker man ikke at gentage. Og tiden er heller ikke til den slags gentagelser: For lige så ivrigt som vælgerne i disse år belønner klare politiske udmeldinger, lige så skuffede bliver de, når de ikke bliver indfriet.

I højere og højere grad er politik i en række af de gamle EU-lande blevet et valg mellem magt og indflydelse: Regeringerne bestemmer mindre og mindre, og oppositionen mere og mere. Nogle partier foretrækker af samme grund at forblive i opposition; som nu SPD i Tyskland og Dansk Folkeparti i Danmark. For det er trods alt sjovere at bestemme end at regere.

Spørgsmålet er så, hvor det efterlader fungerende kansler Angela Merkel, der som god protestant er villig til at tage magten på sig. Ja, det efterlader hende der, hvor hun skal indse, at det naturligvis aldrig var nogen god ide at forsøge at danne regering med de røde og blå samtidig i den politiske nødvendigheds navn. For der er noget, vælgerne ikke gider mere, så er det politisk nødvendighed.

Så må hun hellere regere i en mindretalsregering med FDP alene og med AfD som støtteparti i flygtninge- og indvandrerpolitiske spørgsmål og i den økonomiske politik hente stemmerne hos SPD.

Det er antidemokratisk og kontraproduktivt at ville holde AfD ude med henvisning til, at de som skabsnazister ikke er stuerene: De er valgt som Tysklands tredjestørste parti, og det er præcis, hvad der gør deres mandater nøjagtig lige så stuerene som alle andres.

Hvis de vil lægge mandater til en politik, ført af FDP og CDU/CSU, så skal de da selvfølgelig være hjerteligt velkomne til det. Hvis Merkel er i tvivl, kan hun passende skele til Sverige for at se, hvad der sker, når man forsøger at holde et demokratisk valgt parti uden for parlamentarisk indflydelse: Det bare vokser og vokser.

Og skulle Merkel ønske sig en anden politik – en rødere og rarere politik, ja, så skal hun danne mindretalsregering med De Grønne med SPD som støtteparti. Så vil hendes regering få en stærk proeuropæisk og grøn profil med en betydeligt lempeligere flygtninge- og indvandrerpolitik.

Det eneste, hun ikke skal gøre, er det, hun har forsøgt på med de fejlslagne koalitionsforhandlinger: at lade være med at vælge og gøre politik til et pællemælle af uforenelige holdninger.

Der har været et valg i Tyskland, og det valg forpligter. Vælgerne bad om forandring. Og det er nu engang bedre at skuffe nogle vælgere ved at føre politik – end at skuffe alle vælgere ved at afstå fra at gøre det.

-----------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes Ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.