Anna Libak: Vi vil så nødigt sige nej til russerne

Af Anna Libak
Tidl. chefredaktør og Ruslands-korrespondent for Berlingske

Man kan roligt sige, at Jens Høvsgaards bog er en bog til tiden. Den handler nemlig om, hvad der gik forud for den danske regerings beslutning i efteråret 2009 om at sige ja til Nord Stream-gasledningen fra Sankt Petersborg-regionen til den nordtyske kyst – gennem Østersøen, herunder dansk territorialfarvand.

Det er toprelevant, eftersom regeringen lige nu befinder sig i samme penible situation: Inden årets udgang skal den sige ja eller nej til en ny parallel linjeføring – Nord Stream II – med fare for at blive uvenner med Rusland og Tyskland, hvis man siger nej, og med fare for at gøre de østeuropæiske lande sure, hvis man siger ja.

Bogen er smaskfuld af fejl. Så mange, at jeg faktisk ikke ville have troet, at den kunne være udgivet på Gyldendal, hvis det ikke lige havde stået på omslaget.

Anna Libak
Journalist og forfatter

Og man kan kun frygte, at beslutningsprocessen denne gang vil være nøjagtig lige så forløjet som sidst.

Danmark kunne have sagt nej til Nord Stream
Det bedste, der er sige om den danske tilladelse til Nord Stream I, er, at russerne ikke behøvede at hyre danske tidligere toppolitikere til at arbejde for Gazprom eller smøre lokale, modvillige myndigheder i Danmark. Det blev man nødt til i Sverige, Tyskland og Finland. Den danske regering sagde ja, fordi den var så forhippet på at få et godt forhold til Rusland efter flere års sibirisk kulde, at vi endda sagde ja før de andre.

Selv vil regeringen naturligvis ikke udtrykke det på den måde. For den fastholdt til det sidste, at den slet ikke besluttede noget som helst, for der var tale om en rent administrativ beslutning fra Energistyrelsen. I henhold til FNs Havretskonvention kunne en stat nemlig slet ikke nægte af politiske årsager. Kun af miljømæssige. Men som Jens Høvsgaard afdækker i sin bog, så var der faktisk hjemmel til at sige nej, fordi ledningen ved Bornholm gik inden for 12 sømilegrænsen. Folketinget blev simpelthen misinformeret om, at Danmark var forpligtet til at sige ja, med mindre der var miljømæssige hensyn, der talte for andet.

Og det var der ganske forventeligt ikke. For det var firmaet Rambøll, der stod for at gennemføre den uvildige miljøundersøgelse, og eftersom Rambøll ifølge Høvsgaard havde en række andre store opgaver i Rusland, blandt andet projekteringen af Gazproms nye hovedkvarter i Sankt Petersborg, ja, så kan man forestille sig, at firmaet virkelig, virkelig håbede, at der ikke ville være miljøproblemer.

Og det er klart, at man under læsningen af Jens Høvsgaards bog ikke kan undgå at gøre sig visse tanker om den beslutning, der nu skal træffes om Nord Stream II. Man tænker, at når regeringen i denne tid bedyrer, at den nu i forbindelse med Nord Stream II absolut har tænkt sig at fremsætte et lovforslag, der fremover skal gøre det muligt at sige nej til den slags projekter af sikkerhedspolitiske årsager, så burde det vel egentlig ikke være nødvendigt. For hvis Nord Stream IIs rør løber helt parallelt med Nord Stream, så ligger den jo også inden for 12-sømilegrænsen? Og så kan man jo sige nej?

Uvægerligt rejser spørgsmålet sig, om fremsættelsen af et lovforslag skal tjene som en undskyldning for at sige ja endnu engang med henvisning til, at man i fremtiden helt, helt sikkert har det juridiske grundlag for at sige nej.

Sikkert er det i hvert fald, at man heller ikke denne gang kommer til at afvise Nord Stream II af miljømæssige årsager. Rambøll har fået opgaven igen og har allerede sagt god for den miljømæssige side af sagen.

En ting kan man dog håbe på. Og det er, at den gas, som Danmark givetvis vil aftage til videresalg, denne gang bliver billigere: For ifølge Høvsgaard var den langtidskontrakt på tyve år, som Dong indgik, absolut ikke til dansk fordel: Dels er gaspriserne siden faldet betragteligt, og dels betaler lande som Holland, Storbritannien og Tyskland under 100 dollar mindre per 1000 kubikmeter gas.

Langsommelig og smaskfuld af fejl
Jens Høvsgaards afdækning af beslutningsprocessen er med andre ord prisværdig. Hvad der derimod ikke er prisværdigt er, at det tager så uendelig lang tid at komme frem til den. Selve beslutningsprocessen udgør således kun en mindre del af bogen, der i stedet er fyldt med alt muligt, som Høvsgaard er stødt på i forbindelse med sin research, og har fået lyst til at fortælle om.

Hvorfor skal vi høre om Rasputins død? Zarfamiliens henrettelse? Ruslands krigsførelse i Tjetjenien? Hvordan Fritz Schur købte håndrullede cigarer til kronprinsen fra Brøndums hotel og uretmæssigt fyrede Anders Eldrup? Jo, det har da betydning, for så vidt som alt i verden er et stort garnnøgle, som kan trevles op fra en ende af, men det gør det uendeligt tungt at læse bogen, at man skal overdynges med oplysninger og navne, der kun højst indirekte har forbindelse til Nord Stream-projektet.

Hertil kommer, at bogen er smaskfuld af fejl. Så mange, at jeg faktisk ikke ville have troet, at den kunne være udgivet på Gyldendal, hvis det ikke lige havde stået på omslaget. De russiske navne er stavet som vinden blæser, men forlaget burde da vide, at der er regler for, hvordan man oversætter russiske navne til dansk. Man kan bare slå op i sin egen røde ordbog eller i encyklopædien.

Der er også faktuelle fejl. Nej, det er ikke rigtigt, at da Putin i 2008 afslutter sin første præsidentperiode (det er den anden, han afslutter) har 78 procent af de offentlige ledere i Rusland links til KGB eller FSB.

KGB er nedlagt, så der er ingen, der har links til KGB; med mindre, der tænkes på KGB i Belarus, der har bevaret navnet. Og med hensyn til de 78 procent er det en vild overdrivelse. Olga Krysjtanovskaja, der er den sociolog, der har beskæftiget sig mest med de såkaldte siloviki (embedsmænd og politikere, der er, eller har været, beskæftiget med statslig sikkerhed), anslår ganske vist, at deres andel beløber sig til 75 procent i toppen af russisk politik. Men kun hvis man tæller revl og krat med, herunder folk, der har baggrund i for eksempel toldvæsenet eller Justitsministeriet. Hvis vi taler folk med en baggrund fra efterretningstjenester eller militæret er det nede på 25 procent.

Og her taler vi altså ikke om offentlige ledere generelt, men dem i toppen af det russiske magtapparat, selv om det er slemt nok endda.

Og så var det ikke sit kandidatspeciale om strategien for udvikling af naturressourcer, Putin forsvarede i 1996; det var et mere omfattende akademisk arbejde, som bedst kan sammenlignes med det, vi engang her i landet kaldte magisterkonferens. Og det er muligt, at Anna Politikovskaja blev myrdet på grund af sin støtte til teorien om, at Kreml stod bag terrorattentaterne i russiske beboelsesejendomme, men det er kun et gæt blandt andre mere fremherskende teorier. Og så videre.

Russisk indblanding i dansk valgkamp? 
Den mest flyvske påstand i bogen er trods alt påstanden om, at russerne blandede sig i den danske valgkamp i 2011 ved at plante rygter om, at Neil Kinnock, Helle Thorning-Schmidts mand, var bøsse. Motivet skulle angiveligt være, at russerne gerne så, at Putins ven Lars Løkke og hans Nord Stream-venlige regering blev genvalgt.

Høvsgaard refererer Daily Mail, der ikke er kendt som det største sandhedsvidne for, at den russiske efterretningstjeneste, FSB, stod bag rygterne. Nå. Men i så fald var det godt nok dilettantisk. For det første fordi det jo ikke var Kinnocks seksualitet, men Thorning-Schmidts skattefradrag, der var genstand for heftig diskussion i den danske valgkamp; alt det med bøsseriet blussede først for alvor op senere.

For det andet fordi vi jo godt ved, hvem der lancerede rygterne om Kinnocks mulige bi- eller homoseksualitet: Det gjorde parrets skatterevisor Frode Holm, for det indrømmede han selv sidenhen. Ham forbigår Høvsgaard fuldstændig i tavshed. Så Høvsgaard skylder at dokumentere, om Frode Holm var i FSBs sold. Men mest af alt skylder han at forklare, hvad i alverden russerne skulle have ud af at få Løkke valgt, når tilladelsen til Nord Stream allerede var givet. Bare fordi russerne kunne finde på det, er det ikke det samme, som at de gør det.

Specielt er det trist, at Høvsgaard bruger så meget tid på alle mulige røverhistorier, fordi han aldrig når frem til at gå i dybden med, hvorfor det overhovedet er et problem, at Nord Stream I og II bliver anlagt. Det er næppe et spørgsmål om forsyningssikkerhed: Selv hvis russerne faktisk lukkede for gassen, har EU's fælles indre energimarked betydet, at ingen kommer til at dø af kulde.

Problemet med Nord Stream
Nej, det store og væsentlige problem ved at aftage så store mængder gas fra Rusland er, at vi økonomisk understøtter et land, der militært truer sine naboer, herunder medlemmer af Nato som Baltikum. I en situation, hvor for eksempel dansk landbrug hvert år taber milliarder i en handelskrig mellem Vesten og Rusland efter annekteringen af Krim, virker det absurd, at vi samtidig sikrer styrets fortsatte beståen økonomisk ved at købe kæmpestore mængder gas. Og vanviddet bliver ikke mindre af, at vi i det kommende forsvarsforlig regner med at bruge hundreder af millioner kroner på at ruste os mod truslen fra Rusland, som vi så samtidig hjælper til at tjene styrtende med penge på gas.

Samtidig øger gasledningen splittelsen mellem det østlige og den vestlige del af EU: For lande som Grækenland, Ungarn, Bulgarien, Tjekkiet og Rumænien er det ærlig talt mærkeligt, at de ikke måtte få gas af russerne fra South Stream, som EU-kommissionen satte en stopper for, mens tyskerne godt må få det af Nord Stream.

Og det er ikke noget særlig godt argument, at EU-Kommissionen havde juridisk mandat til at gribe ind over for South Stream, der forudsatte russisk rørføring over land, men er magtesløs over for Nord Stream, der leverer til europæiske rør. For helt ærligt, hvad med solidariteten? Er vi ikke i union, sammen?

Det bør regeringen tage med i sine overvejelser, nu hvor den skal beslutte, om der skal gives tilladelse til Nord Stream II.

Vi vil spændt følge beslutningsprocessen – og det bliver ikke mindst på grund af Høvsgaards bog – det han skal have.

Jens Høvsgaard: Spionerne kom ind med varmen - Historien om en gasledning på bunden af Østersøen, og om hvordan Putin og tidligere agenter fra KGB og Stasi bestak og afpressede politikere helt op på statsministerniveau i Sverige, Finland, Tyskland og Danmark. 216 sider. 300 kr., vejledende pris. Gyldendal.