Atomkraft har toppet

Man skifter ikke energiform fra den ene dag til den anden. Men det kan gå stærkt, når først markedet trækker i den rigtige retning, og investeringerne går til de rigtige teknologier. Sådanne forhold har vi nu for første gang fået for den vedvarende energi.

Martin Lidegaard
Formand, CONCITO

Af Martin Lidegaard,
Formand for den grønne tænketank CONCITO.

Bent Lauritzen nævner i sit indlæg, at EU fortsat satser på atomkraft, og konkluderer dermed også implicit, at vi nok vil have a-kraft i en række år i Europa endnu - selv med en voksende folkelig skepsis. Det tror jeg, han har ret i. Man skifter ikke lige energikilde fra den ene dag til den anden, og har man først investeret de gigantiske summer i et atomkraftværk, er det forholdsvis billigt i drift, som Lauritzen skriver. Indtil det skal lukkes igen.

Så skal man igen investere meget store summer i dekommissionering, og man kan ligefrem få den tanke, at en af vægtige grunde til, at mange af de gamle værker i Europa stadig er i drift, er de meget store omkostninger, der er forbundet med at lukke dem. Ikke nogen behagelig tanke. I England har man således brugt over 80 milliarder pund på at dekommissionere to ældre værker. Det er ikke småpenge, når EU's statskasser fattes penge.

Atomkraft har toppet
Omvendt tror jeg af de samme grunde, at akraft som energiform allerede har toppet og inden for overskuelig tid vil tilhøre fortiden - såvel i EU som på verdensplan. Allerede i 2008 forudså Det Internationale Energiagentur et fald i akraftens andel af verdens energimix fra 15% i dag til 10% i 2030. Det skyldes først og fremmest, at ingen private investorer er interesseret i at investere i akraft uden massive subsidier og garantier fra det offentlige. Både selve investeringerne og risici er simpelthen for store.

Der er store økonomiske risici forbundet med selve anlægget af værkerne, som det nye Olkiluoto værk i Finland er et godt eksempel på. Her beløber budgetoverskridelserne sig foreløbig til mere end 17 milliarder kroner i forhold til et budget på 22 mia. kroner. Dertil kommer, at selve anlægsfasen også er forlænget til det dobbelte. Som Fukushima har vist, er der imidlertid også risici koblet til selve driften, både risici for større ulykker og terror og ved de stadigt stigende omkostninger ved at lagre det radioaktive affald.

Affaldsproblet er ikke løst
Jeg er ikke sikker på, at alle lærde er enige med Bent Lauritzen i, at affaldsproblemet de facto er løst rent teknisk Men jeg er helt sikker på, at det ikke er løst politisk, og at det derfor er forbundet med endog meget store omkostninger at få placeret fremtidens affald.

Endelig er der den mere etiske side af sagen. Vil vores generationer påtage sig alle disse risici, ikke bare på egne vegne, men også vegne af de næste tusinder af menneskehedens generationer? Heller ikke den tanke er behagelig, og den får næring af hændelser som Fukushima. Vi bliver mindet om, at vi ikke er fejlfri, og at vi endnu ikke mestrer teknologien til fulde.

Der er alternativer
Alt dette kunne vi måske fortrænge, hvis vi ikke havde noget alternativ. Hvis det ikke var muligt at udfase akraften, samtidig med vi udfaser de fossile brændsler, hvad vi må og skal gøre af hensyn til klimaet inden for få årtier. Men heldigvis er der alternativer. Inden for de sidste år har analyse efter analyse påvist, at vi godt kan beholde vores velstand i Vesten og bekæmpe fattigdommen i andre dele af verden og samtidig omstille vores energisektor til en langt mere energieffektiv sektor, baseret på vedvarende energikilder.

Sidst har et opløftende og meget anerkendt studie fra Standford beregnet, hvordan vi allerede i 2030 kan basere hele vores energiforbrug på vind, sol og vand - altså helt uden brug af akraft og biomasse, som vi kan forbeholde fødevareproduktion. Og ikke nok med det. Det bliver en fantastisk økonomisk fordel for os. Ganske vist kræver omstillingen enorme investeringer, men den afskrivning, vi skal lave på disse investeringer, er langt lavere end det, vi ellers ville betaler for de fossile brændsler - og for akraft.

Markedet trækker i rigtig retning
Den faktiske udvikling i de sidste år bekræfter denne optimisme. I Tyskland har man ved en ambitiøs satsning på solceller på ganske få år reduceret prisen dramatisk, så den om allerede to år forventes at være mere rentabel end vindmøller på hav. Påtænker man, at en solcelle, når den først er installeret, fungerer fuldstændigt vedligeholdelsesfrit i op til 40 år, og derudover ofte kan fungere komplementært i forhold til vinden, åbner der sig store perspektiver. Også i Vindmølleindustrien forudser man markante prisfald inden 2020, og det tror pokker med den konkurrence fra solcellerne.

Man skifter ikke energiform fra den ene dag til den anden. Men det kan gå stærkt, når først markedet trækker i den rigtige retning, og investeringerne går til de rigtige teknologier. Sådanne forhold har vi nu for første gang fået for den vedvarende energi.

Det varer ikke mange år, før atomkraft tilhører fortiden.