Debat

Auken: Enhedslistens EU-alternativ er intet værd

DEBAT: Grænseoverskridende problemer kræver fælles løsninger. Derfor nytter det ikke noget at stå uden for EU's retspolitiske samarbejde eller have parallelaftaler, hvor vi kopierer de andre EU-landes vedtagelser, skriver Margrete Auken (SF).

Det nytter ikke noget at stå uden for EU's retspolitiske samarbejde eller have parallelaftaler, hvor vi kopierer de andre landes vedtagelser, skriver Margrete Auken (SF).
Det nytter ikke noget at stå uden for EU's retspolitiske samarbejde eller have parallelaftaler, hvor vi kopierer de andre landes vedtagelser, skriver Margrete Auken (SF).Foto: Marie-Louise Munkegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Næsten al min vågne tid går med at fortælle hvorfor det er ekstremt vigtigt at vi får et ja til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning 3. december.

I den moderne verden kan vi nemlig kun klare de store udfordringer vi står overfor, når vi er sammen. På en række områder hvor problemerne er grænseoverskridende og løsningerne derfor også må være det, har vi i dag fælleslovgivning, for eksempel miljø, klima, forbrugerbeskyttelse, arbejdsvilkår, fair konkurrence. Kun sammen kan vi. Suverænitet giver det alene mening at tale om når vi puljer den med de andres. ’Overstatsligt’ er det misforståelige ord for EU's fælleslovgivning. 

Sammen om løsninger
Det ’mellemstatslige’ savner både åbenhed, parlamentarisk indflydelse og normalt også handlekraft. Jeg har siddet i flere mellemstatslige parlamentariker-forsamlinger: ni år i Nordisk Råd, fem i Europarådet, jeg har været til tre FN-generalforsamlinger af seks uger.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det var lærerigt og hyggeligt, jeg har fået venner for livet rundt omkring. Men det politiske udbytte var tyndt. Var man heldig, kunne man påvirke regeringen hjemme, men regeringer, især fra små lande, kan heller ikke meget her fordi der næsten ingen forpligtende beslutninger tages.

EL, som altid påberåber sig det mellemstatslige som det ideelle internationale samarbejde, har da heller ikke bedre argumenter for det end at dem kan man melde sig ud af (hvad ingen vist nogensinde gør). Udover de nævnte er der mange andre hvor vores indflydelse er ringe. Tit skal der være enstemmighed, det lyder fint, men skaber et eldorado for lobbyister der let kan sætte sig på en regering. De er dog stadig værdifulde mødesteder for regeringer (på engelsk hedder mellemstatslig ’inter-governmental’).

EL er lige nu ren spild af venstrefløj.

Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Skal der for alvor rykkes, må vi have forpligtende samarbejde, og skal det rykke godt, skal der være parlamentarisk indflydelse også. EU har et med-lovgivende, direkte valgt parlament der virker. Der skal være fuld åbenhed, det har vi bedre end i Folketinget, der skal også være national parlamentarisk indflydelse – det har vi hvis de nationale parlamenter gider (det gør Folketinget knap nok).

På den anden side af forhandlingsbordet er Rådet, det vil sige regeringerne; de kan lave stemmealliancer, og selv små lande kan få afgørende indflydelse. Men først og fremmest betyder muligheden for reel afstemning at der forhandles seriøst. Også mellem Rådet og Parlamentet, de to besluttende organer.

EL vil stå udenfor og skælde ud
EU blander sig kun i retspolitikken hvor retskonflikterne er grænseoverskridende, og det er de områder vi nu forhåbentlig stemmer Danmark med i. Dette samarbejde er ved at flytte helt ind i fælleslovgivningen.

Jeg følger Parlamentets arbejde på at rette op på alvorlige mangler i retssikkerheden fra det forudgående mellemstatslige inden for politi og efterforskning. Det går nogenlunde, men vi har brug for alle gode kræfter. At EL hellere vil blive udenfor, alene, og skælde ud, er træls.

Derudover vokser mængden af grænseoverskridende familie- og erhvervspolitiske konflikter der skal løses sammen hvis ikke bare den største/stærkeste/rigeste skal vinde.

Og så er der asyl- og immigration: en kæmpe udfordring som kan håndteres, men kun hvis vi står sammen. Det arbejder især SF for at Danmark kommer fuldt med i.

Men EL? I ren skræmmekampagne remser de retlige problemer op som enten er helt fiktive (noget der kan gå galt hvis flertallet i såvel Parlamentet som i Rådet blæser lige så meget på retssikkerheden som den danske regering gør – men stadigvæk kan vi mobilisere Domstolen her), eller også er klaret eller i fuld gang med at blive det.

EL er lige nu ren spild af venstrefløj. Og det er temmelig skrækkeligt for Danmark hvis vi ryger af i processen og enten må være helt uden for den fælles retspolitiske beskyttelse eller have B-(parallel)aftaler hvor vi i bedste fald kan kopiere det de andre lande og Parlamentet har vedtaget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

0:000:00