Debat

Auken: Klimaet står til at blive den store taber i EU

DEBAT: Med nomineringen af den forhenværende oliedirektør Miguel Arias Cañete som kandidat til en samlet klima- og energikommissærpost, har kommissionsformand Jean-Claude Juncker for alvor lagt sig ud med Europa-Parlamentet. Det skriver Margrete Auken (SF), der vil gøre, hvad hun kan, for at få ham vippet af pinden. 

I kommissionsformand Junckers udspil til kommissærposter er der ikke udsigt til nævneværdig ambition på klima- og energiområdet, og efter nærmere eftersyn står klimaporteføljen til at blive den helt store taber i EU i årene fremover. Det skriver Margrete Auken (SF).
I kommissionsformand Junckers udspil til kommissærposter er der ikke udsigt til nævneværdig ambition på klima- og energiområdet, og efter nærmere eftersyn står klimaporteføljen til at blive den helt store taber i EU i årene fremover. Det skriver Margrete Auken (SF).Foto: Marie-Louise Munkegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Slagsmålet om EU's 2030-klimapakke er i fuld gang og bliver den første store prøve for den tiltrædende EU-Kommission under ledelse af den tidligere luxembourgske statsminister Jean-Claude Juncker.

Der kom mange lovende ord fra Juncker, da han tilbage i juli måned besøgte den Grønne Gruppe i Parlamentet. Her forsikrede han, at EU under hans lederskab skulle blive verdensførende på området for vedvarende energi. Samtidig understregede han, at en bindende målsætning på 30 procent energieffektiviseringer i 2030 var et minimum, hvis EU skal fremstå troværdigt på den internationale scene.

Alligevel er der i Junckers udspil til kommissærposter ikke udsigt til nævneværdig ambition på klima- og energiområdet, og efter nærmere eftersyn står klimaporteføljen til at blive den helt store taber i EU i årene fremover. Det er en tydelig konsekvens af at samle klima- og energiområderne under én kommissærhat.

Hvis EU skal fortsætte med at lede verdens fælles bestræbelser på at dæmme op for klimaudfordringen, kan det ikke være med Cañete ved roret. 

Margrete Auken (SF)
MEP

Dårlig idé at samle klima og energi
Det kan på papiret selvfølgelig synes fornuftigt at binde klima og energi sammen og derved få sat et klimamæssigt fortegn på europæisk energipolitik, f.eks med mere gang i udvikling og produktion af vedvarende energi. Det lykkedes jo min bror Svend i 1990’erne som minister for miljø- og energi at løfte den grønne omstilling af Danmarks energiforsyning, som i dag er en eksportsucces og skaffer arbejde til tusinder af danskere.

Sammenlægningen vil for Kommissionens vedkommende dog have konsekvenser for udviklingen af politik på klima- og energirådet. Hvor forhandlingerne hidtil har foregået på et politisk plan og i hvert fald delvist åbent mellem to kommissærer, vil offentligheden fremover få meget lidt indsigt i, hvad der foregår indenfor i generaldirektoratet for klima- og energi, hvor embedsmænd skal afveje de to områder.

Hvor man tidligere sendte en højtprofileret, kompetent og ambitiøs klimakommissær til de internationale klimaforhandlinger, vil en oliedirektør som Cañete i bedste fald blive anset for at være en joke.

Margrete Auken (SF)
MEP

Samtidig får klima- og energikommissæren rigtigt meget at skulle se til: forhandle energileverancer i udlandet, gå foran i de internationale klimaforhandlinger, have hånd om det europæiske CO2-kvotemarked, men også gennem lovgivning muliggøre en bedre og grønnere forgrening af den europæiske energiproduktion, samtidig med at der skal investeres massivt i klimatilpasning. Det bliver en opgave som én umuligt kan løfte.

Til kamp for klimaet i en olietanker
Sidst men ikke mindst har kommissionsformand Jean-Claude Juncker begået en veritabel brøler ved at foreslå spanske Miguel Arias Cañete som kandidat til klima- og energikommissærposten. Cañete er tidligere oliedirektør og indvilligede - efter pres fra blandt andre de Grønne i Europa-Parlamentet - i at sælge sine aktier i olieindustrien. At han som spansk miljøminister ikke allerede havde valgt at skille sig af med olieaktierne, er et ud af mange hovedrystende eksempler på, at hans hjerte ikke banker for at redde klimaet. At støtten til vedvarende energi er nærmest afmonteret i Spanien, siden Cañetes med spanske Partido Popular kom i regering, gør heller ikke ligefrem sagen bedre.

Om et år skal verden i Paris vedtage en bindende klimaaftale for at afværge katastrofale klimaforandringer og sikre fremtidige generationer mod at skulle leve i, hvad chefen for Verdensbanken har kaldt en ”uigenkendelig verden”. Hvor man tidligere sendte en højtprofileret, kompetent og ambitiøs klimakommissær til de internationale klimaforhandlinger, vil en oliedirektør som Cañete i bedste fald blive anset for at være en joke og i værste fald være et katastrofalt kort at spille i et internationalt forhandlingsspil, der allerede nu er potentielt sprængfarligt.

Hvis EU skal fortsætte med at lede verdens fælles bestræbelser på at dæmme op for klimaudfordringen, kan det ikke være med Cañete ved roret. EU’s borgere kan regne med, at vi Grønne i Europa-Parlamentet vil gøre, hvad vi kan for at få ham vippet af pinden og erstattet med en mere visionær og ambitiøs kandidat.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

0:000:00