Debat

Bendtsen: Grænsekontrol smadrer det indre marked

DEBAT: Permanent grænsekontrol mellem Schengen-landene kommer til at skade det indre marked. De politiske og økonomiske omkostninger bliver enorme og vil gå ud over dansk vækst og jobskabelse, skriver Bendt Bendtsen (K).

Permanent grænsekontrol mellem EU's lande kan smadre det indre marked, skriver Bendt Bendtsen (K). 
Permanent grænsekontrol mellem EU's lande kan smadre det indre marked, skriver Bendt Bendtsen (K). 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bendt Bendtsen (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Om blot få dage, fredag 4. marts, er det nøjagtig to måneder siden, den danske regering indførte den nødvendige midlertidige grænsekontrol for at dæmme op for migrantstrømmen over den dansk-tyske grænse.

Dermed er det også, i princippet, slut med den midlertidig danske grænsekontrol efter to måneder med anvendelse af Schengen-reglernes nødforanstaltninger (artikel 25). Men sådan går det ikke. Schengen er hullet som en si, og Danmark vil forlænge og muligvis øge sin kontrol, som vi har set i det sydøstlige Europa. Senest har Østrig skærpet kontrollen og indført en daglig kvote. Kommissionen kan komme med indsigelser, men landene ændrer ikke kurs, før Schengen fungerer igen.

Kan smadre det indre marked 
Danmark, og andre lande som Tyskland, Sverige, Frankrig og Østrig, har en legitim interesse i at kontrollere, hvem der kommer ind i vores land, men det er også klart, at permanent intern grænsekontrol mellem Schengen-landene ikke holder på sigt, uden at det kommer til at skade det indre marked.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Sagen er, at flygtningekrisen ikke løses ved at genindføre interne grænser. Det letter kun presset midlertidigt. Krisen løses ved en afslutning af borgerkrigen i Syrien, kombineret med massiv hjælp i Syriens nærområder, etablering af faste aftaler med landene i blandt andet Nordafrika om tilbagesendelse af økonomiske migranter og skærpelse af straffen for brud på indrejseforbud. Og ikke mindst: En effektiv kontrol med EU’s ydre grænser - eventuelt ved at flytte Schengen-grænsen nordpå.

En anden plan C, som endnu ikke eksisterer blandt stats- og regeringscheferne i Europa, er at oprette EU-flygtningecentre med hospitaler, skoler og tag over hovedet. Det kan ske i Tyrkiet, måske snart Grækenland og i Nordafrika. EU må også være militært til stede disse steder for at undgå overgreb på flygtningene. Ideen er, at man herefter ikke kan søge asyl i hverken Sverige, Danmark, Tyskland m.v. Alle opholdstilladelser kan kun effektueres ved disse centre. Det ville også medføre, at vi formentlig undgik en masse migranter, som blot er på vej til at bedre liv, frem for at blive i nærområdet.

Permanent indre grænsekontrol mellem EU’s lande kan smadre de vigtigste og mest håndgribelige resultater af vores EU-samarbejde: Den fri bevægelighed for varer, tjenester, kapital og arbejdskraft.

Bendt Bendtsen (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det er vigtigt at holde sig de reelle løsninger for øje, fordi permanent indre grænsekontrol mellem EU’s lande kan smadre de vigtigste og mest håndgribelige resultater af vores EU-samarbejde: Den fri bevægelighed for varer, tjenester, kapital og arbejdskraft. Omkostningerne ved at rulle baglæns på disse områder vil være enorme – økonomisk og politisk - og til stor skade for dansk vækst og jobskabelse.

Milliard-regning på vej
Tag bare et enkelt eksempel: Indføres der permanent grænsekontrol internt i EU, vil det betyde enorme forsinkelser for vejtransporten over grænserne. Bare en enkelt times forsinkelse for en lastbil læsset med eksportvarer koster skønsmæssigt mellem 370 og 450 kroner ifølge oplysninger fra transportbranchen til Europa-Kommissionen.

Når vi nu ved, at 11.000 køretøjer passerer den danske grænse hvert døgn, kan man jo begynde at regne på, hvad blot en enkelt times forsinkelse vil koste danske virksomheder og i sidste ende samfundet og den enkelte dansker. I alt vil en enkelt times forsinkelse for vejtrafikken ved de interne grænser i EU koste den europæiske transportbranche 22 milliarder kroner om året – en omkostning, som skal hentes hjem hos varernes aftagere og i sidste ende forbrugere.

I et nyt studie fra Europa-Parlamentets researchtjeneste anslås det, at den samlede regning kan løbe op i svimlende 750 millarder kroner årligt, hvis man indregner alle sektorer og alle effekter af en permanent intern grænsekontrol. Det vil svare til, at vi skærer næsten en procent vores samlede BNP i løbet af ti år.

Beregningseksemplerne viser, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke tager højde for de svære økonomiske omkostninger, der er, hvis migrantkrisen også fører til en krise for EU's indre marked.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bendt Bendtsen

Formand for Synergi, fhv. minister, partiformand, MF, MEP og byrådsmedlem (K), leder af Altingets Maritime Netværk
HH-enkeltfag i regnskab og driftsøkonomi (Tietgenskolen i Odense 1988), politibetjent (Politiskolen 1978)

0:000:00