DF om tysk valg: Den multikulturelle illusions sidste bastion er faldet

Af Kenneth Kristensen Berth (DF)
EU-ordfører

”Wir schaffen es”. De herostratisk berømte ord, udtalt af Angela Merkel, blev gravskriftet over det Tyskland, som vi har kendt de sidste 70 år. Et slagent folk, der ved enhver lejlighed har fundet det nødvendigt at piske sig selv som straf for fortidens synder, har genvundet kampviljen med Alternative für Deuschlands indtog i Forbundsdagen ved søndagens valg.

Det var også i sidste øjeblik. Tyskerne er et døende folk. Med en fertilitet på 1,4 og en udlændingepolitik så tossegod, at stort set kun Sverige kan være med på den galej, var nekrologen over Tyskland så småt ved at blive skrevet. Men med Alternative für Deutschland har tyskerne fået en chance til.

Tyskland på vej ud af handlingslammelsen
Tysklands historie har gjort det umuligt at forholde sig til Tysklands overlevelse som nation og tyskernes som folk. Ethvert anslag af national stolthed er straks blevet mistænkeliggjort som et udslag af nazisme. Men over de senere år er der sket noget med Tyskland. Noget som måske i særdeleshed kan aflæses i det tyske kulturliv.

Det startede måske i virkeligheden med filmen ”Der Untergang”, hvor tyskerne for første gang for alvor tog livtag med deres historie i skikkelse af djævlen selv, Adolf Hitler. – I stedet for virrende at ryste på hovedet over den verdenshistoriske ondskab og psykose, som Det Tredje Rige var udtryk for. Senere fulgt op af blandt andet den sære, men meget tyske komedie ”Er ist wieder da”, hvor Adolf Hitler genopstår i et moderne Tyskland og til dels moro dels stille uro drager Tyskland rundt og møder almindelige tyskere.

Tyskerne er i færd med at bearbejde deres fortid og er dermed ved at komme af med den handlingslammelse, som har medført at landet er blevet oversvømmet af udlændinge og i mange år ikke har indtaget den ledende stilling i Europa, som landets størrelse ellers naturligt tilsagde.

Der er grund til at glæde sig i Danmark over, at den multikulturelle illusions sidste betydningsfulde bastion i Europa er faldet med AFDs indtog i Forbundsdagen. Europa og Tyskland er ved at vågne til dåd igen!

Kenneth Kristensen Berth (DF)
EU-ordfører

Noglehar ikke helt opdaget det endnu. De tyske politikere har sovet i timen. – Først og fremmest den socialdemokratiske kanslerkandidat, Martin Schulz, der med al tydelighed har siddet for længe i Europa-Parlamentet, og svang sig op i det højest tænkelige toneleje og udråbte sit eget parti til at være intet mindre end ”demokratiets bolværk” stillet over for det, han tidligere havde betegnet som ”nazister i Forbundsdagen”. Men Schulz var bestemt ikke ene om at klæde sig i sæk og aske og lade besværgelserne over det nye barn i klassen få frit løb.

Tyskland blev til Sverige
Men AFD er ikke et nazistisk parti. AFD har ikke imperialistiske ambitioner – men er tværtimod et parti, der i udpræget grad vender sig ind imod sig selv. Væk med euroen, nej til masseindvandringen og nej til sværmeriske drømme om et forenet Europa under tysk ledelse – og ingen krav om grænserevisioner, og hvad der ellers har kendetegnet partier som Republikanerne, NPD og DVU, der er blandt de foretagender, der i de sidste 30 år har forsøgt at sætte spørgsmålstegn ved den førte udlændingepolitik i Tyskland.

24. september 2017 blev Tyskland i virkeligheden til Sverige. Også i Sverige er befolkningen blevet holdt i kort snor i forhold til, hvad der var legitimt at udtrykke af synspunkter om udlændingepolitikken. Og som i Sverige har de øvrige partier valgt at slå ring om sig selv og afvise ethvert samarbejde med den nye dreng i klassen. Men det er ikke holdbart i længden.

En udelukkelse af AFD vil blot, hvis partiet ellers nogenlunde formår at ride den storm af, som Frauke Petrys afgang har medført, betyde, at AFD ved næste valg vil vokse sig større – akkurat som Sverigedemokraterna har gjort det og ser ud til også at ville gøre det i 2018. Man kan ganske enkelt ikke sidde befolkningens legitime ønske om en opstramning af udlændingepolitikken overhørig i længere tid.

AFD-valg er gavnligt for Danmark
Men selvfølgelig skal man også vise sig parat til at ville magten – og her har AFDs nuværende partiledelse tilsyneladende indtil videre – og modsat Sverigedemokraterna – valgt den totale oppositions politik. Det er næppe gavnligt for partiet på den længere bane: Man skal også være villige til at bistå med at ændre politikken. Man kan have alle de rigtige holdninger, men hvis man ikke vil arbejde for at få dem gennemført og være villige til at gå på kompromis, kan det hele være lige meget.

Under alle omstændigheder er valget af AFD gavnligt for Danmark. Det presser Merkel dels til at føre en mere kontant udlændingepolitik, dels til at søge at fastholde grænsekontrollen, og heldigvis giver det Merkel så mange problemer på hjemmefronten, at hun forhåbentlig ikke vil have så meget overskud til at føre den franske præsident Macron's og egnes temmelig flyvske og virkelighedsfornægtende planer, for så vidt angår udviklingen af EU, ud i livet.

Derfor er der udover at sige tillykke til tyskerne med, at man nu som nation kan se sig selv i øjnene igen, også grund til at glæde sig i Danmark over, at den multikulturelle illusions sidste betydningsfulde bastion i Europa er faldet med AFDs indtog i Forbundsdagen.

Europa og Tyskland er ved at vågne til dåd igen!