Boganmeldelse: Vi er børn af 1970'erne, ikke 1989 

Af Esben Schjørring
Redaktør, Altinget Magasin

Som dagene rendte ud for hans præsidentskab, skal Barack Obama undervejs i en limousinekonvoj på vej gennem Lima i Peru have spurgt sig selv og sine nærmeste rådgivere: Hvad nu hvis vi har taget fejl?  

Det var valget af Donald Trump til hans efterfølger, der fik den ellers selvsikre Obama til at tvivle på sine inderste overbevisninger. Hvis den politiske historie var en fortælling om civilisatoriske fremskridt, og hans egen enorme bedrift med at blive landets første sorte præsident et bevis på netop det, hvorfor havde folk så valgt Trump? Det gav ingen mening. 

Reid-Henry har skrevet en uomgængelig bog om, hvordan vi havnede i det morads, der er vores politiske situation anno 2020. Og har gjort det i bedste velfortalte britiske stil.  

Esben Shjørring
Redaktør, Altingets magasin

Og det var ikke en enkeltstående lapsus. 

Samme år – 2016 – havde briterne meldt sig ud af EU. Og året forinden havde migrationskrisen ikke kun kastet Europa, der stadig kæmpede med finans- og eurokrisen, ud i endnu et politisk morads; den havde givet yderligere vind i sejlene hos Trumps brødre i ånden – selverklærede illiberale politikere som Le Pen, Orbán og Kaczyński.  

Under den heroiske fortælling om demokratiets sejr over totalitarismen gemmer der sig en historie om voldsomme politiske forandringer af det menneskelige vilkår i de demokratiske samfund. 

Esben Schjørring
Redaktør, Altingets magasin

Intet af det passede ind i den store fortælling, vi havde arvet fra det 20. århundrede, hvor totalitarisme og liberalt demokrati var stødt sammen – både i de varmeste af krige og i et koldt aldrig aktiveret materialslag – indtil det liberale demokrati havde vundet og nu hurtigere eller langsommere ville spredes kloden rundt.  

At det ikke giver mening inden for en forståelsesramme af den moderne verdenshistorie, hvor milepælene, der skiller før fra efter, er årstal som 1917, 1940, 1945, 1957 og 1989, er selvfølgelig også grunden til, at mange har forsøgt at forklare det hele med atavistiske indslag af irrationalitet, backlash til 30'ernes fascisme eller russiske twitterbotter.  

En forklaring, der er blevet bekræftet af nationalkonservative intellektuelle, der har opdyrket en analyse af det liberale demokratis hybris, hvor mytiske forestillinger om menneskets iboende irrationelle kræfter og religionens genkomst blandes med gysende forestillinger om den lavintense borgerkrig, der varsler om en lutrende civilisationernes sammenstød.   

Obamas spørgsmål er faktisk klogere end begge lejres svar. For hvad nu hvis det var fortællingen, vi dyrker om os selv, den var gal med? Hvad nu hvis vi ikke skal forstå os selv i lyset af 1945-1989? 

Nu – det vil sige egentlig sidste år – udkom den britiske historiker Simon Reid-Henry med et kæmpeværk, der under titlen Empire of Democracy – The Remaking of the West Since the Cold War 1971-2017 over mere end 750 tætskrevne sider undersøger Vestens samtidshistorie ud fra et noget andet perspektiv.

Med et intenst fokus på politisk økonomi og kapitalismens historie udgraver han et forløb og en udvikling, der kan ses som et svar på Obamas spørgsmål. Ja, vi tog fejl. For under den heroiske fortælling om demokratiets sejr over totalitarismen gemmer der sig en historie om voldsomme politiske forandringer af det menneskelige vilkår i de vestlige samfund.  

Vesten blev genfødt i 1970'erne 
For Reid-Henry er det i 1970'erne, at vi skal lede efter kimen til vores nuværende tilstand. På skift sætter vestlige statsledere og regeringer ind med politiske reformer og økonomiske eksperimenter. Alt sammen i en reaktion på, at efterkrigstidens formidable vækstrater ret pludseligt klingede ud, mens den begyndende deindustrialisering tog fart, arbejdsløsheden steg, uden at inflationen faldt (tværtimod), og staternes gæld eksploderede. 

Indadtil i de vestlige lande bevægede man sig væk fra keynesiansk økonomisk politik og bragte lønomkostningerne og inflationen under kontrol med voldsomme renter og politiske indgreb. Udadtil lagde man sten for sten grunden til det, der senere bliver globaliseret finanskapitalisme og store frihandelsaftaler. Sagt med den danske professor Ove Kaj Pedersens ord bliver svaret på 1970'ernes krise for de vestlige velfærdsstater – så forskellige de end var og er – en konkurrence mellem stater om den globale vækst.  

Det er også i 1970'erne med den sidenhen berømte trilaterale kommission, at diskursen om demokratiets krise ser dagens lys: Havde demokratierne stadig evnen til at løse deres problemer, og kunne de gøre det på en legitim måde?  

Reid-Henry undersøger begge spor, og hans konklusion er, at ja, man løser problemerne – i hvert fald for en tid – men prisen bliver, at demokratierne undervejs havner i nye legitimationskriser. Og følgelig dårligere og dårlige udrustet til at møde politiske kriser og problemer med kompetente svar. 

Vesten er ikke en færdig pakke 
Empire of Democracy er opdelt i tre store klumper. En, der dækker perioden fra 1971 til 1989, en, der går fra 1989 til 2001, og det sidste stræk, der når op til Trumps indsættelse som præsident. Det er især de to første dele, der er interessante – i hvert fald for denne læser, der ikke har 1970'erne og 1980'erne helt så tæt på som de seneste 20 år. Og det er de især, fordi Reid-Henry viser, hvor dybt de vestlige samfund og det liberale demokrati blev forandret op til (og umiddelbart efter) Murens Fald.  

Dermed sætter Reid-Henry alvorlige spørgsmålstegn ved den implicitte forudsætning i 1989-fortællingen om, at det vestlige liberale demokrati var en fast størrelse, der ligesom bare stod der, da Sovjetkommunismen brød sammen. Ét er den gamle debat, om Vesten vandt, eller Øst bare tabte. Pointen er, uanset hvad, at Vesten ikke bare var Vesten, og derfor heller ikke bare kunne eksporteres og kopieres som en færdig politisk løsning østover.  

EF etablerer det indre marked i 1986, og da Tyskland genforenes i 1990, får Frankrig presset eurosamarbejdet igennem via Maastrichttraktaten, som – med dansk og britisk undtagelse – blev vedtaget i 1992 og indfaset i løbet af 1990'erne (med fysiske mønter og sedler fra 2002). EU fik aldrig en fælles finanspolitik, men man kompenserede for det med hårde krav til underskud på de offentlige finanser ude i nationalstaterne.  

De vestlige samfund og de sociale kontrakter i Vesten, som østeuropæerne eftertragtede i slut-80'erne og start-90'erne – i det omfang, de havde et indryk af den – var radikalt forandrede ti år efter Murens Fald. Og betingelsen for østeuropæernes optagelse i EU blev økonomiske hestekure af den nyliberale slags, der i hvert fald til en start gik hårdt ud over de østeuropæiske økonomier.  

Med Václav Havel, dissidentforfatteren og tjekkisk præsident igennem perioden, konstaterer Reid-Henry: ”Vi kæmpede for et anderledes politisk system end det, vi endte med at få.”  

Reid-Henrys pointe er, at man også i Vesten fik forandringer, der tog sig anderledes ud end de løfter, der havde båret dem igennem, havde stillet i udsigt. Lønmodtagernes relative magt svækkedes, og flere steder – i USA ikke mindst – kommer man kun løs af 1970'ernes kviksand ved at prekarisere arbejderklassen på næsten alle tænkelige måder. 

Alt imens blev en stadigt dybere integreret finanskapitalisme i løbet af 90'erne og 00'erne den bølge, de vestlige økonomier nu red på, og det blev i stigende grad kravene fra den, politikere indrettede deres samfund efter, mens tilsynsmyndigheder og regulering blev flyttet væk fra den politiske magt. Og befolkningerne rider med på bølgen ved at optage gæld i historisk usete dimensioner.  

Var 1970'erne og 1980'erne præget af stagflation og stilstand, er sårbarheden af i dag, som finanskrisen viste, finansiel.  

Liberalisme uden demokrati 
I de to år – fra 2006 til 2008 – fra det bliver tydeligt, at Irakkrigen ikke kom til at levere et nyt 1945 eller 1989, til finanskrisen brød ud, røg tilliden til såvel de politiske eliter i centrum-højre som i centrum-venstre på gulvet, og utilfredsheden og skepticismen over for det liberale demokrati tog fart.  

Ligesom hans kollega Adam Tooze gjorde i Crashed (som jeg anmeldte sidste år), gør Reid-Henry et stort nummer ud af at vise, hvor katastrofalt EU – og især Tyskland – håndterede eurokrisen. Og han dvæler med rette ved den demokratiske skandale, der var og er – uanset hvad man ellers synes om den daværende græske regering eller om Silvio Berlusconi – at den selvbestaltede ”trojka” (bestående af ECB, EU-Kommissionen og IMF) reelt afsatte begge som betingelse for økonomisk hjælp og indsatte deres egne midlertidige regeringer.  

Hvor meget man end må forholde sig kritisk til illiberale politikere rundtomkring, kan man omvendt ikke være overrasket over, hvorfra de henter noget af deres opbakning. Teknokrati og populisme har dannet en uhellig alliance i Europa. Som den politiske tænker Yascha Mounk har bemærket i sin bog 'The People vs. Democracy' – og i et interview her i Altinget – er den vestlige politiske dagsorden i dag præget af sammenstødet mellem liberalisme uden demokrati og demokrati uden liberalisme.  

Det er også den konklusion, Reid-Henry havner til sidst.  

Socialdemokratisk position 
Reid-Henry arbejder forbilledligt mellem de fine detaljer og det store overblik, og hans bog er et kærkomment – faktisk mere end det – korrektiv til en tid, hvor vi går så meget op i værdier og teknologi, at vi har glemt, at økonomi er helt afgørende drivkræfter for politik. Det kommer vi til at genlære de kommende ti år.  

Dermed er det også sagt, at Reid-Henry skriver fra en socialdemokratisk position, og indimellem kommer indignationen til at fylde lidt for meget, og sine steder tager en lidt for rosenrød beskrivelse over af tiden før, det store fald satte ind med Richard Nixon og Paul Volckers respektive chokterapi. Her var førnævnte Tooze mere kølig. Det skal dog ikke skygge for, at Reid-Henry har skrevet en uomgængelig bog om, hvordan vi havnede i det morads, der er vores politiske situation anno 2020. Og har gjort det i bedste velfortalte britiske stil.  

Et andet perspektiv er, at man som dansk læser får nye vinkler på sit eget samfund. Ikke mindst hvor meget bedre danske politikere og arbejdsmarkedets parter kommer ud af 1980'erne og 1990'erne end deres vestlige kollegaer. Reformerne var også her barske, men den tværpolitiske ansvarlighed var stor. Og den danske model sikrer, at afgørende dele af den sociale kontrakt vedvarende er til forhandling, og dermed får samfundsøkonomien en demokratisk legitimitet, der ikke findes i andre lande. Det bør vi være stolte over. 

Undervejs citerer Reid-Henry en for mig ukendt udtalelse fra Poul Schlüter fra 1990 under et topmøde i Berlin, hvor man diskuterede Østeuropas transition til den vestlige model: 

”Socialisme med et menneskeligt ansigt var det navn, som Alexander Dubček gav sit forsøg med reformer under Pragforåret i 1968. Jeg er af den opfattelse, at den nuværende situation kræver en fremstilling af kapitalismen med et menneskeligt ansigt.”  

Simon Reid-Henry, 'Empire of Democracy – The Remaking of the West Since the Cold War 1971-2017', John Murray, 870 sider, 15,69 dollar.