Borgermøde: ”Nu skal I huske ikke at komme til at diskutere flygtninge, når I er på frihandelsholdet”

EU har længe været for fjern for borgerne. Det prøver Folketingets Europaudvalg nu at gøre noget ved med en række dialogmøder. Altinget: magasin var med.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Simon Friis Date

Vi sidder i Landstingssalen og kigger nervøst på hinanden, inden formanden for Folketingets Europaudvalg, Socialdemokratiets Erik Christensen, endelig får hul igennem til mikrofonen og byder velkommen til dagens borgermøde. Eller Borgerdialogmøde, som arrangørerne tilsyneladende insisterer på at kalde det. Der er også kaffe.

Arrangementet er et ud af en række borgerhøringer, som Europaudvalget afholder rundtomkring i landet. De har været i Middelfart, i morgen skal de til Aalborg. Men nu er vi her. 40 fremmede mennesker i den enorme Landstingssal og ved ikke, hvilket ben vi skal stå på.

Og det er egentlig meget passende, dagens emne in mente. For mens danskernes billede af EU på det overordnede plan er ganske positivt, er vi ofte mere kritiske, når det kommer til specifikke elementer i EU-politikken. Ifølge Eurobarometer er det eksempelvis kun i Østrig og Italien, hvor man finder en lavere andel af befolkningen, der ser positivt på arbejdskraftens frie bevægelighed, end i Danmark. Dette til trods for, at netop arbejdskraftens frie bevægelighed er det, som flest EU-borgere fremhæver, når de skal nævne EU’s største bedrift.

0:000:00